hulegaard.eu

January 31, 2008

Velbekomme Vinsent

Filed under: Restaurant, Polen, Bison, Vinsent — hulegaard @ 10:45 pm

Erkendt: Jeg har kun været i Warszawa og Szczecin/Stettin. Polen er et stort land og der er givetvis mange gode oplevelser i dette relative nye EU-land, herunder mad- og drikke!

Vinsent betyder “Bison” på polsk. Jagtglade danskere vil vide dette. Andre madglade vil maaske vide, at der i centrum af København ligger en ny polsk restaurant ved navn “Vinsent”. Denne blogejer havde for nylig efter dagens pligter i Hovedstaden besluttet sig for at afprøve “Bison-madstedet”.

Restaurant Vinsent

Der er en enkel hjemmeside www.restaurant-visent.dk , som giver lidt informationer om stedet, herunder mulighed for bordreservation. Sidstnævnte var ihvertfald ikke nødvendigt ved min ankomst en sen januar-aften. Ihvertfald var der ingen gæster i restauranten, da jeg ankom. Jeg foreslog et to-mandsbord i modsætning til det anviste to-mandsbord, der imidlertid var “reserveret”. Under mit besøg var der ingen andre end mig, men under bespisningen kom tjeneren forbi og placerede et “reserveret” skilt på dette - åbenbart - helt særlige to-mandsbord.

Spisekortet er yderst begrænset. Jeg bestemte mig til en okseryg med lun salat af bønner og hvidløg. Kødet ønskede jeg som sædvanlig well-done. Da det kom, var det “done”. Den - KUN - engelsk-talende tjener spurgte ind i 3die mundfuld, om det var okay. Retten blev skyllet ned af en okay ungarnsk rødvin. Nogle diskret placerede højtalere i loftet udsendte behersket jazz-musik, som gæsten kunne tygge i takt med. - Kødretten var ikke just mættende, så jeg bad om en “typisk polsk dessert”. Det eneste var “æbler med mandel og citron”. Den stadigvæk engelsktalende tjener fortalte, at danskerne ikke var interesseret i polske deserter og derfor havde man ikke noget aktuelt. Det forlyder, at der på det allerførste spisekort var dessert-muligheder som pandekager med ost og blåbærsirup, polsk æble/ostekage og is med skovbær.

Det er en mindre (nyere) og enkel indrettet restaurant (sept. 2007), som absolut fremstår pæn og ren. På væggene ses indrammede reproduktioner af polske dyr med “vinsent” i overtal. På et meget informativ kort ved indgangen hænger en oversigt over vinsent-bisonen i Polen. Der er udførlig markering af såvel områder med “frit” som “lukket” opdræt i Polen, samt en utrolig nøjagtig angivelse af antal Vinsenter i Europa.

På den anden side af Aaboulevarden i centrum af København driver ejeren en polsk specialitetsbutik Polonus Copenhagen ( www.polonuscopenhagen.dk. ).

Bison-info

Den europæiske bison (visenten) vejer næsten et ton og er dermed Europas tungeste landdyr. Der lever i dag > 3.000 bisoner i Polen, deraf en del i den polske del af Bialowieza-naturreservatet (resten tilhører Belo-Russia/Hviderusland).  Der er mulighed for at spise bisonkød i København, dog ikke på Visent!

                                                  
Refleksion

Fødevarekontrollen havde uddelt de respektable smilies. Der var som nævnt absolut rent og pænt, også på toilettet. Betjeningen havde den østeuropæiske høflige, men totalt glædesløse performance.

Det pragtfulde dyr bison-oksen synes at være i besiddelse af mere energi (og smag) end dette sted. Man kan philosophere over, hvorvidt dette - isoleret set - fortrinlige initiativ har nogen bæredygtighed; ihvertfald skal der gerne komme nogle flere gæster f.eks. til det helt specielle to-mandsbord og gerne nogle af de andre borde.

Jeg har boet i dette område af København i sammenlagt ca. 24 år af mit liv. Jeg har set talrige restauranter starte og lukke.  “Hvor længe holder Vinsent?” var min tanke, da jeg tog min dejlige kvalitetsfrakke af mærket “Bison” på og begav mig ud i den mørke og kølige januar-aften. 

Powered by WordPress