hulegaard.eu

May 5, 2010

Rule Britannia - where to?

 

Illustrationen er helt bevist valgt, thi særdeles mørke skyer trækker hen over det engelske parlament, Westminster, London City og ikke mindst hele det britiske samfund.

En overvejende del af den danske befolkning har i takt med den anglificerede indflydelse efter 2. Verdenskrig rejst i Storbritannien; langt de fleste til verdensstaden London.  Hertil kommer den britiske kultur, der via medier, tv-serier, kunst og sport (ikke mindst fodbold) til stadighed har hamret ind og lagret sig på den enkelte danskers harddisk i flere årtier.

Blogejeren har siden 1969 med (u-)regelmæssige mellemrum besøgt Storbritannien (kun England og Skotland). Baserne har været ret forskellige. Business-hoteller i London, små halvsnuskede hotelpensionater (alt inkl.) i Liverpool, semi-privat udlejning i Edinburgh, business-campus i Manchester, universitetscollege i Cambridge, samt sygeplejeelev-værelse (EU-udvekslingsophold for hospitalsprof. ledere) på det største NHS-hospital på halvøen Wirral (tæt ved Liverpool). Mange læsere har sikkert prøvet dele (eller andre former) af det samme. 

Det væsentlige er, at de mange indtryk har bagt en kage af individuelle smagsingredienser, synsindtryk og perspektiver på dette yderst interessante område af verden. Et område, hvor solen engang aldrig gik ned. En område, der i den østlige del af London huser Greenwich (læs: Tidsmæsssig centrum af verden).  Et område, der stadig gerne ville være det.  Et område, der over tærsklen til det 21. århundrede i et lettere kontrolleret frit fald er på vej ned af verdensranglisten over betydende stormagter.

Britisk parlamentsvalg 6. maj 2010

Stortset alle, der iagttager den snart afsluttede britiske valgkamp op til valget i morgen torsdag d. 6. maj 2010, er enige om, at det bliver en sand gyser. “Og hva´ så?”  tænker danske fru Hansen og hr. Jensen.  Storbritannien er trods sin efterhånden decimerede placering som stormagt stadig en potent faktor i europæisk politik. I den ene spids af den bærende trekant i EU danner landet sammen med Frankrig og Tyskland den akse, der helt nødvendig skal booste Europa (=EU) frem i det kommende århundrede i en hidtil uset nådesløs konkurrence med såvel USA som især BRIC-landene, hvortil kommer Japan og S.Korea, der absolut ikke skal undervurderes.

Disse sammenhænge kan være såvel uforståelige som uinteressante for den enkelte dansker. Men for dansk erhvervsliv, der udover at generere indtjening immervæk er bærende for den danske velfærdsformåen, er det forlængst blevet realiteter både i bestyrelseslokaler, direktionsgange og tillidsmandsplatforme. Det gælder ligeledes den nøgterne del af den danske fagbevægelse,  interesseorganisationer, medierne, finansverden, læringsplatforme (universiteter osv.), tænketanke og i sandhed også “Slotsholmen”. Endelig er efterhånden en del oplyste og reflekterende borgere med forskellig uddannelsesbaggrund ved at se perspektiverne for dem selv og ikke mindst deres efterkommere.

Sluttelig skal erindres, at Storbritannien stadig er Danmarks 3die største eksportmarked efter Tyskland og Sverige. Så resultatet af det britiske valg og ikke mindst de helt nødvendige handlinger, der venter en kommende regering, kan påvirke det fremtidige EU-samarbejde, herunder Danmarks forhold i forskellige retninger.

The Guardian

Overskriften er navnet på en mangeårig og respekteret avis (kan varmt anbefales), der sædvanligvis har støttet Labour. I den sidste tid af denne valgkamp har den bemærkelsesværdig skiftet over til Liberal Demokraterne i sin støtte. Når påtænkes avisens generelle saglighed, er det næppe “kun” den nye karismatiske Nick Clegg (leder af Liberal Demokraterne), der har charmet redaktionen til dette holdningsskift. Det skete ikke engang under en tidligere og mindst lige så karismatisk liberal leder - eks-kampsoldaten Paddy Ashdown -  Nye tider…selv i britisk politik!

Den snæversynede kvinde

Premierminister Gordon Brown sørgede for en eksorbitant teknisk lapsus, da han glemte at afbryde mikrofonen i de ”trygge rammer i ministerbilen” efter (tilsyneladende) overskudsagtigt og (falsk) smilende at have hørt på en labour-vælger (65-årige Gillian Duffy).  Hans udtalelser “Hun er en snæversynet kvinde” gled ud i den vilde æter og medførte blandt meget et nærmest komisk knæfald i form af et 45 minutter langt efterfølgende besøg hos Ms. Duffy.  Samme (eks ?) labourvælger nægtede efter sigende at komme ud sammen med premierministeren og åbent acceptere hans undskyldning.

Episoden medførte givet adskillige panik- og blodtryksreaktioner hos hans stab. Selv den glatte og yderst erfarne (baron) vicepremier- og erhvervsminister Peter Mandelson har sikkert haft behov for en sjælden kunstpause i sine veludviklede og -artikulerede politiske hjernevridninger. Hertil kommer, at det var en ren guldklump midt imellem mindre sexede politiske og forståelige emner som budgetunderskud, miljø-erklæringer, Afghanistan-krigen, stigende arbejdløshedstal o.a. for diverse journalister og tekstforfattere.

Politikerens gns. sjæl

Enhver, der har været tæt på en “professionel” politiker, hvadenten det f.eks. er Storbritannien eller Danmark - lands- og/eller lokalpolitik - (blogejeren har prøvet begge lande) vil vide, at et flertal af denne ambitiøse “erhvervsgruppe” gladelig vil pantsætte deres bedstemoder for et tillægsmandat eller en head-line i den lokale distriktsavis eller en (politisk) bestyrelsespost i et fjerntliggende kraftværk ;-) .  Kynisme og magtbegær (undskyld ønske om indflydelse) sammen med en ofte utrolig sårbar forfængelighed danner back-bone for kunstige paroler, talrige (ofte ufinansierede) løfter, tilstræbt perfektioneret opførsel for sig selv og sin familie samt falske smil lige før den sammenfoldede stemmeseddel passerer den slidte åbning i stemmeurnen og de stemmemodtagne efterfølgende trykkes hjertevarmt i hænderne :-) .

Exit New Labour?

Selvom Labour har ligget langt bagefter de konservative, er intet sikkert endnu for et magtskifte. En forholdsvis frisk måling  fra Comres (kilde JP-søndag) fordeler mandater som

De konservative - 247 mandater (33 pct. af stemmerne) - (356)

Labour - 277 mandater (28 pct. af stemmerne) - (198)

Liberal Demokraterne - 94 mandater ( 28 pct.) - (62)

Tallene mellem Konservative og Labour kunne læses som en skrivefejl. Men det (anakronistiske) engelske valgsystem bygger på flertalsvalg i enkeltmandskredse. På enkelt dansk betyder det, at vinderen i hver kreds tager det hele. Tallene i sidste parentes beskriver seneste valgresultat (2005). Især i det befolkningsrige Midt- og Nordengland har Labour traditionelt en overvægt, hvilket forklarer det større mandattal trods mindre stemmeprocent.

Men ifølge medierne har ca. 1/3 del af de britiske vælgere endnu ikke at have besluttet sig.  Meget kan ske, herunder “eurpæiske tilstande” med en mindretalsregering.

Refleksion

Enhver yngre, ambitiøs og intelligent Labour-politiker (og dem er der absolut nogle af jf. slutningen) vil tænke følgende, enkle strategiske tanker uden hjælp af en mentor eller spindoktor:

Lad blot den konservative David Cameron komme til. Lad Cameron kæmpe mod problemerne og sense (som i DK!) flere nærmest ubøjelige fraktioner i sit konservative partis bagland, der milimeteragtigt vil holde øje med kursen. En kendt forgænger Margaret Thatcher styrede dette bagland med jernhård taske-smeld, indtil de til sidst væltede hende og remplacerede hende med den mere skikkelige, tidligere cirkusartist, John Major. 

Eller lad Gordon Brown falde eller fortsætte sin klodsede stil i en mindretalsregering på Liberal Demokraternes nåde. Imponerende var hans finansminister-tid. Imponerende er hans skotske og politiske stamina med kun et øje (glasøje efter en rugbykamp), men aldrig nogensinde elsket og respekteret premierminister som sin forgænger Tony Blair. De kommende år bliver en gigantisk økonomisk oprydning ovenpå finanskrise og delvis fejlslagen britisk politik de seneste år.  Målt i procent af BNP er Storbritanniens gæld s-t-ø-r-r-e end Grækenland.

Sidstnævnte har netop fået et tilsagn om lån på 110 Mia. euro fra såvel de øvrige euro-lande som IMF.  Dette låns størrelse svarer stortset til halvdelen af den aktuelle danske BNP. Der er naturligt knyttet barske håndtag til redningen af den græske stat, der i en sand rus af euro-egoisme har sendt især de tunge regnedrenge hos (den kørestolsramte) Wolfgang Schäuble (Tysklands finansminister) og (den repræsentative) Christine Legarde (Frankrigs finansminister) på overarbejde under behørig supervision af hhv. Bundeskanzlerin Andrea Merkel og den maniske Nicolas Sarkozy i  Palais de l’Élysée i Paris. Årsagen er den simple, at de tyske og franske banker har mange penge i klemme i det græske “semi-fallitbo”. At Cypern-spørgsmålet ikke formodes at indgå blandt “håndtagene”, kan undre folk på tilskuerpladserne ganske meget!

Og så til sammenhængen med Storbritannien.  Klart at der kommer en regning af gigantisk størrelse til briterne, hvadenten navneskiltet i 10 Downing Street lyder David Cameron eller (fortsat) Gordon Brown.  Samme navneskilts bogstaver kan blive afhængig af den succesrige liberal demokratiske leder Nick Clegg, der givet og forståeligt vil tage sig rigeligt betalt for at indgå i en koalition med een af de to store partier.

Læg mærke til navnet “Miliband” med polsk-jødiske aner.  To brødre af Labours yngre og særdeles talentfulde politikere. Begge holder al politisk mulig afstand til Labours partileder og premierminister. Den ældste (f. 1965) David Miliband blev i 2007 Storbritanniens udenrigsminister. Samme David Miliband er et “kvalificeret” bud på Storbritanniens premierminister i sidste halvdel af dette årti ;-) .

Hans lillebroder Ed Miliband (f. 1969) blev i 2006 udpeget til klima- og energiminister. Nogle vil erindre ham fra en nattetime under det fiasko-fyldte COP-15 møde i København (dec. 2009), hvor han på anderledes suveræn vis overtog dirigentposten fra den danske statsminister Rasmussen III efter sidstnævntes udstilling af såvel manglende format som statsmandskunst.

Statsmandskunst besad derimod Winston Churchill (kons.). Hans maniske arbejdsevne i nogle af verdenshistoriens store øjeblikke var medvirken til at rede Storbritannien (og mange europæiske lande). Han er blandt meget kendt for sine mange citater.  Et af dem har ofte været overset og undervurderet i EUs historie. I 1944 sagde Churchill til (general) de Gaulle, at “skulle England vælge mellem USA og Frankrig (oversæt: Europa), ville det altid vælge Amerika”. 

Historieinteresserede vil erindre, at den franske general de Gaulle ”hævnede” dette (1963) ved at afbryde de daværende EF-forhandlinger med England (Danmark var stadig velkommen i EF, fik J.O. Krag at vide, men DK fulgte som bekendt Storbritannien ind i EU i 1972).

Senere i Europas historie har Storbritannien vist stor EU-skepsis, især under den konservative Margaret Thatchers styre i 1980erne.  Nuværende konservative leder David Cameron har også udtrykt stor skepsis overfor den britiske nations rolle i EU-sammenhæng.  Måske vil denne skepsis blive udvandet, såfremt EU (læs Tyskland og Frankrig) skal hjælpe deres allierede senere i dette årti med økonomien ;-) !

At Storbritannien er forbundet med EU (Frankrig) via en togtunnel og samtidig fortsætter færgeruterne mellem øen og kontinentet giver et andet finurligt eksempel i overført betydning på tilknytningen til “The Continent”.  The bottom line for Downing Street og Whitehall m.fl. i dette årti er at finde de realistiske og globale briller frem i pragmatisk samklang med dets nuværende fragile økonomiske status.  Den gamle kolonimagt har mestret dette ved flere lejligheder, ikke blot i to verdenskrige, men også ved f.eks. aftalen om Hong Kongs overdragelse til Kina (1997). 

Kodeordet - uanset navneskiltet i sidegaden til den travle Parliament-gade i City - er ikke som 1938 “appeasement”, men anno 201X -   “adaptation”…..

Rule Britannia - for the future!

 

Kilder: Politiken, JP Søndag samt “Den franske forbindelse” (prof. Erling Bjøl).

Foto: Erik Hulegaard

Next Page »

Powered by WordPress