Klassifikation af venskabet

Begreberne “familie” og “blodets bånd” eksisterer stadig i vores nutid, hvor den sociale lovgivning synes at haste efter med at indramme nye samlivsformer. Parforhold af samme køn, kunstig befrugtning, seniorkollektiver etc. synes i flere sammenhænge at have fortyndet blodet. De to kendte udsagn “familie er bedst i glas og ramme” samt “venner er den familie, vi selv vælger” giver i vor tid mere mening end vel nogensinde tidligere. 

For nylig blev jeg i en social sammenhæng konfronteret med det interessante spørgsmål: “Har du mange venner?”.  Jeg svarede hurtigt, som man gør, når netop svaret er indlysende for afsenderen og samtidig i nøje tråd med sandheden: “Jeg plejer at sammenligne mine relationer med en hånd og dermed fingrenes størrelse (højde og tykkelse)”. 

I samme afklarende digitale åndedrag bør også her understreges, at nedenfor nævnte betragtninger er en total uvidenskabelig”klassifikation”, der ikke formodes egnet til forskningsbrug, laboratorietests eller en Ph.d.-afhandling. Den er i massiv grad præget af absolut personlig subjektivitet. – Man(d) kunne kalde det for “Lommefilosofi magno gradu”.  😉 

Min lillefinger

I dette eksempel er der faktisk tale om det modsatrettede af begrebet “sno nogen om sin lillefinger”. I min verden repræsenterer den mindste finger i størrelse de få mennesker, jeg har mødt, hvor de absolut negative følelser har været/er fremherskende, nærmest overvældende. Oftest har det været summen af nogle ubehagelige egenskaber/oplevelser, der har skabt en kraftig aversion og i sjældne dyb foragt eller noget endnu værre.

I et enkelt tilfælde lærte erfaringen mig dog – om ikke egentlig tilgivelse – så at “bære over” med personen, da jeg fik forklaret hans krigstraumer fra 2. verdenskrig. I et andet tilfælde var det tæt på en voldelig hændelse, meget tæt, der kunne være endt fatalt for modparten; kun tanken om at miste mine pensionsrettigheder holdt mig i skak.

Egenskaber som stærk egoisme, smålighed, arrogance og grådighed er rigt repræsenteret i dette “finger-afsnit”.

I sådanne tilfælde forsøges med størst mulig selvdisciplin – hvis situationen nødvendiggør det – forhandling og/eller formidling længst muligt. Med livets tillærte erfaringer holdes mit kropssprog (efter sigende) oftest neutralt.

Men “ureglementerede tacklinger” gengældes før eller siden. Jeg har en elefants hukommelse for den slags. Og ikke uvæsentligt giver min selvvalgte uafhængighed adgang til sådanne aktioner uden forældelsesfrist, hvis påkrævet.

Min ringfinger

Det er uundgåeligt, at man møder personer, med hvem den berømte gensidige personkemi ikke just bobler non-stop. Det gælder (som ved de øvrige fingre) både familiært, i bekendtskabskredse og selvklart også i professionelle sammenhænge. Sidstnævnte gruppe er i denne sammenhæng den “nemmeste”, fordi man ofte ikke har en konstant forbindelse, men det kan dog ske i kollegiale sammenhænge. –  Mon ikke de fleste læsere kender det?

Men oftest har min tillærte selvdisciplin omfavnet ubehagelige øjeblikke og fået mangt et møde og/eller længere tidsforløb (familie f.eks.) til at glide fornuftigt. Det er værd at huske (!!!),  at man ikke kan holde kæft med tilbagevirkende kraft.

Den ambivalente ironi er så, at der for en dels vedkommende sidder en forpligtigende ring på denne finger. 😉

Min langemand

Som navnet antyder, er det den længste/højeste finger.  Således også med det største kontingent af relationer. Mennesker, som man møder i kortere eller længere sammenhænge og anledninger. Man har for så vidt ikke noget imod dem. Vi befinder os her i snitfladen mellem “flink” og “ligegyldig”. Gensyn – med kortere eller længere mellemrum – forekommer helt okay, men omvendt bryder man ikke sammen og skal have krisepsykologisk førstehjælp,  ifald de – uanset årsag – glider ud af ens sfære.

I visse tilfælde kan opleves en større eller mindre glæde ved gensynet, når f.eks. fraværet har varet en del år.

Min pegefinger

Denne finger er (hos mig) lidt længere end ringfingeren og rummer en del mennesker, som jeg i ret forskellige sammenhænge har mødt/kender stadigvæk  ind- og udland. Mennesker, hvis tilgang til livets vigtigere forhold på flere områder matcher mine egne. Humor (inkl. selvironi) og en vis human generøsitet er bestemt ikke at foragte og har tit været/er fortsat et hybrid brændstof for mange indholdsrige, varme og værdifulde stunder af kvalitetssamvær med personer af begge køn (og aldre)

I mit tidligere professionelle liv har denne fingers “egenskaber” skabt nogle fremragende stunder, hvor f.eks. mit EU-udvekslingsophold for hospitalsprofessionelle ledere i Storbritannien kreerede nogle gyldne øjeblikke.

Jeg har ofte følt en mental beruselse af både forundring og glæde over eksempler på familiære og bekendtskabslignende samvær. Det samme gælder slutresultater med temporære eller næsten stationære samarbejdspartnere, hvor selv komplekse “udfordringer” blev løst – vel især på grund af den gensidige følelse af “foldede hænder” i kombination med viljen til ikke at forfalde udelukkende til det analytiske, men i stedet fokusere på realiteternes værktøj.

Min tommeltot

Denne stærke, meget anderledes formede, finger indeholder typisk meget nære, f.eks. ægtefæller, partnere, forældre, søskende, børn, børnebørn etc., men også asymmetriske relationer (f.eks. mentor o.l.)  –  I mit liv kan tælles 4 personer, der ikke bør forveksles med betegnelsen “venner” – jf. nedenfor.

Venskabet

Ligesom der er forskel på de to køn, er der også forskel på de nære relationer mellem kvinders og mænds “opfattelse” af venskabet. Kan mænd og kvinder være venner?  Har mænd i betydelig grad kvinder som (i forbløffende mange tilfælde) nærmeste og måske eneste ven? Og hvis ja, hvorfor?

Og til en særlig feminin refleksion: Er veninder altid reelle venner?

Selvklart er der altid en (u-)synlig moralsk-betinget grænse. Ordet “tolerance” er et stærkt værdiladet ord, hvis validitet i den grad synes at være individ-baseret.

Mine egentlige venner gemmer sig “i hulrummet mellem pegefingeren og tommeltotten”. De er – og har altid været – ganske få i antal. To er desværre døde. De nulevende er ret forskellige af personlighed og har ingen relation til hinanden, kun til mig.

Jeg behøver ikke alle fem fingre for at tælle dem. De er der, og vil – forventelig – være der til døden skiller os. De ved godt, hvem de er…..og jeg håber inderligt at kunne gøre mig fortjent til, at de siger det samme om min person.

 

DEL SIDEN

15 kommentarer til “Klassifikation af venskabet”

  1. En sjov (eller måske rettere interessant) analyse. Før jeg læste dette indlæg, har jeg aldrig tænkt nøjere over det, måske fordi jeg reserveret sondrer mere firkantet mellem venskab og bekendtskab.

    1. @Eric: Sondringen mellem “venskab” og “bekendtskab” er – forbløffende – tit meget forskellig. For mig – jf. mit indlæg – er den krystal klar. 😉

  2. Det var spændende at læse, og vi kender vist alle til at opdele venner/bekendte/familie, kolleger osv.  op i de grupper, du nævner. Min erfaring er, at kvinder har flere nære relationer, end mænd har. Men man bliver jo også af livets omstændigheder bragt i nære relationer med mennesker, som man helst ingen kontakt havde med. Det er en udfordring, som jeg jævnligt må forholde mig til. 
    Men så er det jo, at man må tage den indre kikkert frem og fokusere på alt det, alle dem, der giver en glæde. Det synes jeg, man bliver bedre og bedre til med alderen 🙂

    1. @Madame: Kvinder er generelt langt bedre end mænd til at skabe sociale relationer. I samme tråd er der også derved grundlag for nære relationer og – som indlægget blandt andet antyder – opfatter (for?) mange mænd deres kvindelige partner som nærmeste ven. Alt respekt for dette, men det kan dog skygge for den befordrende “gnist”, som et vellykket parforhold også skal indeholde.

      Jeg forstår dine ord omkring “livets omstændigheder”…. 😉

  3. Fingre på en hånd – en finurlig og nem måde at segmentere sine bekendtskaber/venner på.
    Din metode ser ud til at virke med din omgangskreds og jeg tror også jeg hurtigt kan sortere mine bekendtskaber/venner på samme måde. En god idé til at holde hjernen i gang i disse nedlukningstider, samt overveje hvilke kontakter, der skal satses på, når verden igen er normal.
    Du har så lige en ekstra ”bås”, hulrummet mellem pegefingeren og tommeltotten, hvori findes de for dig givende og udbytterige kontakter. Jeg har en idé om, hvor jeg måske findes på din hånd.

    1. @Per Jan: I “evakueringstider”, hvor livet og omgivelserne kører i nødsporet, er refleksioner ikke bare pynt, men også naturlige at centrifugere. Skolekammerater og venner er i min verden ikke det samme, dog findes der en undtagelse….men det ved du jo godt. 😉

  4. Meget interessant fingerteori! Tilfældigvis har jeg også gjort mig nogle tanker om venner og bekendte, blot opererer jeg med omgangskredsen som et hjul med nav, eger og fælg: De nærmeste venner befinder sig i navet – dem, man har mest tilfælles med, og som altid er der. Ude ved fælgen ligger de mere tilfældige bekendtskaber, der kommer og går. Det kan være kolleger, naboer, butikspersonale, folk man er på kursus med etc. Et bekendtskab kan udvikle sig, bevæge sig ind ad en eger og ende med at blive til et venskab.

    På egerne, der forbinder navet og fælgen, er der venner og bekendte i forskellige grader – mennesker, man er glad for at kende, nogle mere end andre. Man involverer dem i visse ting, men ikke i sine inderste tanker og følelser, og man vil gerne beholde dem som sine venner. Jo højere, man sætter dem, og jo tættere man er på dem, des nærmere er de på navet. I perioder kommer man tættere på nogle og længere væk fra andre. Venner og bekendtes placering i omgangskredsen er ikke nødvendigvis fastlåst.

    Når et hjul drejer rundt, er farten højere ude ved fælgen end inde ved navet. På samme måde med omgangskredsen. Jo tættere bekendte er på fælgen, des nemmere ryger de af i svinget. Man risikerer at miste dem i vanskelige perioder. Vennerne tæt på navet hænger bedre fast, selv om vejen skulle gå hen og blive voldsomt ujævn. Navet er lille. Der er ikke plads til så mange, måske ikke mere end tre-fire stykker.

    Hvor kynisk det end lyder, kan det være nødvendigt at tynde ud i omgangskredsen, fordi der simpelt hen er elementer, som ikke støtter, men kun trækker ned ved altid at beklage sig og ikke er indstillet på at lave om på det. For ens egen skyld er der nødt til at være en overvægt af dem, der – i hvert fald det meste af tiden – er i balance med sig selv. Det betyder ikke, at man kun skal samle på ukritiske rygklappere, men når det er sagt: Hellere ti klap på ryggen end en kæp i hjulet …

    Undskyld, jeg kom til at brede mig, men emnet kaldte på det.

    1. @Uffe Jerner: Tydeligt, at søndagens blogindlæg satte nogle afledte og velkomne tanker igang hos kommentatoren. Hjulet svingede, drejede rundt, når det blev udfordret i tankeverdenens forskelligartede terræn. Hjulet skal til stadighed være understøttet af et bærende fundament, så det kan operere i nærmest al slags terræn, som livet byder på. Der forekommer bump på vejen, men for mange og for dybe kan erodere hjulets funktion; noget som især den livserfarne konstruktør til stadighed monitorerer af hensyn til længst mulig holdbarhed.

  5. Det er en fortrinlig opdeling eller klassifikation af faremomentet ved venskaber. Slutningen, mellemrummet mellem tommel og pege, kan jeg godt lide.

    Jeg har oplevet så meget ved både familie og forretnings-forbindelser, så jeg ville nok have godt af at bruge den klassikation.

    Mine kategorier vil dog have én gruppe, som næsten er uhyggeligt lille: Livsvidner. Min bror og jeg er de eneste, som husker hvordan der var i Boyesgade 1955, om hvordan vi flyttede til Hattensens Allé ved Peter Bangsvej i April 1957, fordi en af min mors gamle bekendtskaber faktisk kunne hjælpe med at få en bedre bolig (på Frederiksberg, som dengang var hele verden, en herlig ting!)

    1. @DAX: Du rammer helt rigtigt, nemlig at der nemt opstår en anelse af fare/misforståelse, når “venskab” skal klassificeres. Og du rammer også rigtigt med den “ekstra finger”, nemlig “livsvidner”. Du har så den glæde at have en nogenlunde jævnaldrende (lille-)bror, modsat mig, der ingen overlevende familie har; måske derfor jeg gennem de senere år har reflekteret ekstra over begrebet “venner er den familie, du selv vælger!”.

      Vi ved begge, at Boyesgade er delt mellem Frederiksberg (lige nr.) og København. Jeg formoder, at du boede på Frederiksberg-siden, der senere blev fulgt op med den aldeles velbeliggende Hattensens Alle i Lindevangskvarteret (den “fine” del). Stadig (april 1957) boede jeg “lige overfor” på H.Schneeklothsvej, indtil min familie flyttede til en 6-vær. lejlighed på Thorvaldsensvej. Så vidt erindret har du også boet på Bakkegårds alle, endnu et dejligt område af Danmarks tættest befolkede kommune.

  6. Oh! Det var en stor lejlighed, som i dér fik på Thorvaldsensvej (også Frederiksberg, hvís nogen skulle undre sig).

    Nej, jeg har ikke levet på Bakkegårds Allé, men da jeg gik på Rahbekskolen på Rahbeks Allé var der selvfølgelig to børn fra Bakkegårds Allé, de hed iøvrigt begge Per! Mine første 3 år var i Fredensborg, Tinghusvej.

    Det er mig, der er lillebror – en lillebror, som blev drillet og som storebror forundret spurgte “Hvorfor skal vi have ham med hjem fra Hospitalet?” Den jalousi sad dybt og dukker stadig op en gang imellem, selv om han nu accepterer, at man ikke altid skal opfatte høviskhed som noget negativt. 🙂

    1. @DAX: “Lillebror” takkes for præcisionerne. De nuværende generationer med bogstaverne X, Y og Z aner næppe, hvad ordet “høviskhed” betyder, men begrebet jalousi mellem søskende er derimod en følgesvend i alle generationer, påstår enebarnet alias blogejeren. 😉

  7. Jeg kan iøvrigt godt lide dette at man kan vælge sin egen familie. Det er en gave at kunne etablere et familiebånd – er det mon sværere for enebørn? Jeg tror det afhænger af helt andre ting.

    Nu er Biden ved at gå ind i Det Hvide Hus!
    Hurra! Messing orkester!

    1. @DAX: Jeg har ofte tænkt på “sandheden” i, at “venner er familie, man selv vælger”. Eget valg er individets præference. Sværere for enebørn? = Det kommer meget an på det enkelte individ og så den meget underfrankerede sandhed: “Nogle mennesker har simpelthen ikke de store sociale behov. DEt gælder vist ofte for enebørn. De benævnes så “enspændere”, men det er ikke dækkende”.

      Der venter Biden en (næsten) umulig opgave i det fragmenterede land, De uforenede Stater.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *