Mentor

En af mine agenda-markeringer  – mrk. “RCP”  –  i uge 46/2020 var noget helt særligt, nemlig at den i virkeligheden ikke eksisterede. Altså der stod ikke noget nærmere i min elektroniske kalender om tidspunkt og sted (og lejlighedsvis nærmere beskrivelse), helt modsat min sædvanlige nærmest nidkære omhu med at dokumentere med en tilstræbt præcision, som det oftest er sket i de foreløbig 20 år,  jeg har ført elektronisk kalender.

Mentor

I dag findes der foreninger og sammenslutninger og (studie-)ordninger omkring begrebet “Mentor”.  Selv en uddannelse (naturligvis 😉 ) er stablet på benene. En gang i fortiden kendtes begrebet knap nok i formaliseret version.

Definitionen kunne være:

“En mentor en erfaren person, som gennem rådgivning, sparring, vejledning, coaching og feedback deler ud af sin erfaring og sine kompetencer for at støtte mentees udvikling” (Wiki)

Især i mine senere professionelle år har få – dengang unge – antydet, at jeg kunne opleves som en mentor, om end jeg ikke selv (u)bevidst forsøgte at udfylde rollen, helt modsat den person, der var min mentor i de unge år i 1960erne og 1970erne.

Min egen mentor

“RCP” var hans initialer. Han lever ikke mere, faktisk blev han kun knap 56 år, inden en cancer fik bugt med det stærke menneske, som han var i mange af sine voksne leveår.  En afbrudt akademisk karriere (lægestudiet på KU) førte ham af bagvejen ind i hospitalsverden i en administrativ funktion.

Vi oplevede cirka 10 år sammen som mentor og mentee. For ham var den vigtigste opgave “at lære mig mest muligt af det, der ikke kunne læses nogen steder”.  Han benyttede både sin absolutte intelligens, sit bipolare (erkendte det selv) drive og åbenbare charme samt sine pædagogiske evner (underviste i musik på aftenskole) og ikke mindst nogle medfødte (?) empatiske evner.

Mentor-funktionen var ham  helt bevidst nærmest 24/7. Min mentors egen far havde for øvrigt også udøvet denne sammensatte disciplin overfor et andet ungt og ambitiøst menneske i 1930erne og krigsårene, hvis færdige “produkt” senere skulle blive en kendt borgmester i Københavns  kommune.

Om min egen nævnte mentors “projekt” lykkedes, kan altid diskuteres afhængig af vinkling og personlige indstillinger.  Men helt galt gik det næppe og meget vigtigt fik jeg udtrykt min taknemmelig under vores sidste samtaler i dødens venteværelse.  Noget, man skal huske, når det på nogen måde er muligt, inden det er for sent!

Hvorfor egentlig disse refleksioner denne novemberdag anno 2020?

Det kan måske siges at være en tilfældighed, at jeg har mulighed for at registrere dette på “en digital skriveplade”. Altså at min mentor for få dage siden ville have fyldt 100 år, hvis han havde levet.  Hans gravsted på Assistens kirkegård i den københavnske Nørrebro-bydel er for længst sløjfet, selv hans to sønner (nogenlunde jævnaldrende med mig) lever ikke mere. Nogle mennesker, der krydser ens vej, fortjener en livslang indre mindeplade. Hans plade med tydelige trykte artificielle bogstaver med fødselsdata og dødstidspunkt vil blive stående livet ud i min hjernes indre kolumbarium.

P.S. Illustrationen med Yoda er ikke tilfældig valgt. Samme figur holder jeg meget af, thi den – for mig – symboliserer begrebet “Mentor” i såvel nærværende som fjern figur.

P.P.S. Yoda , en kraftfølsom mand, der tilhører en mystisk art, var en legendarisk Jedi-mester,  der var vidne til den glalaktiske republiks opgang og fald efterfulgt af fremkomsten af det galaktiske imperium. Lille af statur, men æret for sin visdom og magt.

DEL SIDEN

18 kommentarer til “Mentor”

  1. At have haft en mentor må være en stor berigelse i ens liv. Jeg har ikke haft en selv, men jeg har haft flere mennesker i mit arbejdsliv, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Min far var mentor for adskillige unge mennesker og havde i en lang periode tæt kontakt med mindst fire unge, som han hjalp med gode råd. Han holdt dem til ilden, så de fik en studentereksamen, og på det tidspunkt var han mellem 75 og 85.

    1. @Madame: Jeg tror, at din fader har været meget beriget af sin mentor-funktion. I nutiden har begrebet – som antydet i blogindlægget – også vundet mere “formel indpas”. Og så rummer indlægget en stille opfordring til “at huske de svære samtaler, medens tid er!”

  2. Hvis ikke man møder en “Mentor” af en eller anden slags i det unge liv er det ikke sikkert, at man udvikler sig til at udnytte hele sit potentiale.

    Det er en kunst at være mentor, jeg tror at RCP har følt en stor tilfredsstillelse ved at kunne hjælpe.

      1. Kan man have flere mentorer? Kan man have en lærer, som man lærte meget af, men som ikke ligefrem var en mentor, fordi han/hun havde sit eget liv, men alligevel glimtvis ønskede at give fra sig?
        Kan man føle, at der egentlig ikke var en mentor, men at man har fået nogle skub fra personer, som var venlige, hjælpsomme, empatiske mennesker?

        1. @DAX: Det korte svar er ”Ja” til dine spørgsmål. Lidt mere uddybende kan adderes, at jeg ofte sammenligner læger og lærere, forstået på følgende vis: ”Begge grupper er højtuddannede, ofte velmenende, men en pæn del af dem burde aldrig have menneskelig kontakt. Lægerne burde holde sig i laboratoriet og lærerne i forskningsmiljøer. GROFT sagt!

          Modsat din læreruddannelse strækker min uv-erfaring sig udelukkende til et intensivt instruktørkursus. 😉 (Efter sigende var jeg ikke elsket, men effektiv!) – Og min erfaring som elev i privatskolen, magistratskolen, DK-2 uddannelsen og Forvaltningshøjskolen har overbevist mig om, at kun et fåtal har de rette pædagogiske evner.

          Specifikt har jeg oplevet 4 kompetente pædagogisk-sindede personer (alle mænd). De to var professionelle, fremragende pædagoger, men med en utiltalende personlighed. En havde ingen pædagogisk viden, men var et naturtalent med sin bogholderi-uv.. Mandens personlighed (tidl. nazist) var lige så utiltalende som de to foregående. Og så oplevede jeg for en del år siden på LO-højskolen i Helsingør (”datasikkerhed” var faget) en lille rund fynbo, der formåede over en weekend at skabe klarhed, forståelse og ikke mindst interesse for dette noget kedsommelige (men absolut vigtige) emne). Mandens personlighed var rund, lettere humoristisk og fyld af god energi, der forplantede sig til os alle, der næsten ”svævede ud af klasselokalet til slut” efter at have skamrost ham på evalueringsarket.

  3. Det er en fornøjelse at have en mentor/læremester, som villigt og gerne deler si viden og erfaring. Desværre findes den modsatte type også; den der nidkært vogter på sin viden af frygt for, at noget skal glide ham af hænde.
    De sidste måneder af mit arbejdsliv var jeg mentor for min afløser i jobbet, og det var givende.

    1. @Eric: Som med f.eks. mønten er der mindst to sider af en sag, således også som du præciserer i kommentaren. Typen “Anti-Mentor” er velkendt, som ikke sjældent kan åbnes op med (falsk) smigrer og interesse, da denne types personlighed ofte er indsmurt i et tykt lag af forfængelighed (og manglende humor). 😉

  4. Det har sikkert været nyttigt for dig, at du tidligt i din karriere fik en god mentor. At han både har været fagligt dygtig, empatisk og været interesseret i at oplære yngre medarbejdere har vel også været et stort held for dig. I min mangeårige karriere i dansk bankvæsen har jeg haft utallige chefer, men kun få, som jeg vil betegne som mentorer. Efter djøfiseringens indtog i banken blev der lavet deciderede mentorprogrammer. Desværre var der også i banken en kultur hvor man holdt sin viden tilbage, for at stå bedre i konkurrencen om lønstigninger og chefposter, så det var sjældent at møde personer, som minder om din RCP, – bortset fra mig selv og nogle få andre.

    1. @Per Jan: Mit mentor-eksempel var komplet, eftersom det indeholdt såvel faglige som personlige aspekter. Samme mentor kendte min biologiske far (og beundrede ham, modsat mig!), hvilket i høj grad også var medvirkende til den “udvidede mentorversion”. De to mænd var bipolare og svingede utroligt godt sammen, som det ofte kan ses.

      Jeg kan sagtens forestille mig, at du også praktiseret “mentor-lignende ydelser” til yngre og tilmed tilsat det værdi med din tillidsmands-funktion.

  5. Jeg kan godt misunde dig at have haft en mentor. Det er ikke desværre noget, man opererer med i min branche, hvor enhver er sig selv nærmest og vejen frem hedder ‘learning by doing’. Store egoer er derimod et velkendt fænomen 😉

    1. @Uffe Jerner: Jeg tror dig af tre grunde:

      1) To (nu afdøde) personer i min familie havde karriereforløb på din tidl. arbejdsplads. Den ene var ikke nærig med referater.
      2) Min tidligere professionelle position gav mig adgang til mange fortrolige data. Blandt meget kunne udtrækkes et pænt antal data omkring udvalgte – ofte recidiverende – “gæster” fra din tidligere arbejdsplads, oftest visiteret til to udvalgte matrikler.
      3) Min maskuline intuition mærker styrken i dine ord.

  6. Der er så mange spændende tanker i dette indlæg. Lige nu vil jeg hæfte mig ved udtrykket “at lære mest muligt af det, der ikke kunne læses nogen steder”.

    Vi taler jo ikke om keramik, eller snedkerfaget, violinbygning, hvor man selvfølgelig har godt af at se hvordan folk gør, suge bevægelser og små non-verbale hændelser til sig, for derved at komme ind i det “kreative værksted”. Spørgsmål: Vi taler vel om noget, som strengt taget mest foregår på skrift, nemlig administration?

    1. @DAX: Nej, det var næsten “hele pakken”. Selvklart spillede det faglige (=administration i bred forstand og hospitalsadministration i specifik version) den betydende rolle. I dette lå også – ikke uvæsentligt – den “sociale kompetence” i relation til cirka 25 forskellige personalegrupper. Noget, der senere hjalp mig utroligt, da jeg selv blev leder (og senere chef). Men mangen en privat vinkel blev også centrifugeret og kom ud i “operationel version”.

      I svar-kommentar 15.11.20-14.01 til Per Jan besvares dit spørgsmål mere specifikt: “Samme mentor kendte min biologiske far (og beundrede ham, modsat mig!), hvilket i høj grad også var medvirkende til den “udvidede mentorversion”. De to mænd var bipolare og svingede utroligt godt sammen (…)”.

  7. OK! Det var godt at høre.
    Det er også godt at høre at en person med hans størrelse kan erkende et bipolært drive.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *