hulegaard.eu

February 28, 2008

Olof Palme

Filed under: Politik, Sverige, Olof Palme, Attentat, Stockholm — hulegaard @ 9:00 am

Det siges, at vi husker, hvor vi var, når store begivenheder indtræffer.  Jeg erindrer tydeligt aftenen d. 28.februar 1986.  Jeg sad i mit hjemmekontor, da min (daværende) hustru kom ind og fortalte mig, at “de si´r i radioen, at Palme er skudt!”.  Hendes politiske interesse og sans matchede ikke hendes ellers intelligente og impulsive tænkemåde, men hun kendte via kontakter en del til Stockholm og forstod, at dette var “historie”.   Jeg rejste mig og rettede hende lettere (erkendt) chokeret med ordene “der er flyttet på verdenshistorien”.

22 år senere kan mit statement lyde lidt grinagtig i sin højtidelighed, men reelt var der en flig af sandhed i mit udbrud.

Olof Palme

30/01/27-28/02/86

Palme var svensk statsminister i perioderne 1969-76 og 1982-1986 (til sin død).  Han var formand for sit parti fra 1969 til sin død.  På den verdenspolitiske scene var han  den første blandt den vestlige verdens ledere, der på engageret vis gik imod USAs krigsførelse i Vietnam. Også Franco´s fascistiske styre i Spanien fik megen oral modstand fra Palme. Hans ligesindede på den europæiske socialdemokratiske scene Willy Brandt (Vesttyskland) og Bruno Kreisky (Østrig) tog gennem “Socialistisk Internationale” aktiv stilling og forsøgte mægling i globale konflikter, hvoraf Iran-Iraq-krigen og apartheid bør fremhæves.

Højrefløjen i den vestlige verden kritiserede ham hårdt ( med rette ?) for en enøjet kritik og international politisk aktivitet.

Refleksion

Scenen er Helsingborgs kendte ”Kärnan”. Min svenske yndlingsby. Det blå-gule svenske flag bølger fra talrige flagstænger i den milde sensommerluft. Tiden er i midt-70erne.  Jeg er kommet i god tid og alligevel er der allerede stor trængsel.  Det lykkes mig at komme relativ tæt på talerstolen ved nederste balkon på borgen.  Et menneskehav af x-tusinde bølger.  Så kommer han. Olof Palme,  Sveriges statsminister. Et politisk, internationalt ikon - måske på toppen af sin karriere.

Allerede 2-3 sætninger inde i sin tale har han varmet den bølgende menneskemasse op.  De fanatiske og lynende øjne med de buskede øjenbryn og den indtrængende stemme husker jeg til min dødsdag. Hvad han sagde, er glemt. Men sceneriet  er brændemærket på min indre harddisc.

Denne politisk og personligt meget sammensatte statsminister, vel den største i politisk international format, som Skandinavien nogen sinde har fostret. Socialisten med et adeligt stamtræ, uddannet på universiteter såvel inden- som udenfor Skandinavien, idealist og dog realist, blændende taler og folkeforfører? og - ihvertfald i den internationale sværvægtsklasse!

Enig eller uenig i Palmes synspunkter - statsmandens glans skinnede ud over de tusinder denne gyldne sensommerdag….og ved mange andre lejligheder.

Sammen med sin mentor - (forgængeren) Tage Erlander - repræsenterede han - modsat sine efterfølgere -  en tyngde af politisk forståelse for såvel “folkehemmet” som den globale geopolitik orkestreret af en intellektuel substans i en sjælden (politisk) vægtklasse med et generøst drøs af den substantielle betydning af ordet “karisma” :-) !

Mon mordet på hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan i det centrale Stockholm kl. 23.21 i dag for 22 år siden nogensinde bliver opklaret?

Nej….vel!

Powered by WordPress