hulegaard.eu

September 23, 2009

Elbens Firenze

Filed under: Dresden, Zwinger, Semper Opera, Elbens Firenze, Meissen, Pillnitz, Frauen-kirche — hulegaard @ 7:15 am

Når Dresden nærmes med toget fra Berlin, passeres først den nyere bydel Dresden-Neustadt, herefter passerer toget jernbanebroen over floden Elben til den gamle bydel Dresden-Altstadt. Varslet om nye tider kommer allerede få minutter efter at have passeret floden.  En stor ny moské viser sig på højre side tæt ved stadionanlægget. Men nej :-) , det er ikke en moské, derimod er Yenidze-bygningen en gammel tobaksfabrik, der i dag rummer forskelligartede faciliteter. Snart efter ankommer toget til den traditionsrige og hårdtprøvede, verdensberømte tyske by Dresden, hovedstaden i Sachsen. Smukt beliggende ved Elben - også fortjent kaldet “Elbens Firenze”.

Byen er med rette verdensberømt for sine bygninger og sin skønhed. Desværre er den også kendt for sin hårde kerne af neo-nazistiske tilbøjeligheder, der stikker op i ny og næ. Det siges, at der aktuelt i de smukke landområder omkring Dresden afgives stemmer til NPD (Ny-nazistisk parti) fra ca. hver 10. borger.  Selve Dresden har ca. 500.000 indbyggere, har p.t. en arbejdsløshedsprocent på 11,5, men kan til gengæld glæde sig over mere end 7,5 mio turister hvert år.

Bloggen har tidligere beskrevet ”Den hvide tirsdag” – d 13.februar 1945 (og d. 14.febr.), hvor byen nærmest blev jævnet med jorden af anglo-amerikanske bombemaskiner. Den eneste overlevende bygning i centrum rummer i dag Dresdner Bank, der ligger tæt ved Hauptbahnhof. Samme hovedbanegård forekommer i et patchwork af nyt og gammelt byggeri relativ funktionel og vellykket.

 

Sightseeing i Dresden
Lad det være skrevet med det samme. Det er umuligt at nå alt i Dresden på en dag. Skal denne vidunderlige by nydes og fornemmes oppe under fodsålerne er flere dage nødvendige.  Men som altid kan der med fornuft dannes et overblik, et indtryk og nogle oplevelser, såfremt der kun er en dag til at fornemme byen.

De fleste hovedstæder og større byer på Globen har efterhånden etableret en eller flere sightseeing-busser, der typisk har mellem 10-25 stoppunkter på en udvalgt rute. På disse stoppunkter kan turisten/gæsten hoppe af og på typisk indenfor samme dag.  Herved åbnes op for en selektiv udvælgelse til fordybning(er) og oplevelse(r) af en eller flere seværdigheder.
 For nogle, ofte rutinerede rejsende, er disse tourist-shows en lidelse. Varianten kan være en plastikstemme i knitrende billigere høretelefoner, der japper i en uendelighed om data og fakta vedrørende forskellige seværdigheder. Eller det kan være en nærmest manisk levende guide, der med nærmest supersonisk hastighed på tre sprog rabler gigabytes af data og fakta, der for de fleste tilhørere er glemt, når bussen forlades. I de værste tilfælde forsøger denne maniske turistfører også at være morsom på tre sprog. De mest velopdragne blandt passagerne griner pligtskyldigt og klapper ved afslutningen, når bussen forlades (måske af ren lettelse!).

Kombi-løsning anbefales
Hvis forudsætningen er en 1-dagstur til Dresden, anbefales faktisk at tage ovennævnte store sightseeing-tur først.  Lad den slutte i den gamle bydel.  Dernæst gå på opdagelse og oplevelse selv. Herved er dels skabt et samlet overblik over hele Dresdens indre kerne, såvel i Altstadt som i Neustadt på den anden side af Elben.  Endelig vælger den besøgende så selv, hvor meget tid, der skal anvendes på hvilke blandt de mange herligheder i kerneområdet af Altstadt.

Sightseeing er naturligvis a-l-t-i-d afhængig af mobilitet, smag og rådighedsbeløb. Vi forudsætter nu, at den store 90 minutters bustur er overstået. Overblikket er skabt. Vi står tilbage i kernen af Dresden. Herefter er der et overflødighedshorn af smukke og nyistandsatte – verdensberømte – bygninger tæt ved Elben. 

·         Semper-operaen kan nydes udefra (på en 1-dagstur).
·         Zwinger-slottet  skal ses – helst – såvel udvendigt som indvendigt
·         Frauen-kirche skal nydes udefra og ses indvendigt. Der er ingen undskyldning. Det koster ikke noget (undtagen turen op i kuplen). Kirken er nyistandsat. Selv en farveblind, kulturel ignorant og ateistisk skeptiker vil få en sanselig orgasme af fryd over dette runde, etageopdelte og unikt istandsatte kirkerum. - Blogejeren har besøgt de største kirker i verden (Peterskirken i Rom, Domkirken i Sevilla, Domkirken i Milano osv.), men dette er i særklasse. – Kun Tempelpladskirken i Helsingfors/Helsinki kan matche denne oplevelse!

Er der noget tilbage af dagen, kan besøgeren hoppe på turistbussen igen, lukke ørene for metalstemmen eller den maniske guide og udvælge 1-2 steder på ruten til fordybning.  Nu vil mange læsere sikkert tænke: Hvorfor ikke hoppe af selektivt på busturen og bruge dagen på den måde?

Denne blogejer er en gammel rejseræv, der kender sin udgange!.  Alt for ofte bliver besøgeren overvældet af indtryk og taber tidsfornemmelse og overblik.  Tidsdisponering er ofte en vanskeligere øvelse, end de fleste vil anerkende (yes!). Derfor anbefalingen foroven, så er læseren advaret!  Det er jo ikke Bulderby eller Snave, men derimod én af Europas suverænt smukkeste og mest indtagende byer!

Og endelig - for dem, der fornuftigvis vælger mere end en dags ophold, er der smukke områder og seværdigheder i nærheden af denne pragtby. Porcelænsbyen Meissen, slottede Pillnitz og Königstein samt nationalparken Saksisk Schweiz for blot at nævne nogle eksempler.

Refleksion
Der er byer – uanset størrelse og sprog, der skal opleves. For mange bliver det ofte kun til en gang. Andre foretrækker at returnere år efter år til den samme by. De forelsker sig nærmest i byen.  Blandt de store byer i Europa (lad os bare her sætte grænsen der) optræder London, Paris, Berlin og Rom (i turist-statistisk rækkefølge) oftest på de flestes ønskesedler. Og så er der i næste lag nogle byer, større eller mindre, der på deres individuelle måder nærmest omslutter den besøgende.

Disse byer har ofte et par hundredetusinde indbyggere og repræsenterer både nyt og gammelt pakket ind i nogle fantastiske seværdigheder i byzonen ofte kombineret med smuk natur i og omkring centrum. Hertil kommer et sammenhængende og velfungerende rutenet af offentlige transportmidler/ logisk vejnet og gode parkeringsmuligheder i city-kernen.

En sådan by er Dresden. Men pas på…den er let at blive forelsket i og betaget af og enhver læser kender den menneskelige reaktion på dette :-) !

Next Page »

Powered by WordPress