hulegaard.eu

October 1, 2008

Gensyn med Brideshead

Det er mit gæt, at en del læsere erindrer den 11-timer lange fjernsynsserie “Gensyn med Brideshead”.  For de læsere, formentlig ganske mange, der fandt denne TV-serie helt enestående, er filmen af samme navn, aktuel i de danske biografer, en svag efterligning eller sagt brutalt nøgternt: Den kan slet ikke matche den fantastiske TV-serie.

Lad os sætte os i den virtuelle Bentley og opleve retrospektivt.

Brideshead (Castle Howard)

Personsammenligning

Det er for denne blogejer umuligt ikke også at sammenligne persongalleriet fra den oprindelige TV-udgave (1981) og den nuværende film (2008). 

Af hensyn til blogprofilens sædvanlige 3-4 minutters læsetid, er indlægget stramt. Det forudsættes, at den venlige læser er (nogenlunde) bekendt med handlingens substans. Derfor….

Lord Marchmain -  Sir Laurence Olivier (1981) versus Sir Michael Gambon (2008).  Skønt Michael Gambon hører til mine yndlinge, helt klart er i toppen af britisk skuespilkunst p.t., kan han (naturligvis) ikke matche een af verdens og Storbritanniens største mandlige skuespillere nogensinde. Blandt andet “dødscenerne” giver forskellen.  Et sikkert et-tal!

Lady Marchmain - Claire Bloom (1981) versus Emma Thomson (2008).  Sidstnævnte har et bredere repertoire og er ikke noget dårligt valg, men Claire Blooms sarte og alligevel skjulte, massive underdrivende spil var noget særligt (også i andre roller).  Et kryds.

Charles Ryder -  Jeromy Irons (1981) versus Matthew Goode (2008). Kærligheden mellem den homoseksuelle overklassebøsse Sebastian og den heteroseksuelle Charles. Opholdet i den pragtfulde universitetsby Oxford. Charles´forelskelse i Sebastians søster Cecilia osv.osv. Jeg har intuitivt aldrig kunnet fordrage Jeromy Irons, men i den rolle var han fremragende og Goode når ham ikke til manchetterne.  Et et-tal!

Sebastian (Flyte) -  Anthony Andrews (1981) versus Ben Whishaw (2008).  I enhver skuespillers karriere er der ofte en rolle, der hæfter sig livslangt til personen.  Således den uforglemmelige Sebastian-rolle for Anthony Andrews. Når han sad fortabt og depraveret i de smukke omgivelser med Aloysius (hans bamse), VAR han Sebastian, ingen kan matche det spil.  Igen et sikkert et-tal.

Cecilia Ryder -  Diana Quick (1981) versus Anna Madely(2008).  Allerede i 1981 var den britiske Diana Quick fremme i forreste række blandt britiske skuespillere. Hun gjorde det fremragende, herunder hendes spektakulære mundparti og de brune “rosinøjne”; igen et sikkert et-tal!

Cara - Stéphane Audran (1981) versus Greta Scacchi (2008).  Begge quinder er yderst velcastet, fremragende i deres nærmest underspilning, hvortil kommer durable dosseringer af yderst velkomponeret feminitet langt udover lærredets kant (uanset hvilke roller, de spiller ;-) ) -  et sikkert kryds.

Og lad os så slutte med

Edward Ryder (Charles Ryders far) -  Sir John Gielgud (1981) versus Patrick Malahide (2008).  Sidstnævnte er en meget brugt, erfaren og indimellem fortrinlig skuespiller. Men, menne, men han er oppe imod een af de (fire ) store mandlige skuespillere i Storbritannien nogensinde.  Gielgud gav rollen som den følelseskolde far med de særlige sceniske og mimiske understregninger, der fik enhver seer til at fryse over den helt særlige britiske disciplin i en cocktail af reserverthed, arrogance og (ikke mindst) indestængte følelser. John Gielgod var - som Olivier - i verdensklasse med deres vidunderlige klassiske sprog, variable humor samt periodevise elegante perfiditeter.  Igen et sikkert et-tal.

For den læser, der fortsat er med i denne sælsomme “tipskupon” - et forsøg på en lidt anderledes “anmeldelse” af noget helt særligt -  er regnestykket enkelt: INGEN 2-taller!

Refleksion

Hvis TV-serien ikke var opfundet og man kun havde set filmen, var den sikkert helt okay.  “Problemet” er bare, at denne TV-serie var een af de mest sublime og fremragende, som verdens bedste skuespil-land Storbritannien har serveret gennem tiden.

Det er lidt “rystende”, at man stadig så mange år efter kan genkalde de “originale” rolle-indehavere i erindring af blikke, sentenser og samspillende øjeblikke.

Temaerne “Tro - Tradition - (og ikke mindst) Skyld” garneret med mellemkrigstids-katolicisme blev i sjælden grad serveret world-wide.  Ledsage-musikken “Brideshead Revisited Theme” spiller i mine ører, medens disse afsluttende linier formes med det digitale blæk. Musikken kan stadig give mig gåsehud, medens min indre biograf oplever det gamle TV-mesterværk baseret på forfatterens Evelyn Waughs script.

An evergreen….worldclass…..everlasting….so indeed!

 

 

Next Page »

Powered by WordPress