Bazar Fyn

Historik

Bazar Fyn var en af Skandinaviens største indendørs basarer. Den var beliggende centralt i det såkaldte Skibhuskvarter (nordøstlig del af Odense C) i en af Thrige Electrics tidligere produktionshaller.

Basaren blev officielt indviet af  prins Joachim den 24. marts 2007 og var åbnet for offentligheden fra marts 2007. Basaren ejedes ligesom dens ‘søster’, Bazar Vest i Aarhus-forstaden Gellerup, af den århusianske byggematador Olav de Linde.

I januar 2020 lukkede den oprindelige Bazar Fyn i Odense på den store Thomas B. Thrige-grund. Den havde da eksisteret i henved 12 år og været et indkøbsmekka for såvel danske som andre etniske kunder. Det var – som ofte skrevet – en populær eksotisk oase , et slags multikulturelt samlingspunkt, i Odense City.

Det handelsmæssige indhold omfattede en masse små butikker, frisører, grønthandlere, slagtere, bagere og fødevareforretninger, Den officielle forklaring på lukningen gik på, at der var vrøvl med huslejebetalingen til bygningens ejer. Samme storentreprenør Olav de Linde har for øvrigt i nutiden (2021-23) også gang i forskelligt udlejningsbyggeri netop på den store fabriksgrund.

Nutid

Men allerede i sommeren samme år 2020 – i Coronaens smitsomme skygge – var der gode nyheder. Bazar Fyn genopstod i en kraftig decimeret uniform. De forskellige forretninger var nu skåret fra og alene fremstod det forreste område som små etniske restauranter.

Lokalet med de etniske restauranter udgør kun en mindre del af Bazar-bygningen. Illustrationen viser dybden og størrelsen med hovedporten for enden. Det viste restaurantområde var i den tidligere version suppleret med et større madmarked og alskens andre varer, hvis størrelse vel var dobbelt op (foruden restauranten). Dufte og smagsoplevelser var og er en god oplevelse.

Normalt vælger jeg den uforlignelige “Pho-suppe”. Men denne gang skulle der ske noget nyt og derfor vovede jeg en vietnamesisk pandekage alias Bánh Xeo i kulinarisk skikkelse af “kylling og champignon”.  Den tåler absolut gentagelse ved et fremtidig besøg.

Bánh Xeo

…men som nævnt er Phó (nuddel-) suppen fortræffelig og er bestemt fortsat en mulighed ved fremtidige Bazar-besøg

Et rum adskiller sig fra de andre – respektive kulinarisk-etniske boder, nemlig “dagligstuen”.  Her kan man sidde og tænke tanker, låne en bog fra reolen eller blot fordøje den fremmedartede mad.  Som ses af møblementet er der forskellige stilarter.

Telefonbokse i nutiden er mere end sjældne og der er næppe nogle, der besidder den sarte grundfarve, der befandt sig ud for et af de etniske madsteder. Apropos telefonkontakt oplevede jeg 2 gange under mit måltid, at et Wolt-bud kom forbi for at afhente mad til sulte udenbys.

 

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Bazar Fyn”

  1. Det var synd, at butiksdelen blev lukket ned. Om man har brug for noget eller ej, er det en oplevelse for alle sanser at besøge bazarer/markeder, men måske er købelysten for lille på vores breddegrader, hvor indkøbsvogn og bagagerum fyldes med plastemballerede varer i Bilka eller lignende.
    Mit indre øre kan stadig høre en af grønthandlerne på Siracusas marked råbe med stentorrøst:
    “Fragole, fragole! Un’ kilo, tre euro!” (1 kg jordbær for 3 euro).

    1. @Eric: Som ved priserne i sydlandske bazarer, eksisterer der også flere varianter af “sandheder” omkring årsagen/-rne til lukningen af det store butiksafsnit. Så vidt vides, besidder storentreprenøren Olav de Linde ikke nogen stentorrøst, men hans ord er tungtvejende og har temmelig meget at skulle have sagt på den gamle Thomas B. Thriges grund, hvor Bazar Fyn er beliggende.

      Forklarende som “manglende momsafregninger”, “uregelmæssige lejeindbetalinger”, “andre aktiviteter ønskes” etc. cirkulerede i såvel den lokale dagspresse som ikke mindst på den altid potente rygtebørs. Gætter jeg nogenlunde rigtigt, har der sikkert siddet nogle habitklædte (let gramvægt) advokater i et a/c lokale i Odense og handlet det af med nydanskere, hvis indstilling til diverse moralbegreber afviger noget fra den danske.

      Og helt rigtigt er der en vis charme ved sådanne bazar-lignende markeder. Dufte af grøntsager, fisk etc. iblandet høje råb, let skjulte betydende fakter, volatile priser etc.; du har gjort dine erfaringer mange steder i Sydeuropa og jeg glemmer f.eks. aldrig det store marked i Istanbul.

  2. Uha det var gode nyheder … Jeg troede, at der stadig var lukket, men så kan vi igen nyde en middag i den indiske restaurant, hvis ellers den også er genopstået 😉

    1. @Per Teilmann: Indisk mad er ikke lige mig, men jeg mener at kunne erindre en duft af karry i nærheden af mit vietnamesiske bord. – Velbekomme 😉

  3. Bazar Vest har jeg hørt om, men ikke om Bazar Fyn – og nu er det jo for sent; det tilbageværende spiseområde ser ikke specielt tillokkende ud – og slet ikke noget som minder om det succesrige spisested “Papirøen” (som nu er lukket/flyttet). Hvis den nye letbane kører forbi, kunne et besøg måske tænkes på et tidspunkt, men blot for at kigge.

    1. @Per Jan: Nyt for mig, at “Papirøen” er lukket ned. Og nej, Odense letbane kører ikke forbi det område. Mere om Odense letbane er scheduleret til næste søndag. 😉

  4. Først forstod jeg ikke rigtig hvad det var, der var sket, var de exotiske restauranter flyttet? Havde de dannet et bazar firma et andet sted? Var de forretninger, som lå i “Bazar”Bygningerne almindelige forretninger eller snød butikkerne kunderne og ejendomsfirmaet, hvem var det der ikke kunne løbe rundt?

    Men OK – det vigtige er at restauranterne fik lov at fortsætte måske i et andet regi og med det resultat at du kunne få den lækre ret, som er afbildet, så flot! Så flot! Det ville være en rejse værd.

    Glæder mig til at høre mere om Odense Letbane. Københavns nye letbane fra Lyngby til Glostrup ville også være et indlæg værd (og må være en rejse i sig selv, gad vide om den vil være hurtigere end de nuværende “S” busser. (Mon ‘S’ står for speed?)

    1. @DAX: Tak for attention. P.t. “Out of Office” læses din kommentar. Der er efter Bazar-indlægget sidenhen skrevet 2 andre nyere indlæg, hvoraf Letbanen pr. 28. maj 2022 er det ene: https://hulegaard.dk/bloggen er oversigten. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

63 + = 68