Nytårstanker 2018/2019 fra Danmarks midtpunkt

Årets sidste bloglinjer er formet i Danmarks midtpunkt, der befinder sig på GPS positionen 55° 57′ 34,2″ nord og 11° 45′ 51,9″ øst, ved Lokkemosevej 70 i DK-4581 Rørvig – mit elskede Rørvig!

Nytårsrefleksioner

Kender læseren den følelse af at “have været det sted før, når man ankommer til stedet”? –  Jeg fornemmer digitalt, at flere nikker! Og lad mig så i hast addere, at jeg ikke har smugdrukket af den franske nytårschampagne.

Mit første besøg i Rørvig var et sådant eksempel. Det var året 1948, hvor jeg lå i min moders mave. Udløsningen eller fødslen skete så en dag i midten af januar 1949 og siden har jeg med usvækket fornøjelse besøgt denne lille perle med omkring 1.000 faste beboere i det nordvestsjællandske på ret forskellige lokationer og (stort set) på alle tider af året. Siden 2005 har det helt naturlige valg været Rørvig Centret i byens centrum med det både reflekterende og præcise slogan “Højt til himlen. Havet lige her. Tid til øjeblikket.”

Året 2018 – nogle refleksioner

De personlige relationer i året, der nu svinder, har været interessante. De fleste tilfælde har bestemt været rigtig frugtbare. De øjne, der læser denne tekst, vil selv fornemme, om de er inkluderet. Både nævnte – og øvrige læsere af bloggen – skal vide, at de er værdsatte for deres attention.

Begrebet “tid” er – næst efter helbred – i min optik det vigtigste i ethvert menneskes liv.

Min mangeårige hjemmeside blev hacket i foråret 2018. Det førte til en sletning og et kontant stop med hjemmesidehotellet. En ny og vellykket revitalisering af https://hulegaard.dk/ i en skarptskåret version skete med suveræn teknisk support fra webfirmaet Fronto.dk. Formlen var den rette kombination af velforberedt kunde+professionel leverandør med rette indstilling til CX (Customer Experience).

Og i samme forbindelse blev denne blog genopstartet med ugentlige indlæg fra d. 07. oktober 2018.

Forfatterskabet fortsætter og med de sædvanlige forbehold af uforudsete hændelser forventes den 5te bog at kunne udgives i løbet af 2019.

Berlin-rejsen var en god researchrejse; endnu et gensyn blandt mange gennem årene med den tyske hovedstad, mere præcist beskrevet på denne blog d. 07. oktober 2018 under titlen “Det syvende B”.

Vi lever i en tidsalder, hvor det matriakalske langsomt tager over for det patriakalske. Set fra denne digitale pult er det ideelle en fornuft baseret ligevægt; noget, der helt givet kunne (op-)løse mange konflikter f.eks. i Mellemøsten. I samme tråd er det logisk for denne maskuline signatur at fokusere retrospektivt på det feminine input i 2018. Ikke den massive majoritet af spændende, begavede og velformede quinder i mange forskellige årgange, men lad os tage to anderledes eksempler med et kærligt og lunt glimt i øjet.

Eksempler på det smukke køn i 2018

Jeg vil savne hende…

I adskillige årtier har den nordkoreanske tv-vært, Ri Chun Hee, været ansigtet på landets nyheder. Men nu er hun angiveligt fortid. Og det er mega trist.

Utallige morgener, når jeg lukkede op for TV for at høre nyhedernes nedslående rædsler om terrorens recidiverende nedslag og konsekvenser, klimaets nedsmeltning, voldsomme jordskælv, ukontrolable skovbrande, tsunamier, whistleblowers afsløringer, cyberkriminalitet (vi nævner ingen lande, vel?), seneste varianter af grådighed og korruption, det nedbarberede SKATs dybt problematiske hverdag, Sundhedsplatformens udfordringer i Region H., mangel på privatpraktiserende læger, KOL, daglige eksempler på “krænkelser”, den digitale afhængighed og (for) ofte manglende sikkerhed, bankernes hvidvask, “gyldne håndtryk”, mislykket integrationseksempler, placering af udviste asylansøgere, #metoo, mangel på ressourcer i psykiatrien, konsekvenser af Brexit, jernbanedriftens irregularitet, kendissers sygdomme og død, en kontroversiel præsidents maniske (mis-)brug af  sin Twitter-konto, den russiske oprustning, mænds faldende sædkvalitet, kilometervise lange køer på motorvejene, cyklisters dødsfald ved højresvingsulykker, ghettolister, Udkantsdanmarks udfordringer, Sundhedsstyrelsens alkoholanbefalinger, veganernes kamp for specialkost til store og små...ja…så har Ri været min redning.

Uanset om hun annoncerede atombombesprængninger eller (den store) præsident Kim Il-sungs fabelagtige tiltag eller en 10-dobling af Nordkoreas produktionsresultater har hendes mimik og imponerende gestik, hvadenten det var grædende, smilende eller midtimellem i den grad reddet min morgen (og dag). Ingen talentløs standup-komiker kunne måle sig med hende. –  Jeg måtte starte dagen med latter…nogle gange næsten livstruende latter!

Denne ‘lyserøde kvinde’, som hun også var navngivet på grund af sin altid lyserøde kimono, har i nogen tid ikke været at se i nyhedsudsendelserne. I stedet er hun blevet erstattet af en yngre tv-vært på den statsejede kanal, KCTV. Det sker i kølvandet på en større modernisering af tv-kanalen, hvor nyhedsværterne er blevet yngre og klædt mere tidssvarende.  Ak ja…også her nye tider!

Fru Britta Nielsen

Endnu en kvinde – den svindelsigtede – fru Anna Britta Troelsgaard Nielsen er svær at glemme fra året 2018. Superbrugeren, der med en sjælden fornemmelse for hestehvisken i elegant skoleridning ved hjælp af “menneskelige algoritmer” kunne passere utallige (ikke imponerende) revisionsanstrengelser og ifølge det oplyste svindle sig til 111 mio. kr. på sin arbejdsplads – Socialstyrelsen. Med brugernavnet B02456 og et kodeord (måske “dressur”?) havde hun fri adgang til systemerne og kunne logge på hvor som helst og når som helst. En fusion af begreber som “flid” og “fleksibilitet” – efterspurgt på enhver arbejdsplads – understøttede en sjælden set svindel.

 

Afslutningsvis vil blogejeren benytte denne lejlighed til at sige oprigtig tak for læserens attention i 2018 ledsaget af ønsket om fortsatte besøg i 2019, hvor mest muligt bliver bedst muligt, længst muligt for flest mulige af læserne.

Godt nytår !

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Nytårstanker 2018/2019 fra Danmarks midtpunkt”

  1. En fint vinklet årsopgørelse. De mange fæle nyheder, du nævner fra 2018, får et fatalistisk skuldertræk fra undertegnede – det er svært andet, når man kun kan gøre meget lidt. En af de gode ting ved 2018 var afgjort, at du igen kom med en hjemmeside og blog.

    1. @Eric: Der ligger foreløbig mindst 25 kladder til (søndags-)blogindlæg for 2019 – foruden det nødvendige blæk til bogmanus – så med de sædvanlige forbehold af uforudsete hændelser vil der sikkert ske en del udveksling af bogstaver, også set i det projektørvenlige lys, at den nordjyske kommentator nu får frigivet mere tid til at komponere blogindlæg. Kommentarens sidste sætning er meget værdsat og giver naturlig anledning til både en oprigtig tak og ønsket om et vellykket 2019 til en særlig matrikel i Region Nords hovedstad.

  2. Rørvig er heldets by, det kan jeg bekræfte, et møde der for flere årtier siden, bragte mig heldet i flere årtier og faderen til mine børn.:-)

    Set gennem mediernes øjne, har vi været et meget blandet 2018, som fortæller os, at vi fremover står overfor store ændringer.

    Ønsker et fantastisk nyt år for din blog og bøger.:-)

    1. Dejligt, at også andre (der er vist mange) kan få øje på Rørvigs fortræffeligheder. Som nævnt er jeg kommet i byen siden “1948”. “(…) at vi fremover står overfor store ændringer” er der næppe tvivl om. Aktuelt afventes stormfloden i fjorde og bælter, herunder min hjemby. Og endelig takkes for de gode ønsker for såvel blog som bog. Din trofasthed gennem årene værdsættes! – Godt nytår retur!

  3. Hule..Fornemmelsen af at havde været her før, er noget lige som at komme hjem..herligt..Berlin må besøges, det vil sikkert blive i 2019, man hører jo meget om byen, og vi vil sikkert tage toget for en gang skyld…
    Damen i den lyserøde kimono ..tja hende kan man da sagtens savne,
    Rigtig godt nytår til dig, og spændende med din nye bog..den sidste er stadigvæk i erindringen..

    1. @Pia – Berlin er mødt med såvel tog, bus og fly. Sidstnævnte anbefales. Tog blev prøvet i DDR-tiden (stor oplevelse 😉 ) – Og naturligvis rigtig godt nytår retur til dig og din MF(C)-mand i en særlig matrikel i den meteorologisk ret udsatte kommune.

  4. Tak for dine altid velplacerede ord Hr. Hule. Jeg har tænkt omtrent det samme angående nyhedsstrømmen, dog med andre ord. I aftes glemte jeg min mobil hjemme. Det er det bedste jeg har gjort længe 😉 Ja, sådan er der så meget. Når selv majestæten føler trang til at irettesætte os, så må vi vist tage os sammen. Godt nytår 🙂

    1. Smølfine takkes for sin nytårskommentar og ønskes godt nytår retur. “On-line kulturen” har fat i os. Kunsten ligger så i selekteringen, eksemplificeret af din glemte mobiltelefon. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

7 + = 15