hulegaard.eu

February 28, 2008

Møde i investeringsforeningen

Filed under: Økonomi, Bank, Investering, Carsten Koch, BRIK-lande — hulegaard @ 4:33 pm

Det grå guld er samlet med tryk på både grå og guld. “Overskuds-mennesker”, der med deres (delvis) egne tandsæt bearbejder et stykke velkomst-chocolade, tilbudt i bytte for adgangsbilletten ved indgangen til Radisson SAS hotellet.  De taler dæmpet og kultiveret med hinanden i foyeren, i bedste (finansielle) tråd med Den Blå Banks grundkoncept.

 Vi er langt fra forhøjede straframmer, bilafbrændinger, skallenikning og varieret gadeuorden….ganske lang fra!

Konferencesalen er næsten fyldt. Der er modtaget ca. 3.000 tilmeldinger over to dage. Investeringsglade og -interesserede danske bedsteborgere ser to herrer i “bank-uniform”: Sortgrå skræddersyet habit, kridhvid, strøget skjorte og et silkeslips i diskret mønster og grundfarve. Signalerne skal være diskrete, så der ikke skabes unødig forvirring, når kurserne går op og ned :-) .

Denne blogejer har fra sin børneopsparing :-)  en beskeden portefølje i denne investeringsforening, nok til at kvalificere sig til 1,5 times finansielle guldkorn og efterfølgende buffet m.m.

Carsten Koch

Den tidl.socialdemokratiske minister er velkendt. Han taler som foreningens formand i ca. 60 minutter.  Det bliver hans sidste show i dette regie, eftersom han fratræder for bl.a. at hellige sig jobbet som formand for regeringens skattekommission.

Han fører verbalt den artige forsamling igennem forudsætningerne for årets udbytter. Vi hører om faldne tider for aktier, bedre tider for obligationer, langtidsinvesteringer, risikoprofiler, recession, lange- og korte renter, hovedstol, købekraft, puljeafkast, aktivsammensætning; altsammen emballeret med ledsagende - forsøgt pædagogisk udformede - power-points.

Jeg skal undlade at citere yderligere, blot henvise til den gode gamle “investerings-vise”: Sammensæt bredt og hav tålmodighed med aktier.

Havde Carsten Koch kortet sin “forelæsning” med ca. 15 min. og talt lidt langsommere, havde foredraget været “en fin investering”, måske var han på timebetaling (tænkte jeg..og sikkert andre også :-) ).  Generelt finder jeg ham umiddelbart sympatisk og forholdsvis troværdig modsat visse andre gebyr-gribbe i den nålestribede branche, hvor man ofte tager sig selv lige så alvorligt som kompleksiteten i begrebet “profitmaximering” :-) .

Refleksion

Efterfølgende var der stor investeringslyst til den pæne buffet i foyeren, der blev skyllet med rød- eller hvidvin. Talen imellem mundfuldene og fordøjelsen afslørede, at dette borgerlige segment har forstået højkonjukturens afslutning for denne gang. 

Receptionshankene (til vinglaset) påsat tallerkenerne skulle stå deres prøve, når de (investerings-)sultne gæster flere gange returnerede til den fristende buffet. Samme udfordring venter fremtidens dristige investorer i et endnu mere komplekst marked af BRIK-lande, oliepriser, naturkatastrofer og ….held.

Powered by WordPress