Kokken der holdt op med at rødme

December måned står i de traditionsrige julefrokosters tegn. Det betyder mad og drikke og (indimellem) hygge. Blandingen kan også opleves som uhygge og det er derfor aktuelt med denne bogomtale.

Overskriften er identisk med titlen på den seneste bog fra Martin Kongstad (f. 1963). Forfatteren har tidligere blandt andet skrevet  for musikmagasinet Gaffa og herremagasinet Euroman. Han startede sin egentlige forfatterkarriere i 2009 med novellesamlingen Han danser på sin søns grav, som kort tid efter udgivelsen modtog Danske Banks Debutantpris. I 2013 udgav han bogen Fryser jeg. Sidstnævnte titel kan transformeres til en læserreaktion på hans seneste bog Kokken der holdt op med at rødme. 

den ene side kan læseren sagtens få kuldegysninger af at læse om det Michelin-tragtede gastronomiske univers, hvor retternes udenlandske navne, restaurationspersonalets indbyrdes kommunikation og ikke mindst mentale tilstande kan kvalificere til mindst 10 bakteriebefængte klimaskadelige kokkehuer. Begrebet “psykisk arbejdsmiljø” bliver her udsat for nogle stræk, som ingen kompetent kiropraktor efterfølgende kan (op-)løse.

På den anden side må enhver læser, der har besøgt dette miljø (som bl.a. denne signatur en del gange i ind- og udlandet) primært i restaurationslokalet, fornemme sine mavemusklers udfordringer af grin. Satiren går igennem bogens forskellige handlinger som et næsten ufordøjeligt og samtidigt skarpt krydderi.

Researchen er imponerende. Det meste af bogens indholds komposition ligeså. For præcisionens skyld citeres handlingen i denne blogomtale fra bogens bagside:

Den unge mesterkok Magne Oldenberg er en knækket mand. Noget gik galt i Lyon. Han henslæber dagene med at stege pighvar på sin fars kuldsejlede restaurant. Men madnørden Madeleine fra Gl. Rye har planer med ham. Hun sætter ham på sporet af ny gastronomi, skaffer penge, kysser ham. Han åbner den restaurant, som han altid har drømt om, og nu er kun ét mål: At få den michelinstjerne. Han vil gøre hvad som helst. 

Den notoriske arbejdsnarkomani på en københavnsk (København K.) toprestaurant udpensles. Det naturlige menneskelige behov for kærlighed drukner uden overdrivelse i årgangsvin og ambitioner om det gastronomisk perfekte. Fader-søn forholdet udstilles her i en næsten sadomasochistisk kulinarisk kulisse, hvor kokke-faren er “over the hill” og kokke-sønnen – hovedpersonen Magne – kravler op mod Michelin-toppen.

Som Weekendavisens anmelder skrev smukt konkluderende ved udgivelsen “Romanen er fuldkommen klar i sin satire, troværdigt ond i sit sortsyn, men hjælpeløs, når det kommer til den inderlighed og menneskelighed, selv de største stjerner vel bærer rundt på et sted under facaden.”

Medens jeg igen og igen reflekterer over dette krystalklare og velsmagende statement, glider tankerne videre til den professionelle sportsverden, ja – egentlig – til et hvilket som helst fag. Præstationen, presset for at præstere og den langfra altid synlige personlige pris, der efterfølgende manifesterer sig fysisk og mentalt, enten på den korte eller lange bane.

Bogens slutning er overraskende og måske…ved nærmere eftersmag….logisk.

“Kokken der holdt op med at rødme” – Politikens forlag – ISBN 978-87-400-3689-3

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Kokken der holdt op med at rødme”

  1. Nu har jeg for længst taget en beslutning om, at jeg ikke vil være til grin for egne penge, så derfor har jeg udelukkende tv udsendelser som baggrund for den verden.

    Og der har jeg kun set mystiske blade, blomster myrer og orme, som jeg ikke agter at sætte tænderne i, og selvom det er avanceret, ser tallerknerne ikke ud til at kunne mætte folk med fysisk arbejde.

    Det har jeg nu heller ikke, men førhen var jeg nok mere gourmand end gourmet. 😉

    Desuden tiltaler det psykiske miljø i køkkenerne i mig ikke, med hysteriske indehavere der som regel råbende jager medarbejderne rundt i køkkenregionerne.

    Så jeg holder mig til de mere ydmyge steder, og smagsløgene er nok heller ikke mere, hvad de har været.;-)

    Men alt i alt, så er det vist ikke til kundernes fordel, at man jagter Michelin stjernerne, men snarere restauratørens morskab hele vejen hen til banken.:-)

    1. Der er mange elementer af rigtighed i din kommentar. Bogens indhold er en stringent kontrast til det “solide danske køkken” som f.eks. Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg. 😉

      1. Om det er særligt solidt, ved jeg ikke, men man behøver da ikke at voldtage pølsevognen på Frederiksberg Runddel bagefter.;-)

        1. Nævnte pølsevogn er blevet besøgt (for) mange gange. OK-fondens lokaler (Allegade 2 lige ved) er derimod flyttet og i meget gamle dage var der en taxa-holdeplads lige ud for pølsevognen. Men – erkendt – Hansens Gamle Familiehave er at foretrække i den sammenligning. 😉

  2. Jeg har været indblandet i restaurationslivets positive og negative sider gennem arbejde på forskellige steder (HRF og Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke) samt kontoret for Politisager i Købmagergade.
    Det er ingen dans på roser, visse kokke sammenligner jeg med dirigenter for et orkester, grydeskeen er dog byttet ud med en taktstok. Det er et surt job på alle niveauer.
    Og pengene er ikke besværet værd.

    1. Det er en yderst kompleks branche – helt enig. De sidste to sætningers validitet kan jeg udmærket forstå, men lader det være op til de forskellige faggruppers i restaurationsfaget til en nøje granskning. Bogens indhold giver unægtelig nogle vinkler på dette…. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

75 − 69 =