Perlen i Hillerød

Foto: Per Jan Andersen

Stedet er oplevet flere gange over mange år. Første gang i påsken 1960, senest har en vejrmæssig grå hverdag i november anno 2020 inspireret til dette indlæg.

I min optik er Frederiksborg Slot det absolut flotteste slot (sammen med Kronborg i Helsingør) ud af rigtig mange i Danmark. Det rummer utroligt meget.  Salig Christian IV har leveret temmelig meget til sine efterkommere….

Inspirationen til genbesøget skyldtes flere anledninger. En af dem kan krediteres min anbefalelsesværdige blogkollega “Madame” *), der med sit nyere indlæg om stedet også motiverede til gensyn med “Perlen i Hillerød”.  

Og ellers var værtskabet for turen lagt i kyndige hænder hos min kære gamle klassekammerat Per Jan. Hors d’oeuvren var enkel fin gastronomisk frokost-lignende optankning i café Alex på Birkerøds gågade. Herefter med lidt logistisk gymnastik nåede vi til “hovedretten”: 

Frederiksborg Slot – Hillerød

For de læsere, der ikke kender stedet eller trænger til en opfriskning af hukommelsen følger hermed et kortere overblik i en tekst- og illustrativ blanding.

Frederiksborg Slot ligger på tre slotsholme i Slotssøen midt i Hillerød, nord for København. Slottet omkranses af den smukke Frederiksborg Slotshave. Det er bygget i nederlandsk renæssancestil i begyndelsen af 1600-tallet af Kong Christian 4.

Et besøg på Frederiksborg giver en fin mulighed for at opleve tidligere tiders pomp og pragt på nært hold. Med den eventyrlige beliggenhed midt i Slotssøen, omkranset af Barokhaven og den landskabelige have, udgør Frederiksborg slot et enestående udflugtsmål.

500 års danmarkshistorie

Nationalhistorisk Museum har haft til huse på Frederiksborg Slot siden 1878. Museet blev oprettet på foranledning af Carlsbergs grundlægger, brygger J.C. Jacobsen, efter en voldsom slotsbrand i 1859. Museet drives fortsat som en selvstændig afdeling af Carlsbergfondet.

En tur gennem museets mange smukke sale er en lang og spændende vandringstur gennem 500 års danmarkshistorie, fortalt gennem den rige samling af portrætter, historiemalerier, møbler og kunstindustri. Fortællingerne understøttes af slottets smukke historiske omgivelser. På museet stifter man bekendtskab med personer og begivenheder, der har været med til at forme Danmarks historie fra middelalderen og helt op til det 21. århundrede.

Museets superbe portrætsamling udgør landets største og betydeligste, og samlingen af malerier, buster, tegninger og fotografier suppleres løbende med nye værker.

Særudstillinger
Museet arrangerer årligt særudstillinger (jf. links nedenfor), hvor danmarkshistorien, portrætgenren eller andre af museets områder bliver sat i relief og dermed oplevet i et nyt lys. Således i forbindelse med 100 året (1920-2020) for Genforeningen i Sønderjylland er op- og udstillet en “fødselsdagsversion” om den danske statsoverhoved Dronning Margrethe 2s liv og virke i Riddersalen.

Visuelle indtryk –  slottet (fotos Per Jan Andersen)

Blogejeren i uvante omgivelser

Visuelle indtryk – kirken

Frederiksborg slot indeholder også en meget seværdig slotskirke (jf. links nedenfor).  Nogle visuelle indtryk:

Det lille kororgel – se links nedenfor

Kirkens vægge er tæt besat med våbenskjolde for Storkorsriddere fra ind- og udland

Visuelle indtryk –  særudstilling (fotos Per Jan Andersen)

Visuelle indtryk – Nationalgalleri 

Arkitekt Steen Eiler Rasmussen og forfatter Lise Nørgaard

For en god “Ordens” skyld…

Nutidens Corona-krisestab

Eksteriøre indtryk

Hvad manglede vi?

For historie- og geopolitiske nørder som blogejeren og hans vært Per Jan kunne der udmærket afsættes et par dage til tilbundsgående research af fortidens og samtidens historik på dette pragtslot. Men vi havde som travle pensionister scheduleret x timer og fik både dannet gensynsglæden ved en vekselvirkning af overblik og lejlighedsvise fordybninger.

Foto: Partrederiet

Var der noget, vi savnede? –  Ja, måske en afsluttende tur på Slotssøen – “Danmarks smukkeste sømil” – som Partrederiet med en vis ret kalder turen med den lille turbåd.  Jeg har nydt turen flere gange. Indtryk, herunder sejltider, kan ses af linket nedenfor.

##########

Og endelig – med fare for at lyde misantropisk – var det denne gang for mig en eksklusiv fornøjelse,  fordi der var flere kustoder end besøgende, hvilket gav luft til rolig fordybelse og adgang til perspektiverende fotografering.

Relevante links:

Generel info:  https://dnm.dk/frederiksborg-slot/

Nationalhistorisk museum: https://dnm.dk/om-museet/

Særudstillinger 2020/2021:  https://dnm.dk/events/

Kongelige slotte og haver: https://kongeligeslotte.dk/da/slotte-og-haver/frederiksborg-slot.html

Slotskirken: https://www.frederiksborg-slotskirke.dk/

Det lille kororgel i slotskirken: https://www.frederiksborg-slotskirke.dk/musik/orgler/kororglet/

Partrederiet –  Søen ved Frederiksborg Slot: https://www.partrederiet.dk/

Carlsbergfondet: https://www.carlsbergfondet.dk/da

*)”Madame” = En blog med voluminøs anciennitet og indhold af natur, fotografering, biologi, økologi, gastronomi, ornitologi m.fl. –   https://huskebloggen.blogspot.com/2020/11/glden-ved-at -ga-tur.html                    

DEL SIDEN

14 kommentarer til “Perlen i Hillerød”

  1. Sikke en dejlig dag I har haft, og det er meget flotte billeder, I har taget. Ja, som du ved, er det et slot og en slotspark, jeg holder meget af. Vi går tur i parken så ofte som muligt og med turen rundt om søen.
    Hvis du eller I har mod på et slot mere, kan jeg anbefale at besøge Rosenborg Slot. Det ser måske ikke ud af noget særligt, men indretningen er overdådig.

    1. @Madame: Tak for venlige ord. Og ja…Rosenborg slot (og park=Kongens Have) er særdeles velkendt for (eks-)københavnere, men en reprise kan da overvejes. 😉

  2. Et velillustreret indlæg om slottets pomp og pragt. Man kunne vist sagtens bruge et par dage på at udforske og misunde dem de fine parketgulve.
    Det kunne godt være, at jeg skulle prioritere slotte højere. Hidtil er det kun blevet til Rosenborg, Kronborg og det i Urbino (Italien). Det sidste udmærkede sig med et rum med intarsia – de tusinder (syntes det) variationer over madonnaen med barnet var ikke “underholdende”. Så må Frederiksborgs malerier være ikke så lidt mere interessante.

    1. @Eric: Rosenborg er mig bekendt og Kronborg er mig meget bekendt (fra min absolutte DK-yndlingsby). Derimod skulle jeg have genopfrisket betydningen af “intarsia” – tak Eric!

      1. Tak selv! Jeg har lige opdaget, at der er en del billeder af det omtalte rum – søg på: palazzo ducale intarsia 🙂

        1. @Eric: Har søgt og fundet. Kendte ej Urbino. Det tætteste jeg har været, er San Marino og det er jo noget ganske andet….

  3. Tak for omvisningen! Jeg går en tur omkring slotssøen et par gange om måneden i behageligt selskab, og jeg nød den omfattende Hulegaardske billeddokumentation fra slottets interiøret. I øvrigt havde jeg fornøjelsen egenfodigt at betræde gemakkerne for et par måneder siden, hvor Jacob Brostrups syv malerier fra 2018 med fællestitlen Folkets Tid også var udstillet. Malerierne er til daglig ophængt i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg og fortæller arbejderbevægelsens, Danmarks og Socialdemokratiets historie fra 1870’erne til i dag på en meget utraditionel måde og med en farve- og detaljerigdom, man (jeg) ikke kan undgå at blive imponeret over. Jeg var meget tilfreds med, at malerierne ikke bar præg af hverken arbejderromantik eller politisk propaganda, som mit nervesystem ikke tåler. Desværre sluttede udstillingen sluttede i september, men skulle man være interesseret i se malerierne, er hele historien om dem her her.

    1. @Ufffe Jerner: Der er ingen tvivl om, at det er både fysisk og mentalhygiejnisk sundt med regelmæssig motion in casu rundt om slotssøen. Jeg har gået turen for år tilbage, da jeg boede i Kbhvn. Og der er ej heller tvivl om, at Jacob Brostrup er en spændende billedkunstner med en interessant artistisk substans, som hans CV også understreger ved “gennemtygning” af hans hjemmeside.

      Men via dine links (tak!) gives et godt indtryk, når man nu ikke har den regelmæssige fornøjelse af at være i Socialdemokratiets gruppeværelse på Borgen, hvor nutidens Corona-udfordringer (alt inkl.) indimellem nødvendiggør noget balsamisk “procrastination”.

  4. Ja, det var en god tur, smuk natur og interessante udstillinger. Det var dejligt at der var få andre museumsgæster og den ene kustode var så venligt at fortælle, at det var tilladt at tage mundbindet af når man sad ned. Til gengæld var der næsten ingen steder man kunne side ned! Det kan man så på den hyggelige Café Havehuset med dejlig kaffe og hjemmebagt kage.

    1. @Per Jan: Jeg tilslutter mig sandheden i enhver af sætningerne. Havde den sk… motorsav ikke larmet i Café Havehuset, havde vi måske siddet der endnu. 😉

  5. Ha-ja, hvis ingen motorsav, så havde vi måske siddet der endnu ☺
    Det er især slotssøen og kanalerne gennem slottet, som jeg synes er fantastisk smukke. Som ung generede det mig ikke at leje en robåd og sejle under kæderne som egentlig skulle betyde “ingen ad-sejling”, og fik derved oplevet slottets fundamenter og kanaler på nært hold. Ingen greb nogensinde ind og skældte ud over at jeg – sammen med min unge kæreste – brød reglerne.

    Men nutildags er der heldigvis restaureret både på fundamenterne, udendørs murværk og indendørs. Jeg har været der ofte og skal igen, så snart jeg kan. Og havehuset er også et dejligt sted, som drives fornuftigt.
    Motorsaven er nødvendig, hvis man vil have stynede popler og andre park-træer; det er jo en meget kunstig natur, og – efter min mening – det er også rimeligt at prøve at forme naturen for at skabe skønhed.

    1. @DAX: Christian 4 holdt også af det maritime, dog ofte afbrudt af sine mange tanker, planer og damer. Jeg tænkte faktisk på dig, da jeg fotograferede det lille kororgel i den overdådige slotskirke.

      “At forme naturen for at skabe skønhed” kan med fordel opleves især i Frankrig og Storbritannien, men naturligvis skal den smukke slotspark trimmes. Naturligvis..

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *