Den danske film “Dronningen” har netop haft premiere. Den har allerede fået meget presse inden premieren. Det er ofte beregnende markedsføring for at så at skuffe eller efterlade en ligegyldighed eller i de mere sjældne tilfælde give biografgængeren – efter et par timer i den mørke biografsal – hovedet fyldt af indtryk og flerstrengede tanker.
Handlingen
Den midaldrende advokat Anne (Trine Dyrholm) lever et tilsyneladende kontrolleret og respekteret overklasse-liv med lægen (virolog) og husbonden Peter (Magnus Krepper) og to mindre døtre, men under overfladen ulmer frustrationen og uforløste drifter. Da den 17-årige stedsøn, Gustav (Gustav Lindh), flytter ind hos familien, drages Anne mod den forbudte relation, hvor Gustav bliver katalysator for Annes desperate forsøg på frigørelse fra frustrationen.
Pressens indtryk
Den danske film har fået en overstrømmende positiv modtagelse. Sjældent at Politiken ryder dele af sin forside med en anmeldelse.
- Trine Dyrholm leverer et mesterligt portræt af den modne kvinde, som indgår et asymmetrisk forhold med en yngre mand, samt de lavine-lignende konsekvenser som løgnen og bedraget fører med sig.
Rollen som Anne er blevet kaldt Dyrholms karrieres bedste præstation, og har allerede kastet international omtale af sig i forbindelse med, at Dronningen har været vist ved internationale film-festivaler før den danske premiere, hvor filmen høstede signifikante priser; bl.a. Sundance festivalens publikumspris i kategorien verdensfilms drama, og Göteborgs dragepris for bedste nordiske film. - Politiken: 6 stjerner; Berlingske: 6 stjerner; Filmland: 6 stjerner; Ekstra Bladet: 6 stjerner; BT: 6 stjerner; Ekko: 6 stjerner og Jyllands-Posten: 5 stjerner – Helt exceptionelt!
Tilskueren
Det er ikke fordi, at filmen genremæssigt er så meget anderledes, men det, der sker i anden halvdel, som jeg ikke vil afsløre, er måske noget nyt. Og dog, på en måde nok lidt asymmetrisk, men alligevel med en semi-logisk pointe.
Svenske Magnus Krepper er kendt fra krimier i Gøteborg-området. Han er maskulin, måske ikke den helt store skuespiller, men god til at underspille sin maskulinitet, herunder med opgivende og tvivlende vinkler, når han bøjer sit slidte ansigt og det halvlange hår forsøger at finde naturlig plads.
Den absolutte hovedrolle har Trine Dyrholm. Hvad har hun til rollen? Det korte svar: Det hele. Det benhårde, det slet skjult erotiske, det hyper-sensitive, det beskyttende og kærlige moderlige samt cocktailen af (forgæves) forsøg på at styre de voldsomme følelses-oceaner, som ingen mand – selv ikke verdens bedste på et surfbrædt – kan balancere på.
Hendes sex-scener er ikke smukke og blide, men fysisk insisterende både med sin læge-mand og med sin unge elsker i skikkelse af teenage-sønnen fra faderens første svenske ægteskab i Stockholm. Hvis hensigten er at visualisere indestængte og uforløste følelser i en fysisk rå version, er målet opfyldt mindst 100 procent.
Et aspekt, der næsten glemmes i denne fortættede atmosfære, er hovedpersonen Annes yngre søster (Stine Gyldenkerne), negleartisten, der ved et tilfælde oplever et glimt af den erotiske spænding mellem storesøsteren Anne og den unge stedsøn Gustav. Hendes manglende tilgivelse står som en stærk side-handling.
Et andet handlingsafsnit kan indrammes, fordi noget tilsyneladende banalt konverteres til noget inderligt sandt, som mange mennesker kan genkende i scenen:
Stedsønnen Gustav interviewer Anne til en båndoptager, efter at de har elsket. “Hvem var den første, du var sammen med?” – Det vil hun ikke tale om og svarer: “Somme tider er dét, der sker, og dét, der ikke må ske, det samme.”
Filmen er “Bodil-stof” og nok også kandidat til udenlandske filmpriser, siger en mangeårig filmelsker alias denne signatur. Trine Dyrholm er næppe set bedre. Filmen er afgjort – for voksne med en pose livserfaring – en billetafrivning værd.
Refleksioner
For nogle biografgængere af begge køn er handlingen mere eller mindre relevant, for nogle – måske adskillige – kvinder i forskellige aldre giver den associationer om øjeblikke i deres liv (eller snarere fortrængte ønsker om dem), for nogle mænd i forskellige aldre ligeså.
Og så er der dem, vel næppe ret mange, der har været tilskuer på et tidspunkt i deres virkelige liv til en næsten identisk oplevelse, som filmen beskriver….noget, der aldrig glemmes, uanset hvor stramt det mentale sikkerhedsbælte spændes.
Jeg fik da næsten kaffen og croissanten galt i halsen i dit skriv om Dronningen. Jeg har ikke set den, men vil gerne, Trine Dyrholm er en af mine favoritter indenfor dansk film. Måske den kommer til Cannes, det ville være fedt.
Ps. Jeg drikker nu te om morgenen og det var tørt brød her på søndagen, dog med ost på den ene fra Danmark og lavendel honning på den anden.
@fru Pia Charlotte: Jeg er selv en stor croissant-elsker, men ledsager altid med rigelig væske. Således søges også mine blogindlæg både varieret og med rigelig reflektiv “væske” til læseren, uanset emne og årstid. 😉
Det er det som gør det interessant at læse såvel dine ugentlige indlæg her, ligesom dine bøger. Jeg fik i Rom bogen information om ting jeg ikke anede før. Jeg glæder mig til næste skriv her – blomsterbarnet har sat et par timer af til et par afsnit i sin bog
@fru Pia Charlotte: Blogindlæg – såvel som mine bøger – søges altid “frisket op” med lidt faktuel viden, hvis kilder er forskellige. I “Rosen i Rom” havde jeg en outstanding kilde i skikkelse af en dansk-italiensk translatør i Rom kombineret med egen research i den italienske hovedstad. – Og rigtig fint, ifald du føler dig underholdt. 😉
Med de anmeldelser (især din) må filmen sandelig hæve sig over det lumre.
@Eric: Nogle vil sige, at vi navigerer i en artistisk gråzone. Selv vil jeg addere, at livserfaringen i en sådan situation er det absolut bedste kompas.
Lyder som en film de må ses…:-)
@Ingelise: “De” er i denne kontekst fri for fortolkning. 😉
Sorry, ‘der’ skulle der ha’ stået, i stedet for de, det gik bare lidt for stærkt.:-)
Men det var en appetitvækker.;-)
@Ingelise: Korrektion noteret. Godt med præcisionen, så blogejeren ikke skal ligge søvnløs i nat og spekulere over, hvem “de” er. 😉