En religiøs julerefleksion

(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Årets “juleblogindlæg” adskiller sig med sin kant en del fra de forrige års (jf. links nedenfor). –  Juletiden giver anledning til mange ekstra Corona-frie refleksioner. Den enkeltes tro (eller mangel på samme) duellerer med følelser og traditioner.

Som nu for nylig, hvor jeg læste en artikel (Berl.Tid.), der fik mig til at reflektere omkring begrebet “juleuddeling”.  Scenen var fra en af mine absolutte DK-yndlingsbyer, Helsingør. Her fortalte dianonikonsulent og præst Thyge Enevoldsen i Danmarks største stift med 137 kirker (Helsingør):

“Da de første muslimer for omkring ti år siden begyndte at søge om julehjælp i den kirke, hvor jeg var sognepræst, må jeg indrømme, at jeg mærkede en vis modstand. Jeg tænkte, at julehjælpen primært måtte være for dem, som havde brug for et bidrag som støtte til julefejringen. Jeg satte dem nok på listen, men det var med en diskret, indre modvilje fra min side.

For tre år siden steg antallet af muslimske ansøgere pludselig kraftigt. Der var kommet flere muslimske familier, og på grund af lave ydelser var deres økonomi meget presset. Det gjaldt især de nytilkomne syriske flygtningefamilier med børn. Og i byen spredtes rygtet om, at man måske kunne få hjælp i den lokale kirke.

Tæt ved halvdelen af julehjælpsansøgerne det år var muslimske familier. Og sådan har det været de efterfølgende år i mit gamle sogn. Økonomisk pressede muslimske familier har opdaget, at ved juletid kan de spørge kirken om hjælp. Det gør de. Og hjælpen får de.

Efter et par år faldt min modstand imod at give julehjælp også til muslimske familier helt fra hinanden. Mødet med konkrete familier fjernede min tilbageholdenhed. For selvfølgelig skal julehjælp være for alle med behov. Julehjælp må være for alle i sognet, som har brug for hjælp – uafhængig af julefejring.

Mennesker må uanset tro gerne tænke, at i julen er der en særlig mulighed for at række hånden frem imod deres lokale kirke og bede om hjælp. Og disse mennesker skal vi ikke skuffe, fordi julens inderste budskab og virkelighed netop er den gavmildhed, som overgår al forstand.

For nogle år siden kunne det udløse forargelse, at muslimer søgte om julehjælp hos kirken og fik det. Men min oplevelse er, at mange ligesom jeg selv har ændret holdning, og at forargelsen er veget for gavmildhed. Det har jeg som konsulent for folkekirken haft lyst til at undersøge. I Helsingør Stift har vi spurgt de 137 kirker, der er i stiftet, og fået svar fra hver og en.

Og konklusionen er klar: Stort set alle, nemlig 94 procent, uddeler julehjælp, og af dem giver næsten alle, 89,5 procent, hjælpen uden at skele til medlemskab af folkekirken eller religiøst tilhørsforhold. Tilsammen uddelte folkekirken i Helsingør stift 2,5 million kroner i julehjælp i december 2019. Alle pengene er indsamlede midler – og dermed ikke hentet fra kirkeskatten.”

De 10 stifter i Danmark

En vinkel fra Kristeligt Dagblad

I 2017 var holdningerne i f.eks. den vestjyske by Vejen noget anderledes som fremgår af linket:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/muslimske-ansoegere-saetter-kirker-i-juledilemma

Tro  og holdninger

Formand for Provsteforeningen og provst i Gentofte provsti Peter Birch blev i oktober 2020 valgt til ny biskop i landets mest folkerige stift, Helsingør Stift. Han afløser biskop Lise Lotte Rebel, der har været biskop siden 1995. Jeg husker endnu med glæde en af hendes første prædikener i domkirken, hvor hun var blevet valgt som den første kvindelige biskop i Danmark.

Indsættelsen af den nye biskop sker ved en planlagt højtidelighed søndag d. 02. februar 2021 i Helsingør domkirke (Sankt Olai Kirke) .  I et interview (jf. links) udtrykker han forventeligt sine holdninger om en folkekirke, der er centralt placeret i samfundet. 

Er ovennævnte tema et eksempel på dette? –  Udstrakt kristen pragmatisk næstekærlighed?  – Er det økumenisk forbrødring med en anden verdensreligion? – Skal muslimske ansøgere henvises til deres Iman i stedet for? – Bør Mellemøstens rige stater allokerer flere midler til deres muslimske trosfæller i respektive lande, herunder Danmark?

Emnet kalder på eftertanker, på overvejelser og følelser hos den enkelte!

Links:

Interview med biskop Peter Birch: 

https://www.xn--helsingrstift-hnb.dk/bispevalg-i-helsingoer-stift/kandidater-ved-bispevalget-i-helsingoer-stift/peter-birch

Juleblog 2019: https://hulegaard.dk/blog/et-juleeventyr-i-sne/

Juleblog 2018: https://hulegaard.dk/blog/julen-i-noerregade/

 

 

 

DEL SIDEN

10 kommentarer til “En religiøs julerefleksion”

  1. Det er bestemt værd at tænke over sine holdninger. Jeg er sikker på, at mødet med konkrete familier fjerner vores eventuelle tilbageholdenhed og giver os en dybere forståelse for, at medlemmer af andre trossamfund også bør få julehjælp.
    Jeg kommer til at tænke på Özlem Cekics idé om dialogkaffe, som giver en større forståelse.

    1. @Madame: Özlem Cekic og (modsat) Naser Khader er to eksempler på “muslimsk oplysning”. Dialog er altid nyttig og i spændte situationer meget ofte konfliktopløsende. Din holdning er prisværdig humanistisk.

  2. Skønt man ikke er medlem af foreningen, kan man vel have en holdning, og min er, at selvfølgelig skal de trængende have uden skelen til tro. Sådan må det vel også være i kirkens selvforståelse, jævnfør historien om den barmhjertige samaritan (og sikkert mange andre, som jeg har glemt).
    Jeg kendte ikke til situationen i Helsingør, men din beretning varmede.

    1. @Eric: Julen er netop den højtid, hvor humanismen viser sine længde- og breddegrader. Modsat f.eks. diktaturstater giver vores samfund adgang til meninger, uanset medlemskab af “foreningen”. I alle religiøse trossamfund er mangfoldigheden til stede i skikkelser af både ortodokse og dybt humanistiske holdninger, herunder begrebet “samfundssind” (Årets ord anno 2020).

  3. Et blog indlæg med kant. Det kan det nemt blive. Den kære præst har naturligvis den rette indstilling; næstekærlighed og gavmildhed til alle. Folkekirken nu om dage er jo empatisk, hyggelig og et behageligt sted at komme – men sådan var det jo ikke for bare nogle få århundreder tilbage, hvor man var ”gudfrygtig” i mere end en forstand. Ordet humanisme, skal man være varsom med at bruge, jfr. https://www.kristeligt-dagblad.dk/analyse/humanismen-har-en-religiøs-historie.
    Jeg drister mig til at kalde præsten tossegod og er for længe siden holdt op med at give bidrag til ”julehjælp”.
    Mine mange års erfaringer med indvandrere og flygtninge – og ikke kun muslimer – siger mig, at mange lever i en boble med hensyn til samfundsforhold generelt, men er dygtige til at finde måder at rage til sig på, som deres store netværk kan udbrede. Det skyldes nok først og fremmest, at man i deres oprindelseslande ikke har noget der hedder ”samfundssind”; der er det kun familien og klanen, der betyder noget.
    Hvis den kære præst skulle være ekstra god, burde han vel også samle ind til Eid-hjælp? Det må være mere relevant for muslimerne.

    1. @Per Jan: Din holdning er klar. Krystal klar! Når jeg anvender ordet “kant” (ikke at forveksle med Kaliningrad-filosoffen I.Kant), skyldes det substansen, der uafviseligt deler holdningerne mellem mange europæere, herunder også danskere. Jeg er bekendt med flere af mine regelmæssige læsere, der er helt på din linje (eller faktisk om muligt endnu mere kontante); omend de vælger anonymiseringens version såvel her som på Facebook. Bloggen er åben, også for de holdninger, thi såvel de “anonyme” som Du er i besiddelse af både begavelse og ordentlighed i tanke og performance.

      Dine mangeårige nære omgivelser i en storkøbenhavnsk kommune giver selvklart tydelige indikationer af muslimske attituder i mange sammenhænge. Hertil kommer din rige internationale erfaring, der også over tid har formet erkendelser af religioners forskellighed og ikke mindst interaktion. Kristendom versus Islam. Den er svær….ikke bare ved juletid.

  4. Jeg må indrømme, at jeg ikke er nær så rummelig som biskoppen fra Helsingør, der har valgt at se bort fra formålet med julehjælp.
    På Folkekirkens hjemmeside er julehjælp defineret som hjælp til at holde jul for. Derfor er forudsætningerne for at modtage julehjælp ganske enkelt ikke til stede, hvis man tilhører en kulturkreds eller en religion, der ikke fejrer jul. Hvis jeg som privatperson bidrog til en indsamling i kirkeligt regi, ville jeg naturligvis også forvente, at midlerne blev anvendt til et formål, der havde med kirken at gøre, og jeg ville føle mig ført bag lyset, hvis pengene gik til noget andet.

    Man kan indvende, at julefejringen i private hjem i sig selv er en verdslig mere end en kristen tradition, men den udspringer ikke desto mindre af religionen i den vestlige kulturkreds, og julehjælpen er vel blevet til, fordi det for nogle kan være en hård belastning for husholdningsbudgettet at fejre julen, som man nu engang gør i danske hjem. Julehjælpen er næppe tænkt som et bidrag til en ny fladskærm, eller hvad man nu tilfældigvis finder for godt at bruge pengene til.

    Alle uanset religion skal naturligvis have hjælp, hvis de har behov for det, men ikke nødvendigvis julehjælp. Det er derfor, vi har en omfattende sociallovgivning.

    1. @Uffe Jerner: Kold jura versus varme følelser, ville nogle indvende. Andre ville give dig inderlig ret i din kæde af ræsonnementer. Det sidste afsnit rammer det præcist ind; kodeordene er “behov” og “rette konto”.

  5. Selvfølgelig skal man hjælpe folk, hvis man kan. Men jeg har en realistisk holdning til hvem man skal hjælpe først. Når man har hørt en muslim slå om og sige at de her kristne er nogle vantro hunde, og hørt en indisk brahminer tale om sin egen kultur og kaste som overlegen, men desværre uden de nødvendige forskningsmidler som man så måtte låne på Danmarks Veterinære Højskole, nu KU-Liv — så bliver man lidt skeptisk overfor den gode vilie og kommer til at tænke på ordet “tossegod”.

    Der er armenske familier, som har mere brug for hjælp nu. Men det mest interessante lige nu er de statistikker, som Tesfaye har omtalt, statistikker, som viser hvor stor forskel der er på … gæt engang, … muslimer afhængigt af hvorfra de kommer, og at integrations-omkostningerne er meget forskellige.

    Tolerance og accept af alle mennesker, som er vores brødre, er fint og godt, men selv éns bror skal man være på vagt overfor, hvis han/hun misbruger éns tillid.

    1. @DAX: Jeg forstår (med livets erfaringer) dine sammenligninger. Også jeg har været i rum med flere nationaliteter og ikke mindst trosamfund (i visse tilfælde samtidig), hvilket har affødt synlige menneskelige reaktioner.

      Danmarks udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye agter at sandsynliggøre (statistisk), hvad der har været en slet skjult hemmelighed i for mange år, hvor hans partis humanistiske indstilling har skygget for realiteterne.

      Og endelig – armenske familier. Jeg forstår med din baggrund, hvorfor du nævner det. Jeg følger fra den læsende tilskuerplads meget interessant indhold fra https://magasinetroest.dk/ – ifald du ikke kender det, er der også aktuelt nyt fra netop den del af “verdensbilledet”.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *