Min tur i arresten

Nutid

I sidste uge afsatte regeringen 81,5 millioner kroner til Kriminalforsorgen, herunder 8,7 millioner kroner til kapacitetsudvidelser, fordi der er mangel på pladser i landets fængsler. Kapaciteten udvides ved at genåbne blandt andet Assens Arrest.

I Assens skal pengene blandt andet bruges på reparationer af bygningen, inventar og løbende udgifter som løn og drift af bygningen. I landets fængsler har man, som i resten af samfundet, indført nye retningslinjer for at hindre spredning af COVID-19. Blandt andet har man lukket for, at de indsatte kan få besøg af deres pårørende, og at indsatte kun under særlige omstændigheder kan komme på udgang.

Ifølge Justitsministeriet åbner Assens-arresten i andet halvår af 2020. Formålet er at reducere belægningsgraden i fængslerne og derved forbedre vilkårene for både de indsatte og fængselsbetjentene. Det er ingen hemmelighed, at kriminalforsorgen er udfordret af stigningen i antallet af indsatte.

Fortid

Assens Arrest lukkede i 2014 på grund af mangel på indsatte. Lukningen var midlertidig, men arresthuset har ikke været i brug frem til 2020. Der er 27 pladser i Assens Arrest. Da arresten blev lukket, havde den en af de laveste belægningsprocenter for fængsler i Danmark. Det er Kriminalforsorgen, der ejer bygningen på Toftevej, og i 2018 var der snak om, at den skulle sælges, fordi man ikke ventede, den ville komme i brug igen. Det skete dog ikke.

Der har i årenes løb været flere filmhold på besøg i Assens Arrest. Filmen “De frivillige” (2019) er optaget i arresten, og i 2019 blev der optaget scener til en ny spændingsserie ved navn “Grow”, som forventes at få premiere på TV2 Zulu i 2020; noget, som blogejeren med sit byhus i nærheden, har kunnet betragte grundet afspærringer af nærliggende områder.

Min tur i arresten

Nu sidder der måske en læser eller to og tænker – med overskriften i mente – hvornår har blogejeren været i fængsel og placeret i arresthuset?  Og derfor er det passende er slutte af med “sandheden”.

Ved lukningen i 2014 holdt Assens arrest et nydeligt informativt arrangement, hvor det var muligt at bese lokaliteterne for alle dem, der ikke har prøvet det. Man kunne ved selvsyn gå uhindret rundt på fællesarealer og i celler, eventuelt med ledsagelse af en sodavand og kage. Arrestens personale var hjælpsomme med svar på afklarende spørgsmål. Det var et fint og fængslende arrangement i juli 2014, som blev pænt besøgt.

Blogejeren var en af de besøgende, der fortsat har en ren straffeattest!

 

PS. Skulle der sidde en læser tilbage med tankerne om, hvor mange “gæster” Kriminalforsorgen sørger for og hvordan de etnisk er fordelt, er de to links indhold nedenfor en mulig rettesnor:

https://www.kriminalforsorgen.dk/wp-content/uploads/2018/12/etnicitet-og-statsborgerskab-2015-udgivet-2016.pdf

https://www.berlingske.dk/danmark/stadig-flere-indsatte-i-landets-faengsler-og-arresthuse-har-udenlandsk

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Min tur i arresten”

  1. Overskriften kunne forlede en til at tro, at man omsider skal høre noget om gråzonerne i Hulegaards blakkede fortid, men nej.
    Når man så har lagt skuffelsen bag sig, kan man dog glæde sig over, at arresten i Assens måske igen kommer til at give husly og lette kriminalforsorgens pladsproblemer.

    1. @Eric: I glimt kan min plettede/blakkede fortid anes enten i blogindlæg eller essays (samt ikke mindst i mine bøger). Det er sket og vil ske ad futura. Imellemtiden må vi så fornøje os med bevidstheden om, at Kriminalforsorgens forskelligartede tilbud styrkes. 😉

  2. Det er en ”lettelse” at læse, at du kun var på besøg i Arresten!
    Det er godt der nu skabes job i Assens, men bedre hvis der ikke var behov for flere fængselspladser.
    De to links indeholder rystende læsning. Når en retsordfører siger, at problemet med mange ikke danskere i fængslerne skyldes fejlslagen ”udlændinge- og integrationspolitik”, så synes jeg snarere, at det er et bevis på fejlslagen flygtninge- og familiesammenføringspolitik.

    1. @Per Jan: Som hovedregel overlader jeg de mørke sider af livet, herunder døgnbenyttelse af Kriminalforsorgens varierende og spændende tilbud, til mine bøgers indhold. 😉 – Men at der nu skabes lidt adderende gang i det lokal assenesiske handelsliv, har også den trinde V-borgmester glædet sig over.

      Jeg finder – ikke overraskende – ligesom Dig, at links taler et overordentligt tydeligt og inderligt trist sprog, netop fordi jeg også – efter gennemlæsningen – nåede (eller snarere blev bekræftet i) din sluttelige konklusion. Derfor skulle det attacheres denne ellers hyggelige lille fængslende historie.

  3. Hehe – fængslende besøg! Ja det må da have været hyggeligt!

    Jeg tror på bedre behandling af fængselsbetjentene, kort sagt, det skal nok give bedre forhold også for de indsatte. Jeg er forbavset over så meget man kan gøre for at få indsatte på ret køl, men iflg. Yahya er det jo ikke noget der nytter, når det drejer sig om drenge fra “the hood”.

    1. @DAX: Den nu afdøde digter Yahya Hassan havde givet en baggrund for sin triste statement. Jeg havde i fortiden en god nabo (overvagtmester i Kriminalforsorgen), der også udtrykte sin stærke tvivl om såvel rockere som nydanskeres vilje til resocialisering.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

55 + = 57