Den forsvundne Erik

For nylig var denne signatur til en bisættelse. Stedet var en mindre provinsby på det skønne Fyn. Gennem mit plettede liv har jeg efterhånden oplevet “det sidste farvel” i mildt sagt varierende versioner. Denne gang var så i antal tæt ved de 20 og min assisterende kistebæring var nr. 7.  Det er selvklart en del af livet, især for overmodne personer. Men når man(d) så sidder i kirken og påhører (eller for nogens vedkommende overhører) præstens mindetale, er det umuligt ikke at lade tankerne flyde.

Den aktuelle bisættelse vedrørte en 93-årig mand, der var sovet stille ind om natten i sin plejehjemsseng efter et langt og på mange måder godt liv. En mand, som jeg havde mødt sent i livet, men alligevel formået at knytte gode kontakter til. Nu er 93 år stadig en sjældenhed for det maskuline køn. Derfor var det naturligt at associere til en dødsannonce på en anden 93-årig mand, der havde passeret mit synsfelt på et tidligere tidspunkt under den digitale læsning af dagens avis.

Den forsvundne Erik

Politiets harddiske er fyldt med denne typer rapporter. Personer, der meldes savnet. Personer, der rapporteres “eventuelt” døde af naboer oftest i beboelsesejendomme i de større byer. I sig selv tragisk i vores omsorgsrationerede verden.

For snart et del år siden boede jeg i et mindre privat ejendomskompleks af gamle 4-5 værelses lejligheder i postdistriktet Frederiksberg C i Hovedstaden. Gennem de cirka 17 år passerede en del cpr-numre med såvel lige som ulige endenumre forbi både mit synsfelt og min høresans med uregelmæssige mellemrum. Nogle få var (eller blev) kendt i det såkaldte “offentlighedens søgelys”, men langt de fleste var almindelige borgere og familier i forskellige aldre og erhverv.

Et eksempel var en ældre grossererfamilie på 1.sal. Hun så ud til at være medio 60, han (Erik) så cirka mindst 10 år ældre ud. I virkeligheden var de næsten lige gamle. Mere præcist i aldersgruppen 65-70 år. De havde boet i lejligheden gennem ganske mange år og deres eneste barn (pige) var i mellemtiden blevet voksen og flyttet med sin familie til Schweiz. 

Grosserer-fruen – en profil, hun bestemt ikke havde noget imod – var mager og kunne meget vel have været tidligere anorektiker. Hun sås periodevis i det nære bybillede med langsom, nærmest romersk gang. Hendes ansigt var ofte udtryksløst, den lette mascara gjorde ingen forskel; det hele signalerede en næsten total opgivelse (af livet). Med tiden blev den “romerske gang” mere og mere afløst af en særegen stiv og efterhånden oftere let slingrende gang.

Når der lejlighedsvis stak grøntsager op af indkøbstasken, kunne det måske (tænkte hun?) kompensere for et tiltagende alkoholiseret liv. Nu er det jo ikke første gang i verdenshistorien, at en grossererfrue i et (måske?) pænere borgerhjem med årene glider over i den alkoholiserede gråzone, hvor Sundhedsstyrelsens alkoholiske uge-rekommandationer for længst er passeret.

“Jeg er bekymret for min gamle mand”, sagde hun tit 2-3 sætninger ind i en ad hoc samtale på trappegangen eller et lejlighedsvis træf på den yderst befærdede gade, hvor lejlighedskomplekset var bygget. “Han bliver ældre og ældre”, fortsatte hun en ofte hørt samtale med en genbo eller nabo eller overbo (vælg selv). Pludselig en dag kom ambulancen med horn og blink.

Ja..ja.. tænkte de fleste, nu er det sket med den gamle mand; altså den stadig praktiserende grosserer på 70+. Men nej, det viste sig, at han pludselig var blevet enkemand. Lyden af flasker (papvin var ikke rigtig indført endnu ) forsvandt fra patricierlejligheden på 1.sal i det ældre, men dog i egen optik fornemme frederiksbergske byggeri, hvor smukke hvide stuklofter dannede deres egen himmel for de heldige beboere. Den gamle grosserer brød ikke sammen, men fortsatte regelmæssigt på hverdage med at passe sin grossistvirksomhed i et nærtliggende butikslokale. Altid i samme besynderlige tempo, hvor hans snøvlende pibe var det første, man så af hans profil.

Årene gik (det gør de jo for det meste ). En dag stak aviser ud af hans brevsprække og det var tydeligt, at postbuddet havde problemer med at presse post ind. “Stakkels mand, han ligger nok syg eller død derinde”, sagde nogle naboer. Andre (sagde ikke, men) tænkte: “Nu bliver snart den bedste af alle lejlighederne med fin altan ledig i andelsboligforeningen , så vores børn kan rykke ind”. Læseren kan selv blande “næstekærligheden” med “egoismen” og få den rette blanding.

En nabo med mange års anciennitet i Kriminalforsorgen handlede resolut. Hun kontaktede politiet og de ankom med låsesmed osv. Entréen bugnede med aviser, reklamer, distriktsblade og uåbnet post af forskellig type. Men ingen grosserer Erik var at finde nogen steder; ikke engang duften (eller lugten, som nogle ville sige) af hans Capstan-pibetobak. Sagen gik til obs. hos politiet. Jamen måske var han hos sin datter i Schweiz og havde glemt (han var jo gammel – 70 plus ) at afmelde sin post og avis osv.? Måske var han hoppet i Øresund – træt af det hele, foreslog en fantasirig nabo. Buddene var flere. Men løsningen kom nogen tid senere.

“Udløsningen”
Op af trappen kom grosserer Erik med en gammel kuffert og piben i munden. Da naboen (fra kriminalforsorgen) hurtigt kontaktede ham og forklarede, hvorfor hun havde alarmeret politiet, blev han helt rørt. Så rørt, at han undtagelsesvis tog piben ud af munden og fik blanke øjne. Nogle nanosekunder senere lyste hans ansigt op i et sjældent smil; ingen naboer kunne nogensinde (mig selv inkl.) erindre at have set ham smile. Og så fortalte han med let pibesovs på stemmebåndet om sin vidunderlige mange ugers wellness-ferie i Polen.

Han fortsatte med at bo i den gamle lejlighed i mange år med lejlighedsvise årlige wellness-ferier. Han smilede og hilste ovenikøbet nu og da, når naboerne (både de næstekærlige og de egoistiske) mødte ham.

Jeg tænkte på ham denne sensommerdag anno 2018 i kirken. Grosserer Erik (med et unikt efternavn) havde også forladt denne jord og sine piber for – måske – at få wellness “under andre himmelstrøg”…..

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Den forsvundne Erik”

    1. Hedengangne grosserer Erik havde nok snarere sine midler i en nærliggende bank som f.eks. den filial ved hjørnet af Danasvej og H.C.Ørstedsvej i Frederiksberg C., hvor der engang var en ung og lovende bankbestyrer, som er kommentatoren ganske bekendt.

    1. Salig grosserer Erik var en dybt konservativ person, som mange var (og nogle stadig er) på Frederiksberg. En kommune, vi begge kender på forskellig vis. Sympatiske, troværdige og kompetente bankfolk findes absolut stadigvæk (jeg kender i hvert fald to fra hver af hovedbankerne), men når Danmarks største bank er fuldt optaget med at lukke ned for kogevasken og den næststørste (i Norden største) lejlighedsvis har været i søgelyset for diskutable finansielle transaktioner (venligt sagt), kan tilliden meget let skride. I mit nuværende lokalsamfund Assens er tendensen tydelig: Folk søger mod de mindre lokale banker.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 + 8 =