Vi kender det vist alle sammen. Vi leder efter noget, nogle gange længe. Til sidst finder vi så overraskende noget andet, hvis betydning egentlig lå langt inde i vores hukommelse. Illustrationen af de to billetter var mit lidt overraskende fund forleden dag på jagt efter noget andet.
Betydningen af ordet “serendipitet” kan sammenfattes som det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet.
Det var den britiske forfatter Horace Walpole, der i 1754 opdigtede ordet serendipitet. Han udledte ordet af et gammelt persisk eventyr: ’De tre prinser fra Serendip’; Serendip er et gammelt navn for Sri Lanka (tidl Ceylon).
Too much of…Første del af overskriften er livsbekræftende og indeholder positive elementer og forventninger om noget særligt. Og netop “noget særligt” var manden, der brugte vendingen og fuldendte den med ordene “…..is wonderful”.
Władziu Valentino Liberace
Forleden d. 16. maj 2019 ville han være fyldt 100 år, ifald han havde levet. På sin vis lever han stadig i manges erindringer, hvadenten det er personer i showbiz eller de millioner af personer, som kan henføres til betydningen af ordet “publikum”.
I 2013 blev filmen “Mit liv med Liberace” produceret. Den blev en stor succes og viste endnu en side af den amerikanske skuespiller Michael Douglas´ flerstrengede talent.
Handlingen er i korthed tæt på Liberaces eget liv. I 1977 møder den unge Scott Thorson den flamboyante pianist og supershowmand Liberace efter en koncert. De to får et godt øje til hinanden, og Scott bliver både Liberaces assistent og elsker. Scott nyder sit luksusliv som den ekstravagante entertainers kæreste, men snart begynder nedturen. “Mit liv med Liberace” modtog hele 11 Emmypriser, deriblandt for bedste film og bedste skuespiller (Michael Douglas). Filmen er nyligt vist på nogle TV-kanaler, hvor jeg genså den i al sin “skrækkelige pragt”. 😉
Władziu Valentino Liberace var en amerikansk pianist, entertainer og skuespiller. Han huskes bedst for at genopfinde klassisk klavermusik og præsentere det for sit publikum gennem hans mange koncerter. Liberaces far var en fransk hornspiller, der opmuntrede til musik hjemme og sønnen var vel det, man kalder et “vidunderbarn”.
I en alder af fire kunne Liberace spille næsten enhver melodi på klaveret. Da han påbegyndte sin musikalske karriere, udviklede han en varemærkeform for blanding af klassisk klaver melodi med moderne melodi. Publikum elskede denne innovation, og hans shows blev efterhånden ekstremt populære. Derudover præsenterede han sine shows iført ( mildt sagt!) eksotiske kostumer som lange tunge pels capes og opbygget grand set-ups, der omfattede udførlige indgange og udgange. Hans signatur stil var at placere en candelabrum over hans skræddersyede klaver. Han levede endda i et klaver tema overdådigt hjem, der afspejler hans flamboyante personlighed.
I fire årtier underholdt Liberace med sine koncerter og blev efterhånden verdens højest betalte musiker. Han skabte også en indflydelse på andre store musikere som f.eks. Elvis Presley og Elton John (der optrådte i Royal Arena Copenhagen igår).
Liberace, som blandt venner blev kaldt Lee og i familien lød navnet Walter, blev 67 år gammel. Han var (måske ikke overraskende) HIV-smittet og døde på grund af et svækket immunforsvar som følge af sygdommen AIDS den 4. februar 1987. Den officielle dødsårsag var “lungebetændelse”. I 1980erne, hvor sygdommen brød ud i store dele af verden, var den omgivet med både skam og frygt; noget, der senere gennem massiv oplysning og ikke mindst forskning har ændret sig.
Tivolis koncertsal – maj 1981
Hans (vistnok) eneste koncert i Danmark kunne en fyldt koncertsal opleve en lun majaften i Københavns Tivoli, nærmere bestemt 14. maj 1981. Min (daværende 2en) hustru var gammel fotomodel, havde haft nogle mindre filmroller og ikke mindst været (italiensk) tolk, når nogle af de filmiske kanoner fra Sydeuropa gæstede Wonderful Copenhagen. Hun var via flere af sine kontakter i disse nævnte fora i god tid blevet gjort opmærksom på “hans komme”.
“Vi må opleve ham, jamen vi må da, selvom du…(hun kendte min daværende meget homofobiske tilgang)”. Og så blev der handlet. To billetter. Jeg har haft den oprigtige fornøjelse at opleve verdensstjerner såvel i København som på det europæiske kontinent og Storbritannien.
Jeg indrømmer det gerne…stadigvæk. Liberace var noget særligt. En artistisk profil, der med rette kunne smykke sig (hvis der ellers var plads til det 😉 ) som verdensstjerne. Meget er glemt, men noget huskes livet ud. Hans ord til det begejstrede publikum efter ekstranumrene med sit kraftigt sminkede og professionelt smilende ansigt….
Too much of a good thing is wonderful
Han var bare skøn, uanset hans seksualitet og vildt overdrevne kostumer og smykker, så var har en formidabel entertainer.
Oplevede ham desværre ikke live, men så en parodi på ham af en af mine yndlings kendisser Volmer-Sørensen i Cirkusrevyen i ’81 lave en glimrende parodi på ham. og det var heller ikke kedeligt.;-)
@Ingelise: Jovist, Volmer-Sørensen kunne mange ting. 😉
Hule, du må gerne redigere i mine kommentarer, hvis du opdager, jeg gentager mig, jeg læste åbenbart ikke korrektur, sorry! 😉
@Ingelise: Ingen behov for korrektion. Jeg kender dig og forstår dine ord. 😉
J
Tak for at berige mit ordforråd 🙂 Desværre er det et teflonord, jeg ikke har en chance for at huske.
Desværre oplevede jeg kun Liberace i glimt på fjernsynet, men i dag har vi (heldigvis) YouTube. Jeg hæftede mig ved mellemnavnet “Valentino” og søgte lidt for evt. at finde en historie bag.
Den fandt jeg så ikke og måske alligevel, for
faren var italiener, ikke fransk hornspiller. Han spillede “French horn” (valdhorn) og deraf måske misforståelsen.
@Eric: Den italiensk-fødte valdhorn musiker ville nok have sig betakket for at blive kaldt “fransk”. Liberace – himself – ville have smilet sit overdådige manierede smil, lavet nogle sproglige overgange, medens lysestagerne rystede på pianoet og spillet noget “middelhavsmusik” som en provokatorisk overgang. Også jeg har betragtet ham på YouTube. Tro mig – her er/var et eksempel på stor forskel. Som fremgik af illustrationen sad vi rimelig tæt på hin majdag for næsten nøjagtig 38 år siden.
“Teflonord” er et velvalgt udtryk….afgjort! 😉
Jeg husker Liberace spille en Chopin Nocturne (Ges-dur) engang jeg sad med radioværter i redaktionen og ventede på et-eller-andet. Den vilde pels med stropper under armene og de mange ringe og så videre gjorde at mine kolleger diskuterede om man kunne tage ham alvorligt. Da han spillede nævnte Chopin-nocturne tillod jeg mig at sige at *noget måtte der jo være, og at der jo måtte være flere ting, som gjorde at han var en populær entertainer – shockerende kostumer gør det ikke alene.
Men det er det eneste smukke stykke musik, jeg hørte ham spille. Meget af tiden brugte han på at spille kliché boogie og “underholdende” pop.
Når man så hørte hvor ubesværet expressivt han spillede den lille Chopin-nocturne, så undrede man sig over at han ikke valgte flere Chopin stykker.
Måske har du ret: Han formåede at formidle klassisk musik til nogen, der ellers ikke ville høre det, fordi han samtidig viste at han kunne andre mere populære rytmiske ting.
@DAX: Måske lidt i stil med Victor Borge vidste de begge, hvad de kunne. Men også, hvad det brede publikum efterspurgte. I sidstnævnte lå pengene….og det blev til millioner over årene for dem begge. Det var musik og så entertainment….vel egentlig var musikken mestensdel pakket solidt ind i entertainment(et). 😉