hulegaard.eu

February 5, 2008

Busby babes - 50 år

 Babyer, der bliver 50 år. Sludder tænker de fleste læsere, nu rabler det for skribenten. Desværre nej! Men hvor ville jeg ønske, at jeg tog fejl.

Den 6. februar for nøjagtig 50 år siden skete en flyulykke i Münchens lufthavn, der fik dramatiske følger for engelsk (og sikkert også international) fodbold.

 München lufthavn 6.febr. 1958

Manchester Uniteds klubhold med officials m.fl. kom fra Beograd, hvor holdet havde spillet 3-3 mod Røde Stjerne i Europa-cuppen (senere Champions League). Efter en mellemlanding i München for at få mere benzin på, gik det fuldstændig galt under take-off. I den snefyldte lufthavn måtte flyet to gange vende om, på grund af det ikke var muligt at lette. Desværre valgte piloten at prøve en sidste gang, et forsøg der denne gang viste sig at være dødeligt og skulle efterfølgende kaste chockbølger udover verdens fodboldarenaer. Flyet lettere i banen og var i luften i en snes sekunder, før det styrtede ned, ramlede ind i et hegn og videre ind i et hus.

 München lufthavn inden afgang

23 udaf 44 passagerer blev dræbt inklusive 7 af talenterne fra det unge formidable talentfulde klubhold fra Manchester United. De såkaldte “Busby Babes” som Roger Byrne, Eddie Colman, Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor, Geoff Bent og Liam Whelan døde. 

Duncan Edwards

En anden “babe” Duncan Edwards blev i kritisk tilstand kørt til universitetsklinikken i München. Efter sigende gjorde de tyske læger alt og lidt til, men kæmpede forgæves for hans liv i 15 dage, hvorefter han udåndede. Denne - nu afdøde - “baby” var den største af dem alle.  Han kom på  Man. Utd.s førstehold som 16-årig. Efterfølgende i en alder af 18 år og 183 dage bar han første gang det engelske fodboldlandsholds ”uniform”. Inden sin død nåede han 18 landskampe, herunder mod Danmark i Københavns Idrætspark ( 15/05/57 Danmark-England 1-4) samt kampen forinden på Molineux Ground i Wolverhampton (05/12/56 England-Danmark 5-2), hvor han scorede de sidste to engelske mål. Begge kampe var kvalifikationskampe til VM 1958 i Sverige.

Dette kæmpetalent ( http://www.youtube.com/watch?v=ADOqaqXjbDk ) så verdens lys den første dag i oktober 1936. Det blev kun til 21 fødselsdage for denne talentrige “lad” fra det gudsforladte Dudley (har været der!) seks miles fra Wolverhampton og 10 miles fra Birmingham i Midtengland. -  Sammen med George Best det største fodboldtalent, som Storbritannien nogensinde har fostret. 

Matt Busby

En tragedie for klubben Manchester United og engelsk fodbold. På det glorværdige stadion Old Trafford findes et ur, der i duo viser tidspunktet for ulykken (06/02/58, kl. 12.19). I sorgens stund var der lyspunkter i form af to overlevende personer, der senere skulle komme til at betyde voldsomt meget for engelsk og international fodbold. Bobby Charlton behøver ingen præsentation. Det gør for så vidt heller en af Storbritanniens allerstørste managers nogensinde Matt Busby .  Samme Busby danner vel - sammen med sin senere efterfølger Alex Ferguson samt Liverpool FCs Bill Shankly og Bob Paisley samt Bill Nicholson fra Tottenhams storhedstid i start-60erne - cremen af britisk soccer-management, hvilket også betyder “verdensklasse”.

Refleksion

Jeg har ofte tænkt over og set begrebet “skæbnens ironi”. Ordene blev brugt senere, da Matt Busby (igen sammen med den legendariske talentspejder Jimmy Murphy) skabte et nyt kuld af “Busby Babes” i sen-60ernes fantastiske Manchester United-hold med Bobby Charlton, Brian Kidd, Dennis Law og naturligvis den på alle måder talentrige nordirer fra Belfasts arbejderkvarter George Best.

Havde 58-holdet med så megen talentmasse blevet flettet sammen med de nye “babes”,  ville fantasien næsten ikke kunne sætte grænser for denne talentmasses resultater. 

En fly-ulykke afskar denne mulighed. Den afsluttede unge stortalenters vej mod stjernene og den afsluttede livet for Storbritanniens næstbedste målmand nogensinde (efter Gordon Banks); manden med kæmpelabberne, der vogtede buret for naboklubben Manchester City og det engelske landshold i næsten to årtier i 30erne og 40erne.  Hans navn var Frank “Big Swifty” Swift. I flyet var han ikke længere målmand, men reporter for News of the World….en overmåde trist historie, som reporteren Frank Swift ikke nåede at levere til sin dead-line grundet den mest ultimative af alle dead-lines!

Powered by WordPress