September 1970
Læseren kan ikke se det. Men jeg står lige nedenfor ved pigens venstre skulder. Jeg glemmer det ikke. Jeg husker ikke, hvad han sagde, men jeg husker hans karisma, hans buskede øjenbryn, det gennemtrængende blik og begejstringen fra x tusinde tilhørere.
Jeg var kommet tidligt fra København for at få en god plads, men allerede timer før strammede det til. Vi blev ganske mange, der stod tæt pakket – som på et stadion eller en festival – på trapperne ved Helsingborgs (Hbg) stolte gamle fæstningstårn Kärnan den septemberdag for næsten nøjagtig 50 år siden.
Hovedpersonen var ikke en rockstar, men en statsmand. Den mest berømte skandinaviske politiker i efterkrigstiden. Han blev født den 30. januar 1927 og voksede op i en velhavende aristokratisk familie i den kendte velhaverbydel Östermalm, nordøst for centrum af Nordens største by, Sveriges hovedstad Stockholm.
Den 28. februar 1986 blev han skudt i Stockholms centrum. Han udnyttede sine leveår særdeles effektivt. Han efterfulgte sin mentor og landsfader Tage Erlander (1901-1985) som leder af Sveriges største politiske kollektive bevægelse. Politik, taler og rejser med vinkler til og fra sit parti, Socialdemokratiet, fyldte det meste af hans professionelle kalender. Intelligensen, uddannelsen, udsynet og engagementet var i den absolutte topklasse.
Mandens navn var Sven Olof Joachim Palme
September 1979 – Olof Palme var oppositionsleder i Riksdagen (1976-1982), men befandt sig – trods begejstringen på Kärnan i Helsingborg – ikke videre godt i den rolle.
Mordet
Der er skrevet et utal af ord og sætninger omkring mordet på Olof Palme den 28. februar 1986. Helt op i vores tidsalder har mordet været omgivet af mystik. Efterforskningen af nedskydningen af den daværende svenske statsminister har varet i 34 år og er en af verdens største. Hele 10.000 personer er blevet afhørt gennem årene, nogle af dem op til flere gange. Rekorden har narkohandleren Sigge Cedergren, som er blevet afhørt 43 gange. 134 personer har tilstået mordet gennem årene. Og de samlede udgifter skønnes at have udgjort omkring 1/2 milliard svenske kroner.
Gøsta Pettersson
I 1988 blev den kriminelle, drabsdømte alkoholiker Pettersson politiets hovedmistænkte. Året efter blev han først kendt skyldig i byretten, men senere frikendt ved en højere instans. Beviserne mod ham bestod hovedsageligt i, at Olof Palmes kone, Lisbeth Palme (1931-2018), udpegede ham som gerningsmand. Men ud over det var der kun indicier. Ingen beviser.
Politiet udpegede ham med stor sikkerhed. Og fordi offentligheden så at sige fik et ansigt i medierne, er der stadig folk, der tror, det er ham. Men i dag ved vi, at han var fuldstændig uskyldig.
Skandiamanden
Ingen nye beviser blev fremlagt, da sagen blev lukket ned i juni 2020, mens man i stedet udpegede en gammel kending, den såkaldte »Skandiamand«, Stig Engström, som den sandsynlige gerningsmand. Engström, der var 52 år gammel i 1986 og arbejdede som grafiker i den for mordscenen nærliggende Skandiabygning (deraf hans tilnavn), døde af en overdosis for 20 år siden og kan således ikke retsforfølges.
Den rigtige gerningsmand?
Flere teorier er siden mordet blevet efterprøvet, men bevisbyrden har aldrig været stærk nok. Efterforskningen blev nedlagt i juni 2020, men mord bliver aldrig henlagt, så hvis der kommer nye oplysninger, vil den kunne genoptages. Mange, der har fulgt svensk politik og offentligt liv – både før og efter – mordet (herunder blogejeren), har sine egne teorier. Lad mig blot erindre om, at der findes stærke mere eller mindre skjulte højrekræfter i Sverige, som slet ikke (i hvert fald offentlig) kendes på samme skala i Danmark og Norge.
Og så kan man adderende stille spørgsmålene: Hvordan kunne der kludres så meget i den umiddelbare efterforskning efter mordet? Hvorfor blev der ikke straks igangsat en såkaldt “rigsalarm”, hvilket ville være normalt i en sådan situation i Sverige? Hvem ville have fordel af at få ryddet Olof Palme effektivt af vejen? – Der har været recidiverende teorier omkring en professionel hitman af udenlandsk oprindelse, men sådanne eksemplarer skal betales! Af hvem?
Statsmanden
Olof Palme bør huskes for langt mere end sin død. Han var uafviseligt den største internationale statsmand, Skandinavien har produceret. Den anden skandinaviske, der kan kalde sig “statsmand” – i næste vægtklasse – er norske Gro Harlem Brundtland (1939-) fra det norske Arbeiterparti.
I Danmark er min individuelle vurdering, at kun to statsministre har været i nærheden af det prædikat, nemlig den radikale Erik Scavenius (1877-1962) baseret på sin indsats både i 1. og 2. verdenskrig og Jens Otto Krag (1914-1978) fra Socialdemokratiet. Og så er den politiske hovedgade brolagt i brede baner med skandinaviske politikere, der troede de var det….altså “statsmænd”.
Palme var en internationalistisk orienteret socialdemokrat. Han tænkte større end blot Sverige og handlede derefter. Han satte Sverige på det internationale politiske landkort og viste, at også et relativt lille land kan gøre en forskel i verden. Både som partileder og statsminister satte han fokus på verdens uretfærdigheder, kæmpede for nedrustning og for at bryde ud af den destruktive og dødens farlige tvekamp mellem supermagterne USA og Sovjetunionen under den kolde krig. Og ej heller ikke at forglemme gik Palme forrest i kampen mod apartheid i Sydafrika.
Var det alt sammen lige klogt og gennemtænkt? – Nej, naturligvis ikke. Palme vendte for ofte det blinde øje til undertrykkelsen i socialistiske stater som Cuba og gik (subjektivt set) for vidt ved at sammenligne USA’s krigsforbrydelser i Vietnam med udryddelseslejren i Treblinka (Polen).
Men Palme insisterede på, at verden hænger sammen. For ham var det ikke nok at sidde i den velpolstrede og trygge stol, som det skandinaviske velfærdssamfund er og skue ud på verdens mange brændpunkter. At rige lande som Sverige har en moralsk forpligtelse til at hjælpe, som rækker ud over landets egne grænser. At solidaritet ikke stopper ved grænsen. Det var nogle af hans adelsmærker.
Man kan i sandhed sige, at det er blevet praktisk anvendt i nyere tid, hvor selv den konservative (Moderaterne) statsminister Fredrik Reinfeldt, (f. 1965 – statsmin. 2006-2014) fandt det naturligt nærmest at åbne grænserne for tusindevis af flygtninge fra Mellemøstens sekteriske krige. I 2015 var rekorden 163.000 asylansøgere. De fleste danskere erindrer stadig en vis del af disse, der kom vandrende fra den dansk-tyske grænse op ad den danske motorvej E 45 på vej mod Skandinaviens største land.
Mange svenskere (og danskere, heriblandt blogejeren) var langt fra enig med den afdøde Olof Palme i alt, men det fratager ikke mindet om hans internationale format. På sine bedste dage var han et eklatant eksempel på, at vi i de skandinaviske lande udmærket kan konkurrere på lige fod med store landes repræsentanter på den internationale scene og bestemt ikke skal pudse noget mindreværdskompleks.
Jeg hader egenskaben “arrogance” og jeg elsker egenskaben “format”. Olof Palme dækkede dem begge 100 procent.
:::::::::::::::::::::::::
P.S. Indlægget er selvklart ikke på nogen måde dækkende over emnet Olof Palmes liv og død. Det skal læses udelukkende som en lille refleksion over oplevelsen af mødet i Helsingborg for næsten nøjagtig 50 år siden samt den officielt afsluttede efterforskning af Palme-mordet denne sommer.
P.P.S. Den svenske journalist og historiker Henrik Berggren har skrevet en (næsten) udtømmende bog med titlen “Olof Palme, Aristokraten, som blev socialist” – ISBN 978-87-567-9744-3 (kan varmt anbefales).
P.P.P.S. Fotos (og dateringer) er venligst fremskaffet fra det altid hjælpsomme Helsingborgs Stadsarkiv og Helsingborgs Folkrörelsearkiv (tak igen!)
Seneste nyt pr. 30. sept. 2020:
https://www.dr.dk/nyheder/udland/anklager-laegger-endeligt-lag-pa-palme-sag
Det var en spændende gennemgang af Palmes liv og død, og den store betydning han har haft. Jeg kan huske chokket, da jeg hørte, han var blevet skudt. Hvem kunne dog finde på at skyde denne store statsmand? Men som du skriver, er drabsmanden nok fra højreorienterede kredse, og det er tragisk, at mordet ikke er opklaret. Jeg kommer som dig også til at tænke på Jens Otto Krag som en af de få andre store statsledere i vores tid. Jeg vil læse Henrik Berggrens “Olof Palme, Aristokraten, som blev socialist”. Bo Lidegaards Jens Otto Krag kan jeg til gengæld anbefale.
@Madame: Din hustands kontakter i Höganäs “hinsidan” har sikkert – som de fleste (især etniske) svenskere – en holdning til både Olof Palme og ikke mindst omstændighederne ved nedskydningen. Da jeg senest var i Sthlm. og stod og betragtede mindepladen på Vasagatan, kom en ældre svensk mand hen til mig og begyndte at fortælle om sin holdning til Palme og omstændighederne.
Modsat mange danskere kunne jeg uden besvær i de unge år respektere Jens Otto Krags åbenbare format. Bo Lidegaards karakteristik er fortrinlig. “Ironien” var, at de to nævnte danske “statsmænd” både var vidt forskellige og så alligevel havde to vigtige forhold til fælles: Rod i privatøkonomien og en næsten umættelig appetit på det smukke køn. Sidstnævnte skal bestemt ikke bebrejdes 😉 , hvorimod man kan undre sig over førstnævnte med deres begavelser og uddannelser.
Det må have været spændende at opleve en stor statsmand live i september 1970. Er det så heldigt, at du også oplevede Verdensbankens topmøde i september i København?
@Per Jan: Ja til det første og ja til det andet. Det første er forsøgt beskrevet en smule. Det sidste oplevedes på Vesterbrogade tæt ved Saga-biografen, hvor de efter datidens forhold temmelig brutale demonstrationer (efter sigende de mest barske siden WW2, dog inden Fælledvej og Jagtvej-scenerne efterfølgende) blev forsøgt drevet væk af politiet. På et tidspunkt var jeg i læ ved en forretning vis-a-vis den tidligere Saga-bio og tænker på det nu og da, når stedet passeres. 😉
Ja, hvem (som levede dengang) husker ikke dagen? Selv i hovedbyen på den græske ø Karpathos er en gade opkaldt efter ham – ganske vist stavet “ULOF PALME”, men det er tanken, der tæller.
Som du fortæller, er der skrevet mangt og meget om mordet. En af de nyere og interessante bøger er Jan Stockklassas “Stieg Larssons arv – nøglen til Palmemordet”.
@Eric: Der er skrevet flere bøger om emnet, hvilket vel er naturligt.
I en fortid havde jeg kontakt med en ledende (for længst afdød) overtoldinspektør i Malmø. Jeg erindrer endnu tydeligt hans stærkt højreorienterede synspunkter og ikke mindst “stoltheden” over, at der i embedsstanden (politi, Säpo og toldmyndigheder etc.) fandtes (findes?) mange på højrefløjen. Det var i slut-1970erne, altså cirka 7-8 år før mordet. Han hadede Palme, der på daværende tidspunkt modvilligt var kommet i opposition.
I virkeligheden er den brutale nøgle til sandheden (som ved JFK-221163): Hvem har størst fordel af mordet? Hvem har penge nok til udførelsen, enten direkte eller indirekte. Jeg har set filmen “Den sidste kontrakt” flere gange og er overbevist om, at der var meget sandhed i denne handling i relation til drabet.
Så kan jeg bedre forstå at du kendte Helsingborg og Kärnan så godt da jeg for nogle år siden havde en serie billeder derfra.
Ja, det var ikke en rock-stjerne, men noget der er meget bedre: En politiker, der havde idealismen i behold! Drivkraften, ønsket om en bedre politisk udvikling.
@DAX: Jeg er kommet et utal af gange i Helsingborg (Hbg), delvis grundet min livslange færgeinteresse. Men byen er blevet “crawlet” i nord, øst og syd fra Sofiero, Pålsjø til Raa etc. over mange decennier. – Jeg holder meget af byen, især den nordlige del. Den er blandt top-3 af svenske byer (1) Stockholm (Sthlm), 2) Gøteborg (Gbg) og 3)Helsingborg (Hbg).
Jeg vil ikke give indlægget karakter, men blot fortælle, at jeg blev grebet som sjældent før ved læsning af beskrivelsen af Palmes karakter.
Jeg har tidligere, ved flere lejligheder, hørt at der i Sverige er denne mere skjulte højredrejede magtelite, og undrer mig over at man ikke støder på det i flere sammenhæng — det har vistnok været med i krimierne om Wallander og i andre, men man kunne jo godt trænge til en artikel om magtforholdene i Sverige, før, under og efter WWII.
Uden sammenhæng iøvrigt tegner Per Olov Enquist et billede af det højredrejede Sverige før krigene i bogen “Musikanternes Udtog” – som sagt ikke direkte relevant her, men indirekte får man denne fornemmelse af hvordan det kunne lade sig gøre at have en overklasse, der havde arbejderne i deres hule hånd, så at sige. Andetsteds læste jeg at man lokkede arbejdere til malm-minerne ved at uddele jordlodder, der var for små til at man kunne leve af dem, men dog bedre end ingenting, på den måde kunne man få arbejdskraft til det farlige minearbejde.
@DAX: Ifald beskrivelsen af Palme rørte noget, er det en klar anbefaling at læse (jf. P.P.S.: Den svenske journalist og historiker Henrik Berggren har skrevet en (næsten) udtømmende bog med titlen “Olof Palme, Aristokraten, som blev socialist” – ISBN 978-87-567-9744-3″).
Omkring svensk dokumentation omkring magtforhold kunne det måske være en idé at gæste Helsingborgs stadsbibliotek knap (cirka) 15 minutters gang i sydlig retning fra din tandlæge. Jeg har brugt dem flere gange og havde også (da jeg boede i CPH) et lånerkort.
Den afdøde politisk engagerede Per Olov Enquist (1934-2020) har givet med sin nordsvenske baggrund mestret “Musikanternes Udtog”
Nu har jeg tid til at tænke lidt mere over dine bemærkninger. Var han både arrogant og af stort format, den noble Palme, aristokraten, som også var idealist? Hvordan kan arrogance forklares — hvis han overfor “sine egne aristokrater” har bemærket en blindhed overfor klassernes kamp, så har han måske følt, at han stod alene og måtte stive sig selv af overfor “aristokraterne” med denne arrogance?
@DAX: Tak for din interesse for emnet. Og så adderende:
Indledningsvis har du en god pointe i dit slut ræsonnement. Men for en dansker, der siden de unge dage har fulgt svensk politik (medio 1960erne-xx), herunder talrige debatter (SV1 og SV2), haft svenske kontakter etc., mener jeg stadig, at hans arrogance var tveægget for ham selv og for Sverige.
Det kan hænde, at noget tøj behager en person. Farve, snit, tilskæring etc, men leverandøren har desværre ikke lige netop den størrelse og kan ikke få den hjem fra producenten. Palme passede på mange måder med sin baggrund bedre i Moderaterne (Högern) – på dansk konservative. Men som mange unge, der voksede op i 1930erne og oplevede universitetsmiljøer i de britisk-talende lande, blev der i ungdommelig selvklingende opposition skabt en (ofte helt urealistisk) vurdering af venstrefløjenes sammenhænge mellem partiprogrammer, paroler og så ”den praktiske hverdag”. Tænk blot på de britiske Cambridge-spioner – De fem verdenskendte spioner – o.lign.
Det ses ikke sjældent hos højtbegavede personer, at deres på mange måder spændende og logisk velunderbyggede argumentationer, uniformeret i akademikerens trænede tilsnit, også indeholder en større eller mindre portion af naivitet, der – ifald den præsenteres – rykker mere end kraftigt ved deres ego´ er.
Selvironi synes ofte at være fraværende partner for disse mennesker, hvilket i forskellige sammenhænge kan være det (helt undervurderede) kit, der bærer deres intelligente slutsatser frem til egentlige resultater. Jeg har oplevet denne type talrige gange i f.eks. hospitalsverden og nogle eksempler også i privatlivet.
Selv er jeg bestemt ikke på nogen vis højtbegavet (tværtimod 😉 ), men som handlingsorienteret, resultatsøgende pragmatiker og gammel embedsmand, osv., har jeg ofte måtte gribe fat i politikeres spændende, men komplet urealisable løsninger og ikke sjældent også (”nænsomt”) på personligheder med eksorbitante ego´er i ”Den hvide Verden”.
I Palmes tid i Sverige havde han primært to stærke modstandere i svensk landspolitik (Riksdagen). Også de var meget forskellige. Ulf Adelsohn (Stockholms overborgmester i en periode), Konservativ (Moderaterne) var om end lige så intelligent og veluddannet som Palme. De hadede hinanden og man kan tænke sig til Palmes anstrengelser. Helt i kontrast stod den store kantede (i en periode) oppositionsleder af Centerpartiet (=Venstre i DK) Thorbjørn Fälldin, en bonde fra Nordland, der politisk besejrede Palme (til dennes kraftige irritation). Hvad var forklaringen? – Tiden, konjunkturerne – ja naturligvis, men det var ikke hele forklaringen.
Som årene gik (slut 1970erne-start-1980erne), var der mange svenskere, der var dødtrætte af Olof Palmes docerede stil. Palmes forgænger var landsfaderen Tage Erlander. Også han var højt begavet, rundet af skånske Lunds universitetsmiljø. I modsætning til Palme kom han fra jævne kår. Han besad en – for en politiker – sjælden evne til at underspille sin betydning, sine argumenter og resultaterne. Men han var snu bag den selvironiske facade og det var næppe en tilfældighed, at han var statsminister i 23 år i Sverige.
Jeg kunne fortsætte længe endnu, også med sammenlignende inddragelse af andre “anti-Palme” svenske politiske profiler (Gösta Bohman, Carl Bildt etc.), men vi holder her….ellers bliver din kaffe helt kold. 😉