hulegaard.eu

February 27, 2011

Aristokraten, som blev socialist

Intet i hans liv var så smukt som den måde, hvorpå han forlod det. Sådan hedder det om en henrettet statsmand i Shakespeares drama om den skotske middelalderlige Macbeth.

Med Olof Palme forholder det sig lige modsat. Det brutale mord på Sveavägen i Stockholm en februaraften for nøjagtig 25 år siden har indhyllet hans liv i et dunkelt skær. Hans liv er så at sige kommet itl at at stå i skyggen af hans død.

Der kan ikke formuleres noget enkelt eftermæle over Palme. Aristokraten, som blev socialist. Individualisten, som blev leder af Sveriges største politiske kollektive bevægelse. Litteraturelskeren, som kom på kant med forfatterne. Vennen af Amerika, som angreb USAs regering. Antikommunisten, som omfavnede Fidel Castro.

Selvmodsigelserne hos Olof Palme er også selvmodsigelserne i hans tid. Hans liv tilhører det korte, stormfulde 1900-tal, og han havde større andel i århundredets afgørende konflikter end nogen anden skandinav i sin generation.

Aristokraten, der blev socialist er en bred, flydende og rig beretning om et fascinerende menneske og politiker, personerne omkring ham, den nation, han var leder af, og den internationale arena, han indtog med lidenskab og selvfølgelighed.

Indlæggets starttekst er et cirka citat fra den ultimativ bedste bog om Olof Palme, skrevet af Henrik Berggren, der udkom på Politikens forlag i sept. 2010.

Henrik Berggren, forfatter, journalist og lederskribent på Sveriges store hovedstadsavis Dagens Nyheter, har sat sig for at skrive den ultimative Palme-biografi, der kan forløse mystikken og få et menneske og en politiker frem, som vi kan forholde os til frigjort fra mindekultur og dæmonisering. Det er der kommet en murstensbiografi på knap 700 sider ud af.

For enhver, der har fulgt svensk politik i årtier, herunder blogejeren, er bogen en lækkerbidsken. :-)

Bogens indhold

Hele dens mission har været at give et psykologisk tværsnit af magtmennesket Olof Palme. Og forfatteren bidrager med en række originale tolkninger og konklusioner, som givetvis vil have varig betydning for Palme-opfattelsen.

Berggrens udgangspunkt er, at svenskerne og vi må indse, at Palme tilhørte en anden tid. Han er nu indkapslet i den epoke, som benævnes ”det korte 1900-tal”, og døde tre år før Berlin-Murens fald. Stridsmanden Olof Palme fik så at sige sine kampår i en tidslomme. Hertil kommer, at Palme ikke var nogen systematisk teoretiker. Han efterlod sig ganske vist tusindvis af taler og artikler, men ikke noget samlet værk, hvori Palme sammenfattede sine ideer.

Da Olof Palme blev statsminister efter Tage Erlander, var det slut med landsfaderfigurer i Sverige. For Palme var politik nemlig lig med konflikt. Hele sit liv var han afhængig af tydelige fjendebilleder for at få adrenalinet til at bruse. I samme kontekst er det interessant at følge forholdet mellem Erlander og Palme; et nærmest pseudo-lignende far-søn forhold, der f.eks. ikke genkendes i dansk toppolitik.

Palme genererede fjendebilleder, polariserede det politiske rum og kløvede det svenske politiske landskab på langs. Vel næppe nogen, der blot har nogle få minutters kendskab til vort broderland Sverige og ikke mindst i en reflektiv variant erindrer 1960erne og til Palmes død, vil bestride disse noget kantede udsagn.

Et eksempel var Palmes fjendskab med den konservative partileder og begavede Ulf Adelsohn. Sidstnævnte erindres som en markant Högern/Moderaterne-leder og tidl. Stockholms-borgmester. En forgænger som partiformand til den senere yderst selvbevidste statsminister Carl Bildt (nuv. udenrigsmin.) og i nyere tid den mere beherskede personprofil alias den nuværende svensk statsminister Fredrik Reinfeldt. Under en debat i rigsdagen karakteriserede Palme Ulf Adelsohn som »en fremmed fugl« i svensk politik. Der skete en omgående kobling til Adelsohns jødiske baggrund, og så var den politiske skandale en kendsgerning. Blot medtaget i denne kontekst som et eksempel.

Palmes forhold til socialdemokratiske samtidige toppolitikere, herunder ikke mindst den ældre og meget magtfulde finansminister Gunnar Sträng og den mindre barske Torsten Nilsson centrifugeres også på bedste vis. Det samme gør hans relationer til mere jævnaldrende som det ambivalente forhold til den senere - også særdeles selvbevidste - finansminister Kjell-Olof Feldt og den mere adaptable og gennemhæderlige, noget tørre Ingvar Carlsson, der blev Palmes efterfølger som statsminister.

Det opleves her, at bogen viser en af sine styrker, nemlig ved at understrege den alt for ofte undervurderede faktor: Politikeres gensidige personlige kemi. Selvom det kan forekomme “udenfor teksten”, strejfer bogen også Palmes forgænger Tage Erlanders personlighed og hans forhold til samtidige såvel i Socialdemokratiet som oppositionen. Relationer, der også havde en afsmittende virkning på Palme og hans senere tid i “Rosenbad”. Endelig kan vel nævnes Palmes forhold til hele “kooperationen Socialdemokratiet”.

Bogens forfatter sammenligner (pag.278) mesterligt Olof Palme med tre samtidige vestlige kendte politikere, som enhver, der erindrer dem og hvad de stod for såvel nationalt som internationalt, kan nikke genkendende til.  Sammenfaldet af evner som ungdom, progressivitet, begavelse, uddannelse samt især internationalt vidsyn gjaldt også for disse tre (nu afdøde), nemlig Pierre Trudeau (Canada), Jean-Jacques Servan-Schreiber (Frankrig) og Robert Kennedy (USA). Især ligheden mellem Robert Kennedy og Palme bliver diskuteret med træfsikkerhed i bogen.

Meget andet kunne nævnes fra den fremragende bog som Palmes familieforhold i flere generationer, uddannelsesbaggrund i Stockholm, forhold til inden- og udenlandske politikere og sidst, men sandelig ikke mindst, hans grundmorbus, hans egen sindstilstand.

Bogen slutter:”(….) Nogle meter fra indgangen til tunnelbanen, lige uden for en stor farvehandel, dukkede en mand op bag dem. Han affyrrede to skud. Et af dem ramte Olof Palme i ryggen. Det andet strejfede Lisbeth. Morderen forsvandt fra gerningsstedet af Tunnelgatan og op af de trapper, der fører til Malmskillnadsgatan.

Sveriges mest internationale politiker døde i hjertet af den by, han havde levet hele sit liv - mindre end en kilometer fra sit barndomshjem, cirka hundrede meter fra det socialdemokratiske partihovedkvarter på Sveavägen og ved siden af den kvinde, han havde været gift med i næsten 30 år.”

Refleksion

Bogen bør være en selvfølge for enhver, der interesserer sig for såvel Palmes liv, vores politiske tidsalder i Skandinavien samt svensk politik i 1900-tallet (og nutiden!).  Den 642 siders store bog danner også en yderst kvalificeret baggrund, når dagen i dag - mandag d. 28. februar 2011 - mindes 25-året for drabet på den 59-årige Sven Olof Joachim Palme på åben gade i Stockholms centrum.

Det stadig uopklarede mord har været genstand for talrige teorier og spekulationer, men ingen er indtil nu domfældet for mordet. Nylig har en teori om tidligere jugoslavere (serbere) som impliceret været fremført. Før denne en mulighed af indblanding fra den sydafrikanske efterretningstjeneste.  Ja, selv højrekræfter i Sverige var været nævnt utallige gange, hvortil kommer kurdisk-relaterede forhold, årsagsrelationer i forbindelse med Bofors-bestikkelse i forbindelse med ordrer til Indien og mange andre mere eller mindre eksotiske og ikke mindst troværdige alternativer.

Der er skrevet og talt i terrabytes af ord og sætninger om Olof Palme og mordet på ham sidenhen. Det vil fortsætte. Blandt de mere underholdende supplementer kan filmen “Den sidste kontrakt” (1998) med den britiske Michael Kitchen og flere svenske stjerneskuespillere som Mikael Persbrandt og Pernilla August danne en reflekterende baggrund for mordet.

I den mindre spektakulære stil kan adderes, at der såvel under 2. verdenskrig som ikke mindst i efterkrigstiden var en blandet oplevelse af Sveriges neutralitet, der reelt blev kraftigt decimeret, da Sverige blev EU-medlem i 1995.  Den kolde krig var nærmest et perfekt politisk miljø for den svenske neutralitet, der i tiltagende grad søgte at formidle fred og udøve en større humanitær indsats over hele verden. Det lagde også grundstenen til den forholdsvis store indvandring i Sverige.

I dette komplekse nytænkende politiske univers var Olof Palme såvel initiator og inspirator; på sin vis var det måske i virkeligheden hans politiske livsopgave mere end at reformere og optimere det i forvejen relativt velfungerende svenske “Folkehem”.

Med til den komplekse helhed af Palme-tiden hører også, at den svenske økonomiske topplacering hos OECD reelt begyndte sin stagnation i midt-1970erne. Hvor meget der skyldtes fejlagtig regeringspolitik og hvor der var konjukturbestemt, tilhører som altid det klassiske politisk-økonomiske slagsmål.  Men denne næsten konstant nedadgående økonomiske svenske tendens bøjede faktisk først i nyere tid til positive takter, således at Sverige igen tilhører top-10 listen hos OECD.

———

Scenen er Helsingborgs kendte ”Kärnan”. Borgen i den ene af mine tre svenske yndlingsbyer (Helsingborg, Stockholm og Göteborg). Det blå-gule svenske flag bølger fra talrige flagstænger i den milde septemberluft. Tiden er midt-70erne.  Jeg er kommet i god tid og alligevel er der allerede stor trængsel.  Det lykkes mig at komme ganske få meter fra talerstolen ved nederste balkon på borgen.  Et menneskehav af x-tusinde bølger.  Det mærkes som noget nærmest u-skandinavisk. En fortættet stemning som på et stadion før en stor finale. Og så kommer jublen, ja nærmest brølet fra x tusinde…….

…..han kommer, jubelbrølene stiger i intensitet. Hovedpersonen er Olof Palme,  Sveriges statsminister. Et politisk ikon. En statsmand med internationalt vidsyn, vel den største skandinaviske politikerprofil i efterkrigstiden - og på det tidspunkt på toppen af sin karriere.

Allerede få sætninger inde i sin tale har han varmet den bølgende menneskemasse op. De buskede øjenbryn og den indtrængende stemme, de mimiske udtryk, hans kendte strøg af hovedhår fra panden, hans sekunders veltilrettelagte kunstpauser og ikke mindst de engagerede, ja nærmest fanatisk lynende øjne huskes til min dødsdag. Hvad han sagde, er glemt. Men sceneriet er brændemærket på min indre harddisc med livsvarig garanti. 

Mon mordet på hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan i det centrale Stockholm kl. 23.21 i dag for 25 år siden nogensinde bliver opklaret?  

Knappast….eftersom…..just…..exakt……!

Bog: OLOF PALME - Aristokraten, som blev socialist - ISBN 978-87-567-9744-3

Illustr.:  Bogforside øverst (Internet)

Foto: Mindeplade på Sveavägen, Stockholm centrum (Erik Hulegaard)

Next Page »

Powered by WordPress