Danmarks store statsmænd
Lad det være sagt indledningsvis: Der er bøger, som læses med større eller mindre interesse. Der er bøger, som man(d) nærmest glæder sig til at læse. Der er bøger, der nærmest omfavner læseren i spænding og med en nærmest magnetiserende substans. Det er sjældent, at hele klaviaturet er til stede. Et sådant eksempel er dagens bogrefleksion. Efter biblioteks-syn besluttedes hurtigt, at dankortets magnetstribe igen skulle motioneres. Dette til trods for, at bogen også rummer en del fejl, herom senere.
Danmarks store statsmænd
Hvem er statsmænd, og hvem er bare politikere? Forfatteren og historikeren Mads Qvortrup er ikke i tvivl: Siden 1901 har Danmark haft 26 statsministre, og kun fire af dem rager virkelig op og gør sig fortjent til betegnelsen ‘store statsmænd’ - Thorvald Stauning, Jens Otto Krag, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen.
Bogens hovedessens er, at disse fire mænd satte politiske fodaftryk, som deres efterfølgere måtte acceptere, også selvom de var politiske modstandere. Stauning etablerede demokratiet, Krag grundlagde velfærdsstaten, Schlüter reformerede den, og Anders Fogh gjorde op med kulturradikalismen, ekspertvældet og Socialdemokratiets dominans.
Statsminister i et lille landÂ
De store landes ledere har oftest økonomisk og militær magt. Derfor kan de gennemtvinge deres ønsker ved en blanding af trusler, tvang og militære tæsk. Den mulighed har et lille land ikke. Uden militær endsige økonomisk magt er det kun diplomatiske evner, kløgtigt bluff, charme og politisk behændighed, som kan give statslederen fra et lille land et modspil over for de store. Denne mekanisme ses med mellemrum i EU-sammenhæng 
.
Mads Qvortrup noterer sig især, at Stauning, Schlüter, Krag og Fogh kunne og udførte noget som ingen andre, primært fordi de ændrede den måde, vi tænker på.
Den mindre gode statsminister
Hvad er det så, der gjorde de andre statsministre ringere? Forfatteren fremhæver eksempelvis, at Anker Jørgensen var passiv, da Knud Heinesen fortalte om den økonomiske afgrund. Anker J. handlede ikke - det gjorde Hilmar Baunsgaard heller ikke. At slå til i det rigtige øjeblik er en vigtig kvalifikation. Men hvad så med Schlüter, der totalt fejlvurderede Tamilsagen og selv kun slap fra at blive dømt ved Rigsretten, fordi Folketinget lod ham slippe af krogen?
Korrektioner
I bogen medgives et rettelsesblad omkring Uffe Ellemann-Jensens, der afviser at stÃ¥ bag pÃ¥standen om, at nu afdøde Svend Auken var pÃ¥ valium under valgkampen 1990. Samme Uffe E-J anfører, at udtalelsen stammer fra den (afdøde i 1994) konservative politiker Lars P. Gammelgaard.Â
Men der kunne godt være lagt flere rettelsesblade ind. Blandt de mest graverende er forkert dødsÃ¥r for H.C.Hansen (pag. 113) ikke 1959, men 1960 samt (pag. 225), hvor Ã¥rstallet 2003 skulle være 1993 (omkring Tamil-sagen). Forskellige andre “tyrkfejl” burde være undgÃ¥et. Ligeledes fremhæves flere gange Konservativ Ungdoms uniformering i 1930erne uden at medtage, at de samme sÃ¥s hos sÃ¥vel Socialdemokratiet som DKP. - Et eventuelt genoptryk af bogen bør rette op pÃ¥ disse.
Refleksion
Blogejeren har længe synes intuitivt godt om forfatteren, der ofte leverer fortrinlige TV-kommentarer/-bedømmelser fra Storbritannien. Det betyder dog ikke, at blogejeren - og garanteret mange andre - er enig med forfatterens valg af “Danmarks store statsmænd”, som Mads Qvortrups bog af samme navn hedder.
Forfatteren krediterer tydeligt de fire udvalgte på en - måske for - rosenrød baggrund af meritter. Tydeligt er forfatterens fascination af relativ samtidige som J.O.Krag. Der savnes måske også noget balance i forhold til en reel vurdering af nuv. NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, hvis politiske håndværk absolut bør rankes over middel, men reelt skabt også på en noget svag oppositionel baggrund og et parlamentarisk flertal, modsat f.eks. konditionerne for Poul Schlüter (og Anker Jørgensen). Poul Nyrop synes forfatteren heller ikke at have særlig meget til overs for trods SR-regeringens især åbenbare resultater for så vigtige områder som økonomi og beskæftigelse.
Har forfatterens baggrund i det engelske skolesystem og senere som kyndig iagttager af Storbritannien forblændet ham i relation til “Blair-spinnet”?
Alt i alt er det en vedkommende og spændende bog. Enhver dansker kan forholde sig til den og mange af argumenterne og synspunkterne.
Som en inspirerende parallel til bogens tema opstillede Berlingske.dk nogenlunde samtidig med bogens udgivelse en sammenligning, hvor 28 forskellige historikere og politiske eksperter m.m. udfra forskellige parametre skulle vælge de bedste statsministre (og de var bestemt ikke helt enige med forfatteren) - linket er
http://www.berlingske.dk/article/20090407/politik/90323062/
Blogejerens eget begrundede valg af 4 største danske statsministre er >>>> * < <<< nogle læsere er enige, andre sikkert lodret uenige afhængig af parti-tilhørsforhold samt diverse objektive og subjektive synspunkter .
Og endelig kan det ærgre blogejeren, at han grundet rejser er forhindret i at følge Mads Qvortrups forelæsninger på SDU (Syddansk Universitetscenter) på givne datoer i efteråret 2009 om emnet og bogen.
(ISBN 978-87-21-03433-7 - udkom 19.05.09 på Borgens Forlag)