Diego Maradona set fra Napoli

En af alletiders største fodboldspillere, argentineren Diego Maradona, er død i en alder af 60 år.  Et hjerteanfald  var årsagen ifølge medierne, efter at han tidligere på måneden havde gennemgået en hjerneoperation og fået fjernet en blodprop.

Maradona spillede for Argentina Juniors og Boca Juniors i sit hjemland Argentina, inden han kom til Europa, hvor han optrådte for FC Barcelona, Napoli og Sevilla. Han vandt VM med Argentina i 1986 og førte holdet til et finale-nederlag mod Tyskland fire år senere. – Diego Maradona førte Napoli til to italienske mesterskaber, ligesom han blandt andet har vundet Copa del Rey og UEFA Cup’en med Barcelona. Og det er netop “den italienske vinkel”, som dette indlæg handler om.

SSC Napoli

Billedet af Støvlelandet (Italiens fastland), der sparker til bolden (Sicilien) er ikke bare et billede på italienernes fascination af fodbold. Fakta er, at en pæn majoritet af italienerne er mere eller mindre fuldtids optaget af fodbold, enten via TV eller som temperamentsfulde tilskuere på stadions eller som udøvere.

Italien er således blevet verdensmestre hele fire gange (1934, 1938, 1982, 2006) gennem fodboldhistorien. Det samme er Tyskland og kun Brasilien med fem titler overgår dette.

Næsten enhver italiener har sit yndlingshold, ofte dirigeret af geografi og følelser.  For næsten enhver napolitaner er det – meget naturligt – sin hjembys Società Sportiva Calcio Napoli (SSC Napoli), den berømte fodboldklub i Italiens 3die største by, nærmere bestemt  SSC Napolis hjemmebane Stadio San Paolo i Rione Lauro bydelen.

Som AC Milan havde mediemagnaten Silvio Berlusconi og tidligere dækfabrikanten Pirelli, som Juventus havde Agnelli-familien fra Fiat-koncernen, så havde SSC Napoli også engang haft en mangemillionær som klubejer og finansiel støtte i skikkelse af den styrtende rige skibsreder Achille Lauro. I to perioder var denne noget flamboyante rigmand klubbens præsident. Det var dog tilbage i Mussolini-tiden.

Lauro var en af Italiens daværende rigeste mænd og en slags erstatningskonge i Napoli, hvor befolkningen stadig mindedes den for længst fordrevne Bourbon-slægt. I nutiden findes der stadig en Movimento Neoborbonico, som hårdnakket og temmelig nostalgisk holder liv i drømmen om de svundne tider under den spansk/franske kongeslægt. Lauro, der ikke besad en sådan fin adelstitel, havde nydt at blive tiltalt Comandate.

Årene 1935-36 havde været vigtige år for både Italien, Mussolini, Archille Lauro og fodboldklubben Associazione Calcio Napoli. Den italienske stat udstedte i den periode kontrakter for enorme beløb efter datidens forhold i forbindelse med skibsbygning. Flådefartøjer, der hovedsagelig skulle anvendes ved italienernes afrikanske erobringstogt. Og Archille Lauro udnyttede uden skam sine mange forbindelser i centraladministrationen til at skaffe lukrative kontrakter til sit rederi.

Anden Verdenskrig bød mildt sagt på udfordringer for den napolitanske storreder som for hele Italien, mere eller mindre selvforskyldt. Det meste af tiden passede Lauro uden større ødelæggelser sine forretninger, men ved de allieredes erobring af det sydlige Italien stoppede succesen. Amerikanerne satte ham i fængsel og senere overførtes han til en britisk krigsfangelejr.

I efterkrigstiden smeltede industrifyrsten, mediemanden og politikeren sammen i én og samme person. Samtidig med at han genopbyggede sit rederi-imperium og blev indehaver af Europas største handelsflåde, bestred Lauro posten som chefredaktør for den napolitanske avis Roma. Og sandelig om der ikke også blev tid til en politiske karriere i Partito Nazionale Monarchico.

Faren for en kommunistisk politisk dominans var i efterkrigsårene særlig stor i Italien. Ikke bare i de store industriområder i Norditalien, men også i det napolitanske område. Vatikanet støttede i disse år og tidsmæssigt længe frem mere eller mindre transparent de højreorienterede partier i Italien af skræk for en kommunistisk magtovertagelse. En mand som Lauro var her velegnet som frontfigur.

Alligevel gik det i 1950erne, som det ikke sjældent går for eksorbitant højtprofilerede erhvervsfolk. Rederiet kom i svære vanskeligheder og Achille Lauro måtte forlade posten som klubpræsident. Forinden havde han i nogle år finansieret dyre indkøb, bl.a. en af heltene fra Sveriges bronzehold ved VM i Brasilien i 1950, svenskeren Hasse Jeppson.

Succesen udeblev og gav ingen titler, helt modsat for eksempel AC Milans investeringer få år forinden i den succesrige svenske trio ”Gre-No-Li” (Gunnar Green, Gunnar Nordahl og Nils Liedholm), der havde funderet deres værdi og succes med Sveriges guldmedaljer i fodbold ved OL i London i 1948.

Den store forløsning – Maradona

Forløsningen kom først langt senere. Helt præcist mere end 30 år senere. Frelseren – manden, der forløste i hundredetusinde vis af napolitaneres drømme om succes på fodboldbanen og dermed sejre over de store klubber i Norditalien – så dagens lys. Helt nøjagtigt blev han født 30. oktober 1960 i Villa Fioritos slumkvarter i udkanten af Buenos Aires. Et faldefærdigt og usselt kvarter for fattige arbejdere i Argentinas kæmpestore hovedstad; for øvrigt tæt på storklubben Boca Juniors´ adresse.

Det var dog ikke i den argentinske klub, men derimod i den mægtige catalanske klub FC Barcelona, at SSC Napoli for en rekordsum på 6,9 millioner britiske pund hentede dette kæmpetalent i en alder af 24 år. Den 165 centimeter offensive midtbanespiller med det berømte 10-tal på spillertrøjen skulle verden de kommende år lære at kende som Diego Maradona. I den tid verdens bedste, senere blandt verdens 10 bedste nogensinde.

14 titelløse og ind i mellem ret så turbulente år blev pludselig forvandlet ved dette guddommelige fodboldtalents ankomst. Betydningen var enorm for klubben på alle planer. Onde – og måske realistiske – toner fortalte ofte, at det i virkeligheden var den napolitanske mafia Camorraen, der styrede begivenhederne. Klækkelige kontingentforhøjelser, reklame- og entréindtægter på det knap 80.000 tilskuer store stadion samt salg af merchandise var slet ikke i nærheden af at kunne finansiere guldklumpen fra Argentina.

Det var en helt speciel by, som Maradona ankom til. Som formentlig det eneste sted i verden har Napoli oplevet en organiseret strejke – blandt byens smuglere! – Samme ”erhverv” uddelte i den forbindelse flyvesedler med den interessante påstand: Hvert år overlever 50.000 familier takket være smuglervirksomhed”.

Et andet eksempel i samme tid på Napolis udfordringer var konkurrencen mellem transseksuelle prostituerede og gadeludere. Her kunne opleves reklameskilte med tekster, der lovede kunderne ”en ægte glædespige”.

Stor – og dog i en anden variant – var også det nyindkøbte vidunderbarn Maradonas familie. Hans forældre, brødre, søstre samt personlige trænere, fysioterapeuter og managere, agenter, pr-rådgivere og bodyguards blev en del af fodboldgeniets napolitanske hverdag.

Som det blev sagt: Diego Maradona blev en fremragende forretning på de fleste planer. Boldgeniets færdigheder på grønsværen forvandlede en nedrykkerkandidat til outsider som vinder af det italienske fodboldmesterskab. Holdet blev tilmed forstærket på udvalgte nøglepositioner.

Året var 1986. Enhver argentiner – og mange italienere – husker det stadig. Argentina blev for anden gang siden hjemmebanesejren i 1978 verdensmester i fodbold. Denne gang skete det i Mellemamerikas toneangivende stat, som verden kender som Mexico.

Ingen vil bestride, at Diego Maradona var kraftig medvirkende til dette. Og argentineren fortsatte sin fremdrift i Napoli. I maj 1987 – også for første gang – vandt Napoli det italienske mesterskab.

I sidste halvdel af 1980´erne udgjorde entreindtægterne på kampdagen stadig klubbens største indtægtskilde. I Maradonas to første år havde klubben en større entreindtægt end i de foregående 24 år – tilsammen! Man – det vil sige pressen, klubben, napolitanerne generelt – tillod Maradona alt, så længe han leverede varen på banen, og det gjorde han i disse år.

At han så – set ud fra en psykologisk vinkel – udviklede sin personlighed i en mere og mere psykedelisk grad, forsvandt i succesens tåger af vundne kampe og artistiske færdigheder med den runde bold. Eksemplerne tog til. Maradona begyndte at udvikle et Cæsar-kompleks. Han omtalte sig selv i tredje person. Hans dagligdag blev krydret med talrige sex-eskapader, et tiltagende forbrug af kokain og faderskabssager.

Men resultattavlen blinkede stadig med imponerende laseragtig glød. I 1989 førte Diego Maradona klubben til den første triumf i europæisk fodbold, da Napoli vandt UEFA Cup´en.

Det blev naturligvis ikke ved. Argentinerens nykker og det kolossale forventningspres kom til en negativ udbetaling. Snart nægtede han at stille op til kampe, udeblev fra træningssamlinger og ytrede ønsker om klubskifte. Og privatlivet blev i varieret grad fortsat krydret skiftevis i Napoli og hans fødeby Buenos Aires.

For SSC Napoli blev Maradonas lidet glamourøse flugt fra Italien begyndelsen til 15 års deroute og elendighed. Klubben forsvandt fra Serie A-toppen, middelmådige resultater blev igen hverdagen og overlevelseskampe tæt på nedrykningsstregen blev en tilbagevendende udfordring.

Post Diego Maradona

I Napoli lever Vesuv, mafiaen og ikke mindst mindet om den største spiller af dem alle, Diego Armando Maradona – fortsat. Konkurs, degradering og almindelig undergang i perioder, men nu tilbage i Serie A, ikke sjældent på pæne slutstillinger, ganske vist stadig lidt bagefter Juventus samt Milano-klubberne og lejlighedsvis AC Roma.

Napoli kunne takke Maradona for mange gyldne minder. Men millionbyen kan i nutiden takke én mand for, at den overhovedet har et fodboldhold i dag over sekunda niveau. SSC Napolis præsident er filmproducenten og mangemillionæren Aurelio de Laurentiis, der tilhører italiensk films adelsfamilie. Han tilførte i de hårde år 250 millioner kroner på bordet og reddede klubben. Om mafiaen også bidrog til bogføringen, foreligger der ikke noget officielt aktstykke om.

#########

Diego Maradona levede et hårdt liv. Hans engang så veltrænede skikkelse undergik betydelige ændringer og egentlig er det ikke så overraskende, at han ikke nåede folkepensionsalderen. 

R.I.P.

Diego Armando Maradona

30.10.60 – 25.11.20

 

P.S.  Teksten er delciteret fra min bog “Rosen i Rom” (2017)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Diego Maradona set fra Napoli”

  1. Det er stjerne, der nu er væk – sikke et liv denne mand har haft fra han voksede op i et slumkvarter i udkanten af Buenos Aires. Nu vil Argentina holde tre dages landesorg.
    Jeg har aldrig interesseret mig for fodbold, men har ikke kunnet undgå at læse og høre om Maradona.
    Du må have fulgt ham gennem årene – det var smukt at læse.

    1. @Madame: Teksten er en blanding af egen viden, generel research i DK og Italien sammenholdt med en dansk-italiensk translatørs superbe informationer ifm. “Rosen i Rom”. Diego Maradona var det “klassiske eksempel” på et overnaturligt talent, der mentalt slet ikke kunne styre sig selv. Det måtte ende, som det gjorde, men det fjerner ikke minderne om noget stort, meget stort, som verden i glimt kan opleve, når et talent er selvlysende, uanset fagområde, sportsgren etc.

  2. Tak for den grundige opsummering! Den udfyldte et stort hul i min manglende viden om fodboldspillets aktører.

    1. @Uffe Jerner: Medier og blogs bliver i disse timer oversvømmet med mere eller mindre korrekte data om Maradonas fortræffeligheder og resultater. Sidstnævnte adderes også diverse sammenlignelige (og kedsommelige) statistikker. – Min “fristelse” lå i, at sammenflette dette unikke boldtalents betydning i hans tid i Italien, hvor fodbold for mange rangerer på linje med Gud og den hellige Madonna og efter lokal smag støttes med enorme pengemidler af kendte såkaldte “forretningsmænd”. 😉

      Til “beroligelse” for kommentatoren ved jeg lidt mere end lidt om fodbold, håndbold og udvalgte kampsportsgrene, nok til x timers indlæg, men det skal den venlige kommentator skånes for. – Tak for loyal attention til matriklens indbyggere i denne aftenstund.

  3. Fodbold har aldrig interesseret mig, men jeg har været i Italien og oplevet, hvordan det er, når hjemmeholdet har sejret i en kamp eller et mesterskab. Det vildeste var i Rom 2001, hvor Roma vandt mesterskabet. To ting betyder for alvor noget: calcio e la famiglia, fodbold og familien.

    1. @Eric: I betragtning af emnets minimale interesse (ved det godt!) er det rosværdigt, at der alligevel blev droppet en kommentar. Du er jo erfaren Italiens-rejsende gennem mange år, der tilmed har besøgt Napoli-området og tilhørende verdensberømte øer.

      Selv har jeg kun været i Italien seks gange (fem forskellige destinationer). In casu er Calcio-museet i Firenze besøgt og i samme relation blev min 59 års-fødselsdag markeret “med 82.000 gæster” alias tilskuere på et udsolgt San Siro stadion i Milano, hvor Silvio Berlusconi fra midtercirklen holdt tale. Sidstnævnte kunne jeg sagtens have undværet, men kampen (AC Milan-Napoli 5-3) var fremragende.

  4. Oh! hvor ved du meget om Napoli og Italien; så jeg tillader mig at stille et par spørgsmål! Hvordan kan det være at billet-indtægterne ikke kunne finansiere “Guldklumpen Fra Argentina”?

    Hvad fik Maradona for at spille? Det er jo sjældent spilleren selv, som får de store beløb, når der “handles” spillere. Hvad mon han selv fik? Hvem er de andre 10 “Verdens Bedste Spillere” ? — Det er en skønssag, men der holdes vist afstemninger, så lidt mening er der måske i den term. Dog kan man slet ikke sammenligne en spiller i 1986 med en spiller i 2006, eftersom både fodboldspillet og spillerne ændrer sig.
    I en nekrolog hørte jeg at Maradona selv i et interview i sine sidste år skulle have sagt at verden var gået glip af et stort talent — i ham — på grund af stofmisbrug og sløse livsførelse. Det må da kunne vendes til noget positivt: Gør ikke sådan, unge spillere!

    1. @DAX: Der er helt bevist ikke nævnt beløb. Grunden er enkel: De ville være forkerte. I professionel fodbold er spillerafregning et mere end komplekst begreb bestående af overgangssum, løbende gage og procenter af klubindtægter etc, hvortil kommer “mistanker” om, at de forskellige mafia-grene i italiensk fodbold, f.eks. Camorraen i SSC Napoli “hjælper til”. Mine kilder til indlægget er de samme, der nævnes i min bog “Rosen i Rom” (pagina 298).

      “Verdens bedste”- begrebet er – helt rigtigt som du antyder – særdeles flydende, også fordi spillet ændrer sig. I Danmark er den almindelig mening, at Michael Laudrup er den bedste fodboldsspiller nogensinde. Men andre kan med nogen rette hævde, at også “bronzeholdet 1948” og “sølvholdet 1960” indeholdte spillere, der i deres tid berettigede til topplacering.

      Det siges, at Maradona aldrig glemte sin herkomst. Heri lå også, at han bagved sin vanvittige private livsførelse havde “klare øjeblikke”.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *