Enhver, der har været enten kortere eller længere tid i den norske hovedstad Oslo er bekendt med visse stednavne. F.eks. Holmenkollen, Frognersæteren, Vigelandsparken, Operahuset, Kongeslottet, Nationaltheatret (med Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnsen siddende foran), Studenterlunden og den kendte hovedgade Karl Johans gate blandt meget.
Medmindre man har været der flere gange – eller boet i længere tid – er det stort set de stednavne, som får de flestes indre lamper til at lyse grønt.
Jeg er kommet i Oslo med uregelmæssige mellemrum siden 1966. Derved har der været rig lejlighed til at se den – i ordets egentlige og bastante betydning – forvandling, som den norske hovedstad har gennemgået.
Oslo anno september 2019
Den norske rigdom, der væsentlig grad skyldes olien, har manifesteret sig i talrige nybygninger. Også udenfor hovedstaden, dog synes f.eks. Bergen ikke på nær samme måde at være “moderniseret”.
Ja, hele bydele i Oslo er nærmest jævnet med jorden og opbygget i nyeste arkitektoniske varianter; nogle er vellykkede, andre det absolutte modsatte.
Men meget nybyggeri skjuler sig også i fjorde, andet rager op og der er rigelig plads på den ialt 3.500 kilometer lange kystlinje til at anvende flere midler til bygninger fra den gigantiske norske oliefond, hvis formue er i nærheden af 9.000 milliarder Nkr.
Skriget i Bjørvika
Bjørvika kunne med nogen rette kaldes Oslos Manhattan. Bydelen ligger ned til inderhavnen. Der skyder skyskrabere og særegne arkitektoniske eksempler op hele tiden. Som nu det nye Munch museum (erstatter det gamle). Kunstneren Edvard Munchs “Skriget” er vel nærmest verdenskendt. Bygningen – temmelig særpræget, som oplevet en regnfuld septemberdag 2019, er næsten færdigbygget og klar til indvielse i 2020.
Deichmann bibliotek
Det herlige gamle Deichmanske bibliotek er Oslo kommunes bibliotek, Norges største folkebibliotek og et af de ældste biblioteker i Norge. Det blev grundlagt i 1785 i Oslo. Grundlaget var Carl Deichmans bogsamling, foræret som testamentarisk gave. Biblioteket åbnede den 12. januar 1785. Det har i mange år ligget på Arne Garborgs Plass i centrum af hovedstaden. Enhver, der har besøgt det, fornemmer og erindrer den helt særlige “boglige sjæl”.
Noget af det samme, som jeg og i tusindevis af andre biblioteksbegejstrede har oplevet på Stockholms stadsbibliotek, bygget af den kendte arkitekt Gunnar Asplund i 1928. Desværre indeholder Københavns hovedbibliotek i de gamle Daells Bolighus arealer i Krystalgade lige overfor Synagogen slet ikke samme “kulturelle fernis”.
Med nogle års forsinkelser flytter så Oslos navnkundige Deichmanske bibliotek ind i de supermoderne nye lokaliteter i Bjørvika i 2020; mon den nye bygning kan fange den vidunderlige gamle bibliofile sjæl? – Men der bliver ihvertfald tale om et tiltrængt moderne løft og noget mere plads.
Operahuset
Operahuset i Oslo er Norges nationale operascene, der anvendes af Den Norske Opera & Ballet. Det ligger fysisk i bydelen Bjørvika i det centrale Oslo. Det blev opført af det offentligt ejede Statsbygg og er tegnet af arkitektfirmaet Snøhetta, der vandt en international arkitektkonkurrence. Bygningen er 38.500 m² stor og har kostet 3,9 mia. norske kroner at opføre. Det er det eneste operahus i verden, hvor man kan gå på taget. Men om vinteren med “snebelægning” skal man helst have en god balance og måske skridsikre sko (har prøvet det 😉 )
En dansker sammenligner uvilkårligt med Operahuset i Københavns havn. Jeg har været i dem begge. Min egen dom er klar: Oslos er absolut den bedste arkitektoniske nydelse eksteriørt. Operaen ved Københavns havn er den bedste interiørt.
Tjuvholmen
Aker Brygge er kendt for sine restauranter langs strandpromenaden. Og bagved disse ligger der i de nyere bebyggelser et bredt udvalg af modebutikker. En vandretur langs kajen af Aker Brygge er inspirerende og i spidsen fremstår en hel ny bydel, nemlig Tjuvholmen.
Tjuvholmen er en af Oslos nyeste bydele. Området er kendetegnet ved en spændende arkitektonisk mangfoldighed. Flankeret af kanaler og en skulpturpark ligger den spændende arkitektonisk perle, kunstmuseet Astrup Fearnley Museum.
Natureservat
Når man har behov for frisk luft, er naturområderne nord for Holmenkollen et glimrende valg. Men er tiden mere knap og vil man opleve lidt anderledes natur, er Ekeberg naturområdet lidt øst fra Bjørvika – ses tydeligt fra havnen – et absolut kvalificeret bud på både natur og udsigtsområde.
Køen
DFDS Seaways-færgen Pearl of Scandinavia var “mit hotel” denne gang. Når man betragter illustrationen ovenfor, tænkes måske på førstedagen af et butiksudsalg, men nej….det var køen til morgenmadsrestauranten.
Nu har tålmodighed aldrig helt været min stærke side, derfor er det – som mange andre forhold i livet – en fordel at været forudseende og kende alternativerne. 😉
Refleksion
Ja, vi elsker dette landet er en norsk patriotisk sang, der blev skrevet af Bjørnstjerne Bjørnson og i nutiden kendt som Norges nationalsang. Jeg kan stadigvæk udmærket forstå, at nordmændene er glade for deres land, deres sprog, deres smukke natur og ikke mindst deres smukke flag m.m, men, menne, men det norske prisniveau i nutiden er en irriterende oplevelse for en dansker.
Heja…gamla Norge!
Tak for denne præsentation af den norske hovedstad.
Jeg under nordmændene det godt, og de viste bedre fremsyn med oliefonden, end vi gjorde i DK.
Jeg siger ofte spøgefuldt, at man skal have udgifterne til at slå til, og når jeg kun har besøgt Norge i embeds medfør, skyldes det især, at udgifterne slår alt for let til. Det er en væsentlig større udfordring i fx Grækenland 😉
@Eric: Jeg har de seneste mange år besøgt Oslo gns. 1 gang/år. Nordmændene bruger mange penge og alligevel forøges en af verdens største offentlige kapitalfonde. Mit første besøg i 1966 huskes af flere grunde. En af dem var, hvor relativt fattigt landet stadig var (efter WW2). En anderledes relativ fattigdom kan opleves på kommentatorens nuværende matrikelområde. Årsagerne til dette er flere, men klimaet er i sandhed også forskelligt fra det norske.
Det er nogle særprægede bygninger! Sidst jeg var i Oslo i år 2000 var den nye opera og alt det andet ikke bygget endnu. Der var stadig biltrafik hele vejen rundt om kajerne rundt om den gamle fæstning.
Jeg kan sådan set godt forstå, at man river hele kvarterer ned eller byfornyer, det var ikke alting, som var særlig godt før i tiden. Men hvor er det svært at følge med i beslutnngerne i vores nabo-hovedstæder, når man ikke selv rejser så meget.
Det er især overnatningerne, som kan være kostbare. Et telt kan vel klare en vis nedsættelse af omkostningerne – men alligevel, det er ikke nemt at finde en passende campingplads som ikke koster en bondegår pr. nat. Så vidt jeg husker var der for 20+ år siden to store campingpladser i Oslo, men jeg ved ikke, om de er der endnu.
En kusine boede i Oslo gennem det meste af sit liv, med en periode i Venezuela, og blev leder af marine-museet på Museums-holmen. Hun fortalte med undren at der var en privat havnefærge, som sejlede fra Centrum til Museums-halvøen og at den sejlede 10 minutter før den kommunale færge, der ikke kostede noget.
Men det virkede, der var altid kunder til den dyre færge!
@DAX: “Marine-museet på Museums-holmen” – jeg formoder, at du mener Norsk Maritimt museum (vikingeskipe – FRAM) på Bygdø. Der er ganske rigtigt sejlads fra innerhavnen. Jeg har faktisk kun sejlet turen (betalbar) en gang, nemlig i sommeren 1966, hvor jeg “debuterede” i den norske hovedstad.
Betalingsringen rundt om Oslo C (og Stockholm tilmed) decimerer biltrafikken i centrum, hvilket jeg finder behageligt. Vores skandinaviske hovedstæder – Oslo og Stockholm (jeg er kommet i dem begge siden 1960erne) – har gennemgået store forvandlinger i udvalgte centrale områder, ikke just til det smukke, men til det funktionelle i nyere tid. – Men hånden på det “arkitektoniske hjerte” kan København jo også være med, når Carlsberg, Ørestaden, Nordhavn og Sydhavn samt i det fjerne (2035-20XX) Lynetteholmen tager endelig form. 😉