Amaryllis Fox

Vi skal ud på den helt særlige scene nu – kære læser!  Den scene, der betrædes af de få udvalgte, nok flere end vi aner og hvis dagsorden er grumset, i værste tilfælde dødelig.  Kender læseren navnet Amaryllis Fox?  Jeg gjorde ikke, indtil jeg havde læst hendes meget roste bog “Mit liv undercover –  Ung kvinde i CIA”.

 

Bogens  indhold

I kølvandet på 11. september rekrutteres den kun 21-årige Amaryllis Fox af CIA. Efter en intens træningsperiode, der presser hende til det yderste, bliver hun sendt undercover for at sikre at dødbringende masseødelæggelsesvåben ikke lander i den  verdensomspændende terrorismes hænder.

I rollen som kunsthandler sendes hun af sted på utallige missioner. Hver gang bliver indsatsen højere og risiciene mere skræmmende. Fast besluttet på at stoppe bagmændene er Amaryllis´ søgen tæt på at ødelægge hende indtil hun indser, at den eneste måde man reelt kan besejre fjenden, er ved at have modet til at sætte sig over ham – og lytte.  (citat fra bogens bagside).

Den anderledes vinkel

Jeg har læst et utal af spionromaner i min tid. Ligeledes siden min ungdom slugt en del “fagbøger” med forskellige vinkler på efterretningsarbejde. Emnet har altid haft min massive interesse. Men denne bogs indhold er så meget anderledes, fordi den kobler – på meget troværdig vis – en hemmelig livsfarlig spiontilværelse sammen med forsøget på et ungt familieliv.

Lidt summarisk om forfatterens baggrund:

Amaryllis Fox blev født i New York i 1980 som som datter af en amerikansk økonomiprofessor og en britisk poet og skuespiller.  Barn- og ungdom skete via forældrenes stationeringer i USA, Europa, Sydøstasien, Afrika og Rusland. Arbejdede som 18-årig i en flygtningelejr på grænsen mellem det daværende Burma og Thailand.

Hun interviewede Aung San Suu Kyi (illustration) i Burma (fra 2010 Myanmar Unionens Republik) til BBC, hvilket kortvarigt fik hende i fængsel.

Forfatteren har taget universitetsgrader i folkeret fra Oxford University i England og i global sikkerhed fra Georgetown University i USA. Blev rekrutteret af CIA, mens hun gik på Georgetown og arbejdede som agent for tjenesten indtil 2009. Afslørede i 2016 sin baggrund som CIA-agent.

Betragtning

Netop den sidste sætning i forrige afsnit er vigtig. Faktisk hendes substantielle budskab i sin bog. Enhver læser, især dem, der har gennemlevet de fleste årtier siden 2. verdenskrig, ser en pointe i budskabet. Som moden læser ser man måske også et kraftigt stænk af naivitet, der er iboende i enhver form for idealisme. Nu skal det jo ikke være en ren “US-bashing”, så i den grå og ikke mindst realistiske verden er der unægtelig nogle stor-/supermagtskolleger på verdensscenen, hvis opfattelser af begrebet “magt” nærmer sig det sublime og som kan stave til ordet “magt” med flere typer af skrifttegn.

Pro et contra

En ikke ubetydelig del af Amaryllis Fox´s erfaring skabes i Karachi, Pakistans største by og hovedstad i Sindh-provinsen, der med sine 15 mio. indb. hører til blandt de 10 største metroområder i verden. De mange opgør mellem vestlig-ledede styrker og muslimske guerilla-fraktioner kan “simplificeres” som f.eks.:

Når Amaryllis Fox i dag skal pege på en situation, der understreger hendes pointe om CIA’s arbejde, er det netop missionen i Pakistan, som hun genfortæller.

“Jihadisterne har tidligere prøvet at forhandle med amerikanske repræsentanter om at begrænse droneangrebene
i deres område. Derfor er de villige til at tale. I et byhus bag en afskallet trædør møder hun en fuldskægget mand og hans hjælpere. Hun genkender ham som en ledende islamistisk kriger. Til hendes overraskelse holder han en baby – hans egen – i hænderne, da hun træder ind. Amaryllis Fox siger til ham, at der vil dø flere muslimer end amerikanere i et angreb med en beskidt bombe. Og at den fortrinsvis vil dræbe civile. »Det samme gør jeres droner«, svarer manden.
De taler frem og tilbage, om dronebomber og Koranen og civile ofre. Imens hiver babyen astmatisk efter vejret.
Amaryllis tilbyder en lille flaske nellikeolie, som hun har med i rygsækken, og som kan virke slimløsnende. Han tager kun imod flasken, efter at hun siger ja til nogle blomster, der smager som broccoli, og de begge er blevet overbevist om, at de ikke er ude på at forgifte hinanden. Amaryllis Fox siger, at bombeangrebet vil skade jihadisternes sag. Og lover,
at amerikanerne vil holde sig til »legitime mål«. På et tidspunkt i samtalen giver jihadisten et næsten umærkeligt nik.
De andre krigere i rummet reagerer med raseri, og et øjeblik frygter hun, at de vil skyde hende ned med det M4-gevær, der står lænet op ad væggen. Men han standser dem med en håndbevægelse. Hun går derfra overbevist om, at den
forhærdede kriger vil droppe angrebet denne gang. “

Et sigende citat af forfatteren:

“Nogle tror, at CIA-agenter bare ser alting som et spil eller en krigsleg, men det er faktisk modsat. Folk i tjenesten
bærer en tung, tung byrde og har en næsten urimelig ansvarsfølelse, fordi de har viden om ting og et mandat til at gribe ind. Problemet er bare, at selv om dine hensigter er noble, ved du ikke altid, hvad der er bedst for andre mennesker eller for verden. Det er det amerikanske problem i en nøddeskal. Hvis USA skal overleve – både udadtil og indadtil – er vi nødt at tage det lidt roligt og lytte. Til hinanden. Og især til dem, der vil slå os ihjel”.

Det ældste erhverv?

Der strides blandt historikere og andet godtfolk om, hvorvidt spionage eller prostitution er verdens ældste erhverv. Begge områder er kontroversielle. Begge erhverv kalder på nogle af menneskets mere dunkle karakteregenskaber, men de rummer samtidig en vis kompleks spænding. Begge erhverv har denne skribent haft forbindelse med.

In casu har jeg i mit plettede liv været i kontakt med to såkaldte “spioner”.  Det skete tilfældigt eller gjorde det? Den ene var på daværende tidspunkt lige blevet (førtids-)pensioneret, den anden var i fuld vigør.  Ingen af dem havde levet eller levede et såkaldt normalt familieliv, som Amaryllis Fox (forsøgte). De kom fra to forskellige  verdenskendte efterretningstjenester. I begge tilfælde oplevedes en rigtig god gensidig personkemi i kortere forløb og kontakterne gav mig interessante vinkler fra en af livets dunkle og magtfulde drejescener.

 

DEL SIDEN

4 kommentarer til “Amaryllis Fox”

  1. Afgjort interessant. Interessant er også, at et så ungt menneske når den modne konklusion, at det ikke er vejen frem at skyde først og spørge bagefter. Det er næppe i tråd med hendes træning.
    Snowdens afsløringer viste om noget, at de amerikanske efterretningstjenester er rigtig gode til at lytte, men der er forskel på at lytte og at være lydhør.

    1. @Eric: Netop eksemplet “Snowden” er også en helt rigtig sammenlignende vinkel på bogens indhold. Amaryllis Fox blev moden i en ung alder, måske for moden for tidlig, men forskellen på at lytte og være lydhør vil med stor sandsynlighed følge hende (og hendes børneopdragelse) ad futura.

  2. Det er jo fantastisk spændende – jeg skulle lige læse to gange for at finde ud af om det var fiktion, autofiktion eller autorealisme. Og jeg er stadig i tvivl!

    Jeg kan se situationen bag trædøren med afskallet maling; det er mærkeligt at der skal sådanne situationer til at skabe kontakt mellem stridende parter. Men det er vel når det kommer til stykket fordi vi mennesker ikke er så smarte og kloge, som vi gerne vil tro.

    1. @DAX: Indlægget om den unge “CIA-mor” kan ikke andet end at skabe refleksioner, mestens fordi det er så anderledes. Det var netop, hvad der gjorde hendes bogs indhold så opsigtsvækkende. – Generelt er vi jo nok et par stykker i den vestlige verden, der mener, at dialog skal forsøges mere intensivt og det atomare kavaleri skal dreje om sig selv en ekstra gang.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *