Afsmittende refleksioner

Forleden læste jeg en dødsannonce, der satte refleksioner i svingninger netop i forbindelse med den aktuelle opstartende COVID-19 pandemi (global epidemi).  Det var den yderst kompetente børnehaveleder Mona Brix fra Teba børnehaven på Frederiksberg (vis-a-vis Diakonissestiftelsen), der forlod denne jord i en alder af 102 år. Nuvel, koblingen mellem disse to begivenheder følger. 

Polioepidemien

Året var 1953. Stedet var den i forrige afsnit nævnte børnehave. Her blev jeg punktlig afleveret hver  morgen tidligt af min moder på vej til sit arbejde og afhentet næsten lige så punktlig om eftermiddag. En helt almindelig rutine, der kendes for et utal af forældre og børn, der har anvendt og anvender børneinstitutioner.

Men netop en grå og mørk novembermorgen i 1953 standsede Mona Brix min moder ved indgangen. Jeg mindes ikke detaljerne i deres samtale, men afvisningen af mig gjorde indtryk.  Jeg fik forklaret årsagen, da min moder kørte videre med mig i sporvognen til “hjemmekarantæne” hos mine bedsteforældre, hvilket bestemt ikke var noget dårligt bytte. Men hendes forklaring og ikke mindst ordet “børnelammelse” gjorde et stort indtryk. Egentlig kunne den barnlige fantasi godt rumme, at et barn ikke kunne bevæge sig, men når man ikke så nogle eksempler i gadebilledet, kom fantasien på overarbejde.

1952 og 1953 var årene, hvor polioepidemien kulminerede i Danmark.  Reelt var det skræmmende af flere årsager. Statistisk var man begyndt at registrere tilfælde i 1932. I 1934 steg tallet voldsomt til 4.711 tilfælde af lammelser i forskellige grader med 107 dødsfald. De følgende år faldt polioramte tilfælde for så af uforklarlige årsager at stige i 1944, 1950 og så det værste år 1952. Sidstnævnte “peak” udgjorde 5.676 tilfælde (forskelligartede lammelser) og 262 døde. Året efter indtraf så et konstateret poliotilfælde blandt børnene på børnehaven Teba, hvorfor institutionen kom i karantæne og jeg derfor blev afvist hin novembermorgen.

Behandling

Det er i denne forbindelse væsentlig at tilføje den daværende behandlingsform. Serumbehandlingen blev fremstillet af blod fra personer, der have haft polio. Formodningen var nemlig, at man var immun over for polio, når man havde haft sygdommen. Blodet fra personer, der havde haft polio, indeholdt dermed antistoffer, som altså skulle virke gavnligt på patienter, hvis man gav det tidligt i forløbet. Håbet var, at serummet kunne anvendes til på sigt helt at undgå sygdommen, og derfor brugte man epidemien i 1934 til at gøre sig erfaringer med brugen af serummet.

Konklusionen blev dog, at serummet ikke havde effekt, og først i 1955 indførte Danmark vaccination mod polio, hvorefter forekomsten af polio i store træk blev udryddet.

COVID-19

I dag er Danmark langt bedre rustet til en landsdækkende epidemi på alle parametre. Det gælder økonomisk, epidemiologisk, logistisk, hygiejnemæssigt og især qua de elektroniske muligheder for kommunikation og behandling, der nu presses næsten eksponentielt ved et længerevarende udbrud. Men bundlinjen er, at nok så mange hotlines og tålmodige lægers forklaringer ikke kan skjule, at man ikke for nærværende ved, om man bliver immun efter første smitteforløb, hvornår toppen (peak) nås samt reelt, hvor mange uidentificerede smittebærere (“mørketal”), der går rundt i det danske samfund, med eller uden håndsprittede hænder.

Modgiften

Epidemien forventes i bølger i de kommende år (ligesom polio), medmindre der opfindes og massefabrikeres en vaccine. Sidstnævnte formodes på et eller flere steder på Globen at ske indenfor 6-12 måneder med efterfølgende x antal måneders testforløb. De to yderst toppotente motiverende faktorer penge og prestige vil gøre, at vaccinen nok skal blive produceret. Efterfølgende venter der de relevante videnskabsfolk en anseelig indtjening og sandsynligvis Nobelprisen i medicin.

I mellemtiden arbejdes intensivt fra myndighederne på at begrænse smitten eller rettere udjævne smittetilfældene, så det danske sundhedsvæsens ca. 13.000 hospitalssenge ikke bliver fyldt – kun med COVID-19 patienter. Relevant fagligt materiel og mandskab sammensmeltes i den største operative test, der vil opleves i fredstid.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at mellem 1680 og 5600 danskere risikerer at miste livet – og det er blot i den første sygdomsbølge over en periode på tre måneder (jf. link nedenfor).

Det er dog forventningen, at det danske sundhedsvæsen vil kunne iværksætte særdeles effektive tiltag, der gør, at dødeligheden forventes at være i den lave ende, hedder vurderingen fra Sundhedsstyrelsen baseret på den “realistiske” situation, at hver tiende dansker bliver ramt af corona virus. Det svarer til 580.000 mennesker.

Perspektiver

Danmark er ikke i krig. Men det er tæt på. Krig mod en virus. Den undtagelsestilstand, som regeringen med den aktuelle kriselovgivning nu har vedtaget, sendte Danmark ind i et ukendt areal, der er uden reelt sidestykke siden Anden Verdenskrig.  Nedlukningen af stort set hele den offentlige sektor (undtagen hospitals- og plejesektoren og andre livsvigtige sektioner) er drastiske skridt. Hertil kommer den foreløbige lukning (14/03-13/04-2020) af den danske grænse.

Skulle det ikke virke, er mit eget gæt, at der indføres et midlertidigt helt eller begrænset udgangsforbud.  Det vil være et naturligt efterfølgende skridt og det kan man også udmærket overleve, fordi det vil stoppe indenfor en kortere horisont, når smittefaren aftager (som set i Kina).

De beslutninger, der bliver truffet nu, vil engang i fremtiden blive målt og vejet. Beredskabet vil blive gennemgået. Kommissioner vil evaluere. Var det rettidigt? Var det for meget eller for lidt? Alt sammen i bagklogskabens (for-)blændede lys.

Hvad der opleves i denne tid, er både Danmarkshistorie og verdenshistorie, som vi nulevende aldrig vil glemme. Tiden er også inde til at finde et mere “anerkendelsesværdigt” dækkende ord end det efterhånden nedslidte “udfordringer”…..

Link til Sundhedsstyrelsen:

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Strategi-for-COVID-19.ashx?la=da&hash=067BF6AF0A95D88B3E0A329ABB3C8935E12DDDFF

 

 

DEL SIDEN

2 kommentarer til “Afsmittende refleksioner”

  1. Jeg var vel 5-6 år, så det har været omkring 1960, og mon ikke vaccinationen var mod polio?
    Det foregik i gymnastiksalen på den lokale skole. Vi stod i kø, mor havde mig i hånden. Vi nåede omsider frem til den hvidkitlede. Hun stod bag et bord, hvorpå der stod en stor skål med sukkerknalder, som alle var lyserøde af vaccinen.
    Før den hvidkitlede kunne reagere, stak jeg resolut næven i skålen og snuppede en knald. Den hvidkitlede himlede op, men måtte kassere hele skålens indhold pga. mulig forurening og smittefare af enhver art.
    Det lærte hende sikkert noget om sikkerhedsafstand.
    Skal man sige noget godt om den aktuelle coronakrise, er det vel, at den giver håb om, at Trump ikke genvælges.

    1. @Eric: Jeg deler din glæde ved sukkerknald og ønsket om udskiftning af nr. 45. Som jeg ofte siger, kan mennesket klare det umulige, ifald man kender udløbsdatoen. Problemet i dette tilfælde er, at COVID-19 opfører sig anderledes og udløbsdatoen for nærværende ikke kendes. Det er pludselig blevet nye tider, hvor begreber som stamina og fleksibilitet har en gylden værdi.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

63 − 60 =