hulegaard.eu

September 16, 2010

Svenskheden på valg 19. sept. 2010

Har man fulgt svensk landspolitik fra en dansk tilskuerplads siden midt 1960erne, noteres anderledes blå og gule mærker på hr. og fru Svenssons politiske krop i disse år. Ja, dette valg såvel til Riksdagen som til 290 kommuner i 21 län søndag d. 19. september 2010 vil om noget vise, hvor blåt eller måske rødt, som farven skal være de næste tre år (og måske længere) på de knap 9,4 mio. svenskere.

I Sverige betyder den frie normeringsret, at et opstillet parti ikke behøver x antal stillere eller underskrifter. Det forklarer de mange minoritetspartier, hvor især Sverigedemokraterne, Piratpartiet og Feministisk initiativ (med eks-Vänstern-lederen Gudrun Schyman) medvirker til et mere end blå-gult politisk billede i valgkampen. Afstemningsproceduren med forudtrykte kort med partinavne adskiller sig totalt fra de danske valglister. Og endelig modsat Danmark synes det borgerlige Sverige at centrere sig om de større byområder, med Malmø som eneste rød undtagelse.

Riksdagen - Stockholm

Valgtemaerne
Politikere er sjældent til at standse, når den politiske tale-diaré modtages.  Næsten ethvert emne, der kan kapre stemmer, omsluttes med en kærlig akkuratesse og (semifalsk) interesse. Så skifter scenen til nye vinkler og statistikker, der lægger ansigterne hos dem selv og deres talsmænd/kvinder i nye betydningsfulde folder. Men filtreres ordstrømmen af løfter og argumenter, er tre emner fremherskende i denne svenske valgkamp.  For det første den svenske ungdomsarbejdsløshed, der faktisk er en af Europas højeste.  For det andet skatten, herunder skattelettelser til hvem og med hvilken afledt effekt. For det tredje er emnerne ”integration og indvandring” omsider dukket op på den politiske dagsorden ved dette valg.

Tre partier og de andre
Det forestående valg viser med al tydelighed, at tre partier løber med det meste opmærksomhed af forskellige grunde. For helt at forstå dette bør man hæfte sig ved det mærkelige begreb ”svenskheden”.

En sammenligning mellem dansk- og svenskheden viser overraskende store forskelle. Danskheden defineres af mange som et bestemt sprog, religion, etnicitet o.lign.  Siden midten af 1800-tallet og frem til 1990erne var danskerne ikke vant til indblanding af fremmede kulturer.

Svenskheden kunne derimod siges at være langt mere internationalt orienteret. I nogen grad skyldes det den neutrale status. Åbenheden overfor andre kulturer er også noget, som mange svenskere faktisk er stolte af. Derfor opleves f.eks. en relativ stor indvandring af fremmede kulturer ikke på samme byrdefulde måde, som det gennem decennier er blevet i Danmark.

Tre partier – Moderaterne, Socialdemokratiet og Sverigedemokraterne – er afgjort valgets store hjørnestene af forskellige grunde.

Alliancen
Det absolut største borgerlige parti Moderaterne (ca. 27 pct.) danner hovedhjørnestenen i den første flertalsregering (”Alliancen”) i 25 år på 178 mandater ud af Riksdagens 349. Partiet har en mangeårig historie i svensk politik; i tidligere tider oplevet som Socialdemokratiets største rival under navnet Högern, med en klar konservativ profil.  Denne er dog de seneste år rykket mod midten.  Det er slut med elitær konservativ Stockholmer-politik.  Såvel statsminster Reinfeldt som hans kontroversielle finansminister Anders Borg og i nogen grad (tidl.statsminister) udenrigsmin. Carl Bildt har formået at profilere semi-borgerlig politik med absolutte resultater.  Alene Sveriges balance under den seneste verdensomfattende økonomiske recession har været bemærkelsesværdig. Når det bærende parti i Alliancen synes at have en vis succes, skyldes det også (som Venstre i DK) en til tider nærmest socialdemokratisk light politik. Det store regeringsbærende Moderatene har været loyalt støttet op af de små partier Centerpartiet (ca. 8,6 pct.), Folkpartiet (ca. 7,9 pct) og Kristdemokraterne (ca. 6,3 pct.). Sidstnævnte tre partier spås et beskedent valg denne gang.

Sosserne og de andre

Vi kan ikke vente”  sådan lyder det svenske socialdemokratis valgslogan. Enhver, der erindrer “sossernes” historie og sejre fra 1930erne frem til starten af dette århundrede, vil forstå dette slogan. Partiet (ca. 27 pct.) har leveret nogle skarpe profiler, hvor Tage Erlander og Olof Palme suverænt står i forreste række. Siden har lederprofilerne unægtelig haft en anden tyngde. 

Havde det ikke været for nogle Toblerone chokoladestænger, et par udlejningsbiler og andre private indløb for i alt 53.000 kr. indkøbt på et ministerkontokort primo 1990erne, havde den nu 53-årige Mona Sahlin allerede dengang efterfulgt Palmes efterfølger, den hæderlige, men ukarismatiske Ingvar Carlsson. Sandsynligvis var hun blevet Sveriges første kvindelige statsminister i 1990erne. En arrogant, pamperagtig, men kompetent Göran Persson blev så statsminister i en næsten 10-årig periode, indtil han tabte til de borgerlige og Reinfeldt flyttede ind i Rosenbad-magtcentret ved Riksdagen.

Aktuelt er Socialdemokraternes problemer ikke blot Moderates succes.  Det kan unægtelig diskuteres, om Mona Sahlin er den rigtige spidskandidat aktuelt for partiet. For mange ”sosser-vælgere” (og andre) fremstår hun – trods sit nærmest stigmatiserede smil – noget pamperagtigt. Om den svenske vælger og udenlandske observatører kan lide det eller ej, er det i høj grad både et spørgsmål om såvel værdigrundlag som ikke mindst personer. Det langt mere autoritetstro (sammenlignet med danskerne og hollænderne) Sverige har det tilsyneladende “bra” med den lidt stive statsminister Fredrik Reinfeldt.

Oppositionen af Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet udgøres indtil valget d. 19. sept. 2010 af 171 mandater. De to andre partier Miljöpartiet (ca. 8,4 pct.) og Vänsterpartiet (ca. 6 pct.) står for henholdsvis miljøspørgsmål og en socialistisk-kommunistisk linie.

Sverigesdemokraterne
Den politiske platform kan i nogen grad sammenlignes med DF i Danmark. Men modsat f.eks. nederlandske Geert Wilders og danske Pia Kjærsgaard har den 31-årige svenske partileder Jimmy Åkesson ikke just samme gennemslagskraft. At partiet spås et godt valg ( ca. 6,3 pct., dvs. over spærregrænsen på 4 procent til Riksdagen) skyldes i væsentlig grad, at flere og flere svenskere taler højt og erkender, at integrationen af ”nysvenskere” bestemt ikke er nogen total succes.

Der er forskellige opgørelser af antallet af flygtninge/indvandrere i Sverige. Men ca. 14,7 procent af svenskerne er ”nysvenskere” (ca. 7,5 procent er ”nydanskere”). Det kan vel konstateres, at det anti-monokulturelle samfund i Sverige debuterede i Palmes regeringstid (1975).  De mange ”ny-svenskere” har (ligesom i andre europæiske samfund) oftest klumpet sig sammen i bydelssamfund, hvoraf nogle er nærmest ghettolignende i de tre største svenske byer Rinkeby (Stockholm), Biskopgården (Gøteborg) og Rosengården (Malmø).

Medens de øvrige partier i Riksdagen stort set afviser integrationsproblemer, tyder Sverigedemokraternes forventede valgsucces på det modsatte. Det danske politiske billede af både socialdemokratiske og borgerlige vælgere, der er overgået til DF grundet de kontroversielle flygtninge/indvandrerforhold, synes at vise sig også i Sverige. Substansen er 2-leddet. Hvor mange udlændinge uanset fraflytterland, religion osv.kan et land som Sverige (og Danmark) assimilere og hvordan håndteres integrationsprocessen. Hertil kommer ønsket om åbenhed og realisme overfor begge led. Sidstnævnte kostede den danske SR-regering magten i 2001.

Refleksion
To af Danmarks forholdsvis nære naboer og ikke mindst handelspartnere Nederlandene og Sverige er temmelig forskellige lande. Det ved enhver, der fulgt begge nationer nøje siden 1960erne. Sammenfaldende fremstår de dog begge som tolerante overfor andre etniciteter og i sandhed langt mere internationalt indstillede end f.eks. danskerne.

Alligevel – som blogejeren forudså til det hollandske/nederlandske valg ( http://blog.tv2.dk/hulegaard.dk/entry373364.html ) – opleves en markant ny-positionering af fremmed-fjendske partier i disse to lande.  Wilders frihedsparti (Partij voor de Vrijheid) er i dag tungen på vægtskålen for en ny endnu ikke konstrueret borgerlig regering.

I Sverige opleves dette som et skrækscenarie for såvel den borgerlige Alliancen som Socialdemokratiet. Det siges også, at sporene fra Danmark kan give mareridt for ledende svenske politikere.

Skulle en tilsvarende situation opstå efter det svenske valg til Riksdagen, når mandatfordelingen er på plads efter d. 19.september, vil de ledende politiske profilers ”rungende Nej´er” fra valgkampen – ligesom i Nederlandene – garanteret blive revideret i form af mere eller mindre udvandet ”måske” eller hvis nødvendigt formaliseret samarbejde med Sverigesdemokraterne. Samme parti vil sandsynligvis vælge en konstruktiv linje for at bevise sin parlamentariske duelighed og anskue sit projekt strategisk, som DF i Danmark har gjort over mere end en 10-års periode med en betydelig succes.

”De Radikale er lige som håndsæbe” (DK-statsminister Anker Jørgensens interessante citat fra start 1980erne). Transmitteret til nutidens politiske forhold i Sverige (og Nederlandene og Danmark m.fl.) kan det passende omskrives til

”De fleste politikere er som håndsæbe, men noget sæbe er mere velduftende end andet!”

Heja – Sverige og godt valg ønskes hr. og fru Svensson samt ”nysvenskerne”!

Note: Procenttal i parentes efter partierne er baseret på en United Minds måling citeret d. 16.09.10 i Politiken.

Foto: Erik Hulegaard

Next Page »

Powered by WordPress