Landene som forsvandt

Selvom Danmark langsomt lukker op i denne pseudo-karantænetid, er der fortsat ikke bare “skyggetal”, men også en “skyggetid”, thi stadigvæk er ikke bare det danske samfund, men også de omkringliggende lande m. fl. lukket ned. 

Mange, der har oplevet/stadig oplever en mere eller mindre frivillig karantæne, får tid til andre gøremål. Det er så ikke det samme som at kaste sig over oprydning, istandsættelser af boligen eller dybe filosofiske diskussioner med sine nære omgivelser. Alt dette – og meget andet – kræver ikke bare tid,  men også den fornødne motivation og energi.

En af de mindre ressourcekrævende opgaver kan være læsning, i visse tilfælde genlæsning som nu denne bog “Landene som forsvandt 1840-1975”.  Den aktuelle pandemi er i visse tilfælde dræbende, men indtil videre synes den dog ikke at udradere hele befolkninger, omend de mest pessimistiske sundhedseksperter varsler frygtelige tilstande i Afrika, når Coronaen forventelig vil brede sig her; også set i det perspektiv, at forholdsvis mange afro-amerikanere er smittet. 

Handlingen

Iqiuque, Biafra og Tripolitania. Riger opstår og riger går til grunde. Nye lande etableres for så at forgå kort tid efter. Historien om disse fortabte lande og riger vækkes til live i denne fascinerende  og smukt illustrerede beretning.

Den norske forfatter Bjørn Berge tager læseren med på en eventyrlig opdagelsesrejse til alle verdens hjørner, gennem jungle og ørken, fra byens pulserende liv til øde stepper, og han fortæller de glemte historier om 50 lande, som eksisterede i perioden 1840-1975. I nogle tilfælde kun én måned, inden de forsvandt.

Disponering

Ovennævnte to tekstafsnit (bogens bagside) giver en forsmag på de 448 sider Bogen er meget oversigtsvenligt opdelt i tidsforløb (1840-1860; 1860-1890; 1890-1915; 1915-1925; 1925-1945; 1945-1975).

En pudsighed i de forskellige landeafsnit er aftryk af et relevant frimærke.  Og så lægger enhver rutineret læser i den grad mærke til bogens smukke indbinding, kolorerede dispositioner samt overmåde pertentlige noteafsnit på henved 10 sider bag i bogen.

Nutidige eksempler

For en del læsere vil især tre områder fra seneste periode 1945-1975 give mening. Tanger (illustr.), Triest og Biafra havde alle en anderledes fortid i nævnte tidsperiode, der beskrives interessant.

Tanger…var i perioden 1923-1956 en såkaldt “international zone”. Byen ligger ved Gibraltarstrædets Atlanterhavsside kun 27 km fra Spaniens kyst. Den var i nævnte tidsrum baseret på områdets strategiske position (i  lighed med Gibraltar) og en af mange grænsedragninger efter den Første Verdenskrig. Formelt var den kunstige “stat” dannet gennem en aftale mellem sultanen af Marokko og de lande, der stod som sejrherrer efter verdenskrigen. Området – Tanger med opland – skulle være fuldstændigt demilitariseret, styres af diplomater fra de respektive lande i samarbejde med en lille gruppe lokale repræsentanter.

Ud  over den økonomiske liberalisme var også kulturen fritstillet. Kamelkaravaner fuldt lastet med opium og hash kom jævnligt ind fra Rif-bjergerne (nogle ville påstå, at det stadig sker…). Mere end 30 bordeller betjente heteroseksuelle og homoseksuelle kunder med alskens varianter, herunder børneprostitution. Tanger Internationale Zone tiltrak derfor en yderst broget skare af personer i sin levetid, hvor begrebet “moral” blev gradbøjet, som sjældent set i nutiden.

I nutiden er Tanger en havneby og provinshovedstad i det nordlige Marokko; 948.000 indb. (2014). Tangers gamle bydel, medinaen, er relativt lille og ligger stejlt ned mod havet, omgivet af en bymur fra 1400-t. Den domineres af kasbaen, som ligger højt i det nordvestlige hjørne sammen med sultanens palads, der i dag fungerer som museum. Jeg kan varmt anbefale et besøg i Tanger, eventuelt i forbindelse med ophold i spanske Andalusien.

Triest….Ved 2. Verdenskrigs afslutning blev Trieste besat af jugoslaviske tropper; byen og dens opland havde 1947-54 status som neutral fristat under allieret og jugoslavisk kontrol, hvorefter byen kom tilbage under Italien, mens oplandet kom under Jugoslavien. Triestes betydning som havneby voksede atter, og i 1963 blev den hovedstad i Friuli-Venezia Giulia. Enhver maritimt interesseret/vidende kender Fincantieri skibsværftet i nutidens Triest.

Biafra….område i den østlige del af det nuværende Nigeria. Nogle vil måske erindre Biafrakrigen, som udkæmpedes fra juli 1967 til januar 1970 mellem Biafra og føderationen Nigeria, der nægtede at acceptere løsrivelsen. Biafras selvstændighed anerkendtes kun af ganske få lande, deriblandt Frankrig, der bl.a. for at sikre olieforekomster i området ydede militær hjælp. Nigeria derimod modtog omfattende støtte fra bl.a. Storbritannien og især Sovjetunionen. Efter en række indledende militære sejre blev Biafras hære trængt tilbage af den talmæssigt og militært overlegne nigerianske hær. Det forsvundne Biafra blev opslugt og er beliggende i det sydøstlige hjørne af Afrikas folkerigeste land Nigeria.

Individuel indfaldsvinkel

Bogen henvender sig primært til læsere med geopolitisk og historisk interesse. Den enkelte læser kan også have sin egen indfaldsvinkel af interesse. Den kan for eksempel være, at man har kendt/kender personer med en racemæssig tilknytning til et af de i bogen nævnte lande. Således for mig, der med personlig interesse kunne genlæse om Sydmolukkerne (provins i Indonesien) med undertitlen “krydderier og terrorisme”. En undertitel, der bestemt ikke underdriver, især når man som læser kan addere yderligere personlige “krydderier” til de 8 siders omtale.

https://hulegaard.dk/essays/natten-i-utrecht/

Andre territoriale vinkler

Nutidens læsere tænker sikkert (som jeg selv) på den forsvundne stat DDR (Østtyskland) i nyere tid (1949-1990). Og så glider tankerne meget nemt videre –  det gjorde ihvertfald mine – til nutidens europæiske regionale områder, hvor selvstændigheden mere eller mindre er forsvundet, men hvor det alligevel bobler med selvstændighedstrang baseret på mere eller mindre realistiske forestillinger:

Nordirland (Storbrit.); Skotland (Storbrit.), Baskerlandet (Span.), Catalonien (Span.), Flandern (Bel.), Sydtyrol (Ital.), Padanien (Ital.), Korsika (Frank.), Sardinien (Ital). –  for nu at nævne nogle.

 

Historien er i lighed med livet selv sammensat; hverken livet eller historien er et projekt for dem, der ønsker enkle, klar linjer og konsekvens.

(Bogens forord til interessant eftertanke!)

 

Note: Bogen er oversat med støtte fra Nordisk Ministerråd – ISBN 978-87-7180-520-8

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Landene som forsvandt”

  1. En interessant idé, forfatteren der har fået, og man kan knap forestille sig, hvad han må have brugt af tid på research. Ideen med frimærkene som nationale symboler er fremragende.
    De eksempler, du fremhæver, fremkaldte hos mig den evigt banale tanke: “Hvor tiden dog går!”. Hvor glemmer man let; nyt trænger gammelt i baggrunden.
    Og dog er “glemmer” ikke det rette ord. Katastrofen i Biafra var kun mentalt arkiveret, og billederne af udhungrede børn hentede jeg hurtigt frem, de billeder, som gik verden over.
    Der vil næsten altid være ballade og strid, når en nations grænser ikke afgrænser den nationale identitet.

    1. @Eric: Også jeg, der jo er nogle minutter ældre, har forbløffende meget “mentalt arkiveret”. Noget af dette centrifugeres så og indrammes på denne blogplatform, medens jeg endnu kan huske det. 😉

      Meget – som f.eks. diverse politiske handlinger, krige, katastrofer etc., sidder mere eller mindre faste i “filteret”. Noget genopfriskes så ved læsning (som eksemplet Biafra etc.). Krige har altid været der og når fredsdividenten efterfølgende skulle beregnes, flyttede de sejrende landegrænser; mest efter de to verdenskrige i sidste århundrede. Det eneste, der (måske) kan stoppe krige er en egentlig atomar krig, men aktuelt har vi rigeligt af drama med pandemien…..

  2. DET var en interessant vinkel!

    Ja hvem husker Biafra førend man får nævnt navnet? så står billederne på nethinden – billeder fra indsamling, som forhåbentlig nåede frem til de nødlidende.

    1. @DAX: Det er ikke bare en smuk bog, men også – som du skriver – med interessante vinkler. 😉

  3. Jeg købte bogen for et år eller to siden. Jeg må hellere lægge den højere op i bunker af bøger til kommende læsning. De fleste seniorer husker tragedien om Biafra. Tibet har også haft en sørgelig skæbne, men den har Kina jo forbudt andre lande at tale om, ligesom de benægter eksistensen af Taiwan – så måske kommer de med i en kommende revideret udgave af bogen? Kolonitiden har givet været årsag til mange konflikter, men jeg har talt med folk i Sri Lanka, som siger, at hvis ikke de havde været britisk koloni, så var de nok i dag en del af Indien. Især de tidligere britiske kolonier kan vel takke UK for, at de har arvet et velfungerende bureaukrati og administration og dermed har været levedygtige som selvstændige stater.

    1. @Per Jan: Spot on – kernepunktet er kolonitidens dna. Her har Storbritannien nok sluppet sit engang så gigantiske kolonirige bedst. Frankrig nogenlunde, hvor Indokina ikke just var en succes og flere afrikanske lande trods stadig fastholden i det franske sprog nok har delte meninger om overtagelserne. Helt i bund ligger Nederlandene og Belgien.

      Dit grundige kendskab til Sri Lanka (ex. Ceylon) viderebefordrer en statement, der sikkert er helt rigtig. Og Kina…tja…vi tænker tanker, også i denne tid, hvor landets helt store eksportartikel Corona igen har fået kæmperiget på de øverste pladser af mange dagsordener.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *