Mails fra en afdød 1/4

Overskriften på dette indlæg virker kryptisk…ik´ sandt!  Den trænger til en forklaring, så det giver mening.  Det sidste først. Hvorfor står der 1/4? –  Fordi dette indlæg er det første ud af fire fortællinger fra det virkelige liv, der både har en sammenhæng og samtidig har en pointe for læseren.  De efterfølgende tre er planlagt til de næstkommende søndage. 😉 

Baggrund

I starten af dette århundrede invaderede Internettet store dele af klodens befolkninger, ihvertfald de mest oplyste og økonomisk velfunderede. Tallene for tilslutning til nettets mange muligheder af sites og programmer steg nærmest eksponentielt.  Den hidtidige kommunikation i form af breve, telegrammer og telefax skrumpede mere og mere til næsten ikke-eksisterende.

Alle, der fik privat internet i slutningen af 1990’erne (jeg fik i 1997) og begyndelsen af 00’erne, kan huske, at man havde et modem med karakteristiske små lyde – bip-biiip-biiiip-bip-bip-bip – når man loggede på. Næsten identisk med den lyd, som telefaxen afgav i samme tidsrum, inden den blev “fortidig” kommunikation og den teknologiske udvikling maste alt ind på Internettets mange stier.

Jeg havde i de år oparbejdet en del udenlandske mailkontakter. Det blev langt nemmere, når man ikke længere skulle sætte frimærker på kuverten til x-land, men kunne sende sine mere eller mindre strukturerede tanker via en mail til modtageren. I 00erne havde jeg efterhånden 15 mailkontakter kørende med ret forskellige mennesker på Globen (undt. Afrika).  Det var berigende og interessant og tidskrævende, ganske som Internettet er i sin helhed og med de nærmest utallige mange muligheder.

Nogle af disse mailpartnere (som jeg kaldte dem) faldt hurtigt fra.  Der var den insisterende unge polske katolske præst fra Gdansk, der var den mildest talt behandlingskrævende “forrretningsmand” fra en forstad til den brasilianske by Recife, der medsendte fotos af afhuggede slanger og deres ofre etc., men så var der også særdeles interessante personer, der med samme motiver som mig (åbne sin horisont for verden) af forskellig uddannelse, køn og økonomisk formåen, der så at sige hang ved i mit filter.

Jeg har stadig tre tilbage, så dem gemmer vi. Derimod fokuseres på 4 udvalgte ophørte, hvoraf de tre er døde og den sidste vist stadig nærmest pendulerer mellem Israel og USA. Fred(erick) er den første:

Den tyske adelsmand

Fred(erick) Karl Ludwig von XXXX blev født i det skæbnens år 1933 netop i Tyskland, hvor en af verdenshistoriens beklageligvis absolut mest kendte overtog styret. Navnet var Adolf Hitler. De to mænds skæbner havde ingen sammenfald af forskellige årsager, væsentligst fordi den 7-årige Fred(erick) levede på et gods i Østpreussen under velordnede forhold ved verdenskrigens udbrud i 1939.

Det gjorde denne (og andre) overklasse-familie(r) også ind i krigsårene i visse områder af Nazi-riget, hvilket historieskrivningen ofte glemmer, når perioden 1939-45 beskrives. Først da krigen begyndte at vende, især grundet det katastrofale felttog mod USSR, besluttede denne Fredericks familie, at tidspunktet var inde for at “gemme sig” et mere sikkert sted. Det var ret svært i de sidste krigsår, men familien valgte (som andre, uvist helt hvor mange) at flygte til Schweiz.

Den franske rentier

Da jeg blev kontaktet via den anvendte internationale mail-platform en augustdag i 2005 af Fred(erick), var meget sket for ham. De kommende år frem til 2016 havde vi en nogenlunde regelmæssig mail-kontakt, hvis substans meget ofte bestod i at beskrive hans livsindhold. Vores sædvanlige gensidige “kaldenavne” var “Fred” og “Erik”.

Det var bestemt ikke som at klappe med en hånd. Han “lyttede” og kommenterede gerne på indholdet af mine mails, men det var hurtigt tydeligt, at denne temmelig livserfarne aristokrat havde et behov for “at skrive sine erindringer gennem mailing til en fremmed”. Han var begejstret for Skandinavien. Havde været en gang i København, hvor især skibsmiljøet omkring Christianshavn betog ham. Han havde også en svensk kontakt, der “passede” hans lystbåd i den svenske skærgård tæt ved Stockholm.

I starten af vores kontakt troede jeg, at meget af hans information var “i afstand af sandheden”. Men dobbeltcheck via andre mail-partners, f.eks. min mangeårige svenske (lesbiske) jurist-kvinde i Skåne afklarede, at “alt var rigtigt”; også stadige tyske kontakter kunne bekræfte meget af Fredericks fantastiske historie.

Vi mødtes aldrig i virkeligheden. Det har jeg forøvrigt kun gjort i to andre tilfælde. Begge blev vellykket, men af mange årsager fastholdt jeg mail-kontakten på skrivepult-niveau med andre. I Fred(erick)s tilfælde inviterede han mig to gange, hvor det ikke passede i min “pensionist-kalender”.

Læseren skal forsøge at forestille sig ligheden med den nu afdøde, kendte tysk-fødte modeskaber Karl Lagerfeld (med mangeårig tilknytning til modehusene Chanel og Chlöe) i en absolut maskuliniseret udgave. Illustrationen er med vilje uden de ofte kendte solbriller. Der var et tydeligt skær af overklasse i Fred(erick)s udseende og til hans indstilling af livets udfordringer og så alligevel…..var Fred(erick) også på nogle måder nærmest en gadedreng. Han vidste det godt og henførte det til årene i Rio de Janeiro, Sydamerika, hvor (som han skrev med et digitalt glimt i øjnene) selv rovdyrene kunne være bange.

Af hensyn til læserens tidsforbrug indeholder dette indlæg ikke et sammensat billede af et mangeårigt internationalt liv i Europa (med base i Schweiz, Brasilien og Frankrig) og ikke mindst Brasilien, men her følger nogle korte glimt.

Hans base var i mange ungkarleår Zürich. I en kort periode havde han nærmest været nabo til den walisiske skuespiller Richard Burton. Det var midt-1970erne. Fred(erick) var (som hans danske mailpartner) absolut en ynder af det smukke køn, men mailudvekslingen viste hurtigt, at vi begge tog afstand af Elisabeth Taylor og – viste det sig iøvrigt – var rørende enige om Burtons solide maskulinitet og ikke mindst geniale skuespilkunst. At han så var lidt for tørstig, gælder jo for så mange (mænd).

Efter talrige internationale mellemregninger kom Fred(erick) til Rio de Janeiro. Her oplevede han et succesrigt forretningsforløb (havde dog en pæn startkapital med sig fra Europa, noget forblev i schweiziske banker). Dertil kom mødet blandt mange med sin senere brasilianske hustru; forøvrigt det eneste giftermål, som han senere (betroede han mig flere gange) fortrød. “Særeje” har sin særlige betydning, som jeg ofte skrev til ham. 😉

Nævnte brasilianske hustru og (hendes ind i forholdet medbragte) datter var absolut seværdige. Alt andet ville have været utænkeligt for Fred(erick). Men verdenshistorien (som jeg skrev til ham) er stopproppet med eksempler på smukke og sexede kvinder, hvis indhold langtfra svarer til det ydre. Og det kom Fred(erick) sandelig til at mærke på sine ældre dage, da han trak sig tilbage fra forretningerne og købte et større landsted i Frankrig, nærmere bestemt en mindre by i Moutauban-området (cirka 100 km. nord for Toulouse). Af hensyn til sine nære og gode kontakter (som han skrev) blev der ofret et luftfoto, så vi rigtig kunne følge med i beretningen. 😉

I en alder af 82 år fik han en mindre hjerneblødning, men kom dog nogenlunde til hægterne. Men det var slut med at køre bil. Og nu bestemte den modne, stadig repræsentative brasilianerinde og hendes datter, hvornår de satte nøglen i den store Mercedes. Fred(erick) kunne så sidde i sit bibliotek (han sendte billeder af det tilmed) og høre den støjsvage “Merser” forsvinde ret ofte med de to brasilianske kvinder på veninde-besøg eller meget gerne indkøb. Der kom (naturligvis) dagligt en hushjælp, som udgjorde det ultimativt praktisk anker i familien.

Fred(erick) blev så efter nogle måneder tilstrækkeligt genoptrænet til, at vi kunne genoptage vores mail-kontakt i endnu to år indtil 2017, hvor den pludselig ophørte. Jeg konkludere ret logisk, at Frederick sikkert havde fået endnu en hjerneblødning. Det blev aldrig klarlagt, men i stedet skete noget andet.

Den smukke kuvert

En dag dumpede der et overmåde smukt, nærmest gammeldags brev ind af min brevsprække. Kortet var guldrandet, teksten var bogtrykt med en klar smuk skråskrift. Teksten var på fransk, tysk og engelsk i nævnte rækkefølge.

Indholdet var en besked til “afdøde baron Fredericks (samtlige navne) gode og nære venner i Verden”, at han omsider havde forladt denne jord. Jeg blev skiftevis rørt over hans attention “post humt” og måtte så grine ved tanken om hele iscenesættelsen med den svækkede Frederick, hans franske advokat (som han fortalte om) og den (omsider) frigjorte brasilianerinde med den “nævenyttige” datter.

Mails fra en afdød

Alt så godt indtil starten af 2019. Siden har jeg fået adskillige mails fra Fred, altså fra hans mail-adresse. Indholdet har været meget blandet. Jeg er sikker på, at det ikke er hans brasilianske enke og datter, eftersom de var nærmest IT-mongoler (“håbløse i enhver henseende, kun med fokus på deres feminine ydre”, som Fred(erick) tit skrev).

Identitetstyveri – må være den rigtige betegnelse. Det ville have ærgret den tyske baron. Og jeg har – i hans sande ånd – valgt ikke at besvare de foreløbige 8 mails fra den fremmede, simpelthen fordi

Fred skal have Fred

 

 

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Mails fra en afdød 1/4”

  1. Per Jan Andersen

    Jeg startede også på internettet i 1997 og det er utroligt som det har udviklet sig, både positivt med uanede muligheder for informationssøgning og negativt med spam-mail og computervirus. Jeg har for længe siden fravalgt Facebook, som sikkert er et godt kontaktsted, men nu og dage også en tidsrøver med mange useriøse kontakter. Du har måske været heldig at finde nogle fornuftige “pennevenner” på et seriøst forum i nettets barndom. Hvor ville du i dag finde seriøse pennevenner Erik?
    Glæder mig til at høre om flere af dine internetvenner.

    1. @Per Jan: Det herlige gammeldagsbegreb “pennevenner” er jo i princippet stadig, hvad gælder, uanset det nu til dags er med digitalt blæk. “Seriøse pennevenner” i dag findes måske på for mig ukendte portaler.

      Starten af 00erne var en anden tid. SoMe var ikke opfundet, ihvertfald ikke i omspændende drift. Facebook har bragt mig i kontakt med gamle skolekammerater fra vores skole samt i kontakt med andre interessante personer, som jeg ikke anede eksisterede. Du har ret i, at der er meget overfladisk gøgl på FB (og Twitter, Instagram etc.), men med den “rette intuitive visitation” kan man faktisk udmærket knytte gode kontakter. Nogle af dem har jeg mødt IRL. Det har uden undtagelse været en god oplevelse.

      Jeg har selvopfundet begrebet “digital intuition”. Den har hjulpet mig siden starten af 00erne til mange gode oplevelser og utrolig få af det modsatte. Som antydet i det første indlæg har jeg haft rigtig gode kontakter (=digitale pennevenner), begavede, velorienterede og (som mig) åbne for verden udenfor gadekæret.

      De tre andre udvalgte er eksempler, endog de kommer fra forskellige verdensdele og ville næppe indbyrdes have meget at sige hinanden. Jeg har stadig tre “in disguise” tilbage – med glæde. Ellers fyldes den digitale tid med mine bogmanus (men det ved du jo godt 😉 )

  2. En eksotisk penneven, denne Fred(erick). Før internettet skulle der gerne rejser og personlige møder i en eller anden anledning til at knytte den slags kontakter. Det har nettet ændret radikalt.

    Også jeg kom på nettet omkring 1997 og har gennem årene knyttet mange internationale kontakter, hvoraf dog kun én er blevet en sand penneven.
    Kontakterne er primært kommet via respons på de engelsksprogede websider, jeg har lavet i årenes løb.

    Alligevel kan jeg godt savne de “rigtige” breve/kort. For mange år siden deltog jeg fx i junioreuropamesterskabet for korrespondanceskak, og postbudet fulgte interesseret med i, hvor kortene med de spændende frimærker kom fra.

    Det var dengang Chemnitz hed Karl-Marx-Stadt, og hvor Karls fuldskæg prydede frimærker fra DDR. Portoen var økonomisk overkommelig, og teknologien var så tilbagestående, at et brev fra DK til DK blev leveret dagen efter, det var sendt.

    Postgangen til østlandene (især Sovjet) var dengang lige så sløv, som den er internt i dagens DK, og da finalen endelig var færdigspillet, var jeg ikke junior mere. I dag har skakprogrammer og computere kvalt fornøjelsen ved korrespondanceskak.

    Jeg har dog gemt nogle af kortene og frimærkerne som minde. Værre står det til med e-mails fra de første (adskillige) år – den digitale verden er flygtig af natur.

    1. @Eric: Interessant addition omkring korrespondanceskak i en non-digital fortid. Apropos Sovjet alias USSR var der også blandt de 15 mailkontakter to interessante fra dette område i 00erne og start 10erne, mere specifikt Rusland. Den ene var en (lærerinde-)kvinde i Moskva. Den anden var langt mere interessant. Kontakten med “Eugen P.” strakte sig over to lange perioder. Han boede (bor?) i Nizhny Novgorod. Og på et tidspunkt i den anden periode kunne jeg tilmed være “go between” i en forretningsforbindelse mellem hans firma og et dansk firma i den københavnske bydel Sydhavnen. 😉

  3. Det har jeg hørt om – identitetstyveri på mail-niveau. Det er ikke så invaliderende som identitetstyveri på CPR-nummer niveau, men det er slemt nok. Jeg har oplevet én gang at et (gammelt Unix-)mailprogram fik en mail med aktiverende indhold, som udløste at der blev sendt mail til min kusine. Hun var klar over at det var snyd, – men mekanikken, selve det at misbruge en andens ID, fungerede jo fint og ville kunne bruges mere raffineret. Heldigvis gentog det sig ikke.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

25 + = 34