hulegaard.eu

August 21, 2010

Snabba Cash

“Snabba Cash” eller mere korrekt dansk “hurtige penge” er en aktuel svensk film på udvalgte danske biograflærreder. Den er en filmatisering af succesromanen *Cash”, mesterligt skrevet af den svenske forsvarsadvokat Jens Lapidus. Filmen følger ikke helt bogen, men kan sagtens ses enkeltstående.

Snabba Cash

Handelsskolestudenten JW lider af et voldsomt kompleks i forhold til sine velhavende venner. Han hænger økonomisk med røven i vandskorpen og leder konstant efter nemme måder at tjene penge på. En lyssky tjans som kurer for nogle arabere fører ham dybere ned i en kriminel underverden, hvor han må manøvrere mellem serbiske bander, undvegne spanske fanger og sit eget pengebegær. (Scope)

JW (Joel Kinnaman) - er en lysende stjerne på handelshøjskolen, der er kommet ind med 4-toget fra Norrland til Hovedstaden. Samme handelshøjskole (som i andre lande) befolkes udover arbejderklassen også især af de riges børn.  Hans etiske sans er stortset ikke eksisterende i kampen om at kunne spise med de smukke og rige i Stockholms high society. Men pengene mangler. Derfor er det for fristende i hans sideordnede taxi-miljø at udvide indtjeningen. Det fører til dødsens farlige kontakter med Stockholms underverden, der repræsenterer en velassorteret etnicitet af diverse narkogangstere af eks-jugoslavisk, albansk, arabisk og sydamerikansk indvandrermiljøer.

Den dødsensfarlige konkurrence på narkotikamarkedet mellem eks-jugoslavere og andre etniske “ny-svenskere” viser sider af den menneskelige karakter, der i brutalitet er klasser over (eller under) den sædvanlige skandinaviske mentalitet.

Stockholm er på overfladen Nordens smukkeste og største by. Men under overfladen kan man rolig kalde den for Stockholm noir med parallelsamfund i udvalgte forstæder (nogle er besøgt). Det gælder naturligvis også i noget mindre grad Göteborg og Malmø. Den mere liberale svenske indvandrerpolitik har også allokeret særdeles hårde og konkurrerende bandemiljøer, som forsvarsadvokaten Jens Lapidus så eminent beskriver i Cash og filmen på glimrende vis skærer til i velvalgte sekventielle filmstrimler.

Besætning

Den chilensk-svensk fødte 33-årige filminstruktør Daniél Espinosa er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2003. Det er hans blot hans 3die spillefilm (tidl. “Bokseren” (2004) og “Uden for kærligheden” (2007)). Han drejer Lapidus´ naturligt mere detailjerede bog glimrende. Som ekstra merit er Epinosa nu blevet headhuntet af Hollywood til at genindspille filmen i US-regie.

“Hovedrollen JW”, glimrende udført af Joel Kinnaman matches fint af “Jorge” spillet af Matias Padin Varela (måske den bedste) og serbiske “Mrado” personificeret af Dragomir Mrsic i de øvrige gennemgående karakterer.  Den oversøde unge svenske “overklassesild” Lisa Henni er fortrinligt casted som JWs forelskede veninde Sophie. Rollen som den iskolde “serbiske godfather” varetages af det danske (montenegrinsk-fødte) talent Dejan Cukic, som denne blog har rost flere gange for kunstnerens sjældne evne til mentale ekstremer i form af artistiske elastikspring fra charmerende sødme til dæmonisk fuldkommenhed ;-) .

Refleksion

Tilhører læseren “Far til Fire-segmentet”, spring hurtig videre. Derimod….indeholder læseren i dele af sin personlighed lysten og nysgerrigheden til at fornemme “Stockholm noir” i sikker afstand fra dødensfarlige markeds-rivaliseringer mellem “ny-svenskere”, er der kød i denne film.  Et adderende - og ikke uvæsentlig - element er filmens illustration af en bankdirektørs muligheder for at redde sin griskhedsramte bank ved en aktieemission til hvidvask af sorte penge, der giver enhver reflekterende og observant dansker et naturligt memory-link til bl.a. hr. Stein Bagger samt diverse freelance aktører i livets grå zoner og bank-ekvilibrister på den danske finansieringshimmel (eller bund, vælg selv :-) ).

Enhver filmelsker vil nyde krydsklipningen mellem de tre primære personer, hvor forløbet illustreres i perioder med håndholdt kamera. Helt specielt var en særlig revival, nemlig det i filmen anvendte (mangeårige) motel beliggende ret skjult i den nordvestlige del af Stockholm, hvor blogejeren havde base (1968) under et af sine besøg over årtier i Sveriges hovedstad.

Såvel filmen som bogen Cash (omtalt på bloggen juli 2008), alternativt i lydbogsudgave Cash - lydbog (indtalt af Bent Otto Hansen)  er at anbefale enhver med reflekterende sindelag.  Cash er den første af tre i en trilogi af forsvaradvokaten Jens Lapidus, der af dele af det svenske litteratur-parnas påstås at være den afdøde og verdenskendte Stieg Larssons arvtager.

Next Page »

Powered by WordPress