hulegaard.eu

March 19, 2009

Vurdering af et menneske

Filed under: Indonesien, Utrecht, Udseende, Traditioner — hulegaard @ 9:16 pm

Der er gået 38 år siden det skete, men i mange områder af verden kan det stadig være dagligdag.

En vinteraften i Utrecht 

Det var blevet aften i den gamle hollandske universitetsby. Vejret var snesjap og glat visse steder, sådan omkring frysepunktet, som vi danske kender det så godt fra de fleste vintre.  I det fjerne hørtes en lirekasse spille sine karakteristiske toner, som det i mange år har været en nærmest tradition i Nederlandene.  Noget køkkenudstyr bragede mod hinanden for det næste øjeblik at falde til jorden med et øredøvende brag.  Skrig og skænderier udløstes i hotellets køkken to etager længere nede i gadeplan.

HAN så på hende. I forvejen var stemningen spændt.  Hun havde afvist sin faders telefoniske ordre om at komme hjem øjeblikkelig. Samme fader var ikke vant til at blive sagt imod, slet ikke af sine 6 voksne børn.  Denne stålsatte asiatiske eks-officer i et hollandsk-ostindisk kompagni havde oplevet barske øjeblikke forskellige steder i de tusindvis af øer, der kaldes Indonesien. Junglekrig er ikke just for sarte sjæle. Klima og moralkodeks og kampvilje er ord med en ganske anderledes validering end for de fleste skandinavere.

Hun var gudesmuk med den grace, blidhed og indre stålsatte styrke, som næsten kun asiatiske kvinder kan besidde. Nogle spiller bevidst på det; andre gør det ikke og derved er den feminine effekt så meget mere voldsom overfor det maskuline modstykke.

HAN følte med ungdommens selvsikkerhed, at HAN elskede hende.  Hun sagde det samme til ham, måske derfor i trods afviste hun at komme hjem til rækkehuset, hvor hun stadig boede hos forældrene i en alder af nogle og tyve år. “Undskyldningen” var studier. Sandheden var mere blandet op i, at hun først kunne forlade hjemmet, når den “rette mand” var fundet.

HAN var ikke den rette mand; ihvertfald ikke, hvis det stod til forældrene, der med stålsat asiatisk århundredegammel tradition havde en anderledes opfattelse af unge og parforhold og raceblandinger.

Den ældre asiatiske officers-far havde nu udsendt hendes tre ældste brødre for at finde hende på eet af universitetsbyens hoteller og befri hende fra HAM.  “De vil gøre alt for Daddy”, sagde hun til HAM siddende på hotelsengens ene kant. “Alt” gentog hun med sin ru og sensuelle stemme uden øjenkontakt med HAM. ”Måske er de bevæbnet”  fortsatte hun på sit nærmest fejlfrie engelsk.

HAN tænkte.  Havde ikke været i slagsmål i flere år. Hvad var mulighederne? Hvor var flugtvejene?  Skulle de bøje sig?  Hun stirrede trodsigt på HAM.  “NO” sagde hun til HANs lydløse spørgsmål.  Dette var generationernes kamp.

Receptionisten

Det blev over midnat, uden at der blev hamret på deres hotelværelsesdør. HAN gik til sidst ned til receptionen.  En nogenlunde jævnaldrende yngre mand kom frem og stillede sig foran nøgleskabet med ansigtet vendt mod HAM.  Natportierens ansigt var koparret, håret var fedtet, han var mager og markeret i ansigtet. Hans briller klædte ham ikke just. Og neglene på hans to hænder var blevet kraftigt bearbejdet af hans tænder i spændte øjeblikke. 

HAN beskrev de tre udsendte brødre for receptionisten og begyndte at fortælle, at HAN ville glad for, hvis..så..kunne…

Receptionisten afbrød ham undskyldende. Hans ansigt var i en grimasse, der kunne have været et smil og fortsatte: “Oh, de var her ved 21-tiden.  Jeg fortalte dem, at der “desværre” ikke boede nogen mand og kvinde med de meget udførlige signalementer, men at jeg naturligvis ville kontakte deres fader på det modtagne telefonnummer, hvis jeg skulle se det unge par”. Han fortsatte med ansigtet lagt i en træt mimik: “De var ret vilde”.

Natportieren gjorde en kunstpause, kiggede på HAM, der stod lettere paralyseret og fortsatte:” Gæsterne skal have lov til at være i fred og nyde diskretionen” - det sidste ord var ledsaget af et nærmest usynligt blink med højre øje. “Jeg studerer psykologi”, supplerede han smilende til HAM. 

“Det gør min kæreste deroppe også”, svarede HAN, medens et anseelig drikkepenge-beløb skiftede ejermand.

Refleksion

…. Den koparrede og ikke særlig smukke unge mandlige receptionist takkede overstrømmende for de modtagne sedler, der ikke forventedes bogført :-) .  HAN vendte sig med en blanding af lettelse og taknemmelighed og sagde det velkendte flamske “Alstublieft” som kvittering til natportieren. 

I det multikulturelle Europa i vore tider lyder historien både temmelig gammeldags og alligevel….  Europa er i dag en blanding af en kaukasisk fritænkende livsstil og en indvandrer-relateret mellemøstlig/asiatisk/afrikansk tradition for jomfruelig indstilling til unge menneskers kærlighedsliv.

Den midnat lærte blogejeren, at det er klogt a-l-d-r-i-g at vurdere et menneske alene på udseendet.   En lærdom som sidenhen er efterlevet og vil blive det livet ud!….

 

Læseren ønskes en individuel tilfredsstillende weekend ;-) . 

Next Page »

Powered by WordPress