hulegaard.eu

April 3, 2009

NATOstilling

Natostilling (aflåst sideleje) er kendt af enhver, der blot har set programmet til et førstehjælpskursus. I militær kontekst blev det indført i NATO-styrkerne i 1950erne.

I disse dage fejrer denne vestlige forsvarsalliance 60-års jubilæum. Det sker symbolsk ved den fransk-tyske grænse (Strasbourg/Kehl). Illustrationen kunne associere til en fødselsdagslagkage, men er fra et af de mange NATO-topmøder.

Sikkerhed

Nøgleordet “Sikkerhed” baseret på atlantisk samarbejde mellem Europa og Nordamerika har bragt alliancen gennem 60 år. Før Murens fald var fronterne klare nok.  Det var NATO mod Sovjet-blokken. Så klart er det ikke mere. Anno 2009 har sikkerheds-aspektet fået et bredere lysfelt. 

Nogle eksempler kunne være terrorangreb, trusler med energisystemerne, internetangreb i stor skala (Estland prøvede det i april 2007).  Hertil kommer, at alliancen nu har udvidet strategien til at omfatte bekæmpelse af potentiel og reel terror, som Afghanistan er et eksempel på.  Endelig forekommer det også yderst vigtigt, at der opbygges en slags partnerskab med Rusland (acceptér det eller ej!).

Generalsekretær-skifte

Den tredie hollænder på posten (den første var Dirk Stikker, den anden den navnkundige Joseph Luns) med det meget lidt mundrette navn Jaap de Hoop Scheffer fratræder til august 2009. I samme forbindelse har der gennem de seneste måneder været et intensivt diplomatisk spil kørende, hvori den danske statsminister indtager en nøglerolle.

Anders Fogh Rasmussen

60-års jubilarens traditioner for udnævnelse af NATO-generalsekretær påbyder en enstemmighed (konsensus) mellem de 26 nuværende NATO-lande. Aktuelt skiller et land sig p.t., nemlig det muslimske Tyrkiet

Landet befinder sig som bekendt (ihvertfald geografisk) både i Europa og Asien. Landets magthavere har travlt med at genopfriske verdens hukommelse for Muhammed-krisen (2005/2006), herunder ikke mindst den danske ansøgers diskutable håndtering af samme.  Til dette skal lægges tyrkisk irritation over, at en formodet kurdisk terrorist-radiostation ikke er blevet nedlagt i DK.  Umiddelbart forekommer den tyrkiske taktik klar: Træk beslutningen så længe, at de øvrige NATO-lande (læs: USA) begynder at se sig om efter en anden kompromis-kandidat.

Alliancens gamle modstander Rusland erindrer også stadig striden med Fogh-regeringen om den tjetjenske leder Ahmed Sakajev (2002). Den magtfulde premierminister V. Putin har givet ikke glemt dette og vil via den nuværende præsident Medvedjev måske forsøge at påvirke Barack Obama i retning af en anden kompromis-kandidat.  Dette ville måske passe amerikanerne ganske godt, eftersom forlydender påstår, at den nye demokratiske regering ville foretrække den begavede canadiske forsvarsminister Peter MacKay i stolen.

Refleksion

Det er vist nærmest en underdrivelse at sige, at Foghs aktuelle position som stillingsansøger er lagt i NATOstilling.  Det er ligeledes klart for enhver, der følger dette spil, at udnævnelsen af en ny generalsekretær i 60-jubilæumsåret ikke blot er en ekspeditionssag. Der vil givet være mange afvejninger og signaleringer mellem smilene, omfavnelserne og skåltalerne. 

Tyrkerne balancerer på en politisk line. Der kommer altid en dag efter denne. Det ved man(d) som embedsmand, som diplomat og politiker (ihvertfald nogle af dem).

Under aftenmiddagen i den verdenskendte kurby Baden-Baden (ca. 55 kms kørsel i nordøstlig retning fra Strausbourg/Kehl) vil der sikkert blive budt på en slags “turkish delight”.  Interessant bliver det at se, hvordan de forskellige NATO-stats- og regeringschefer fordøjer den.

Endnu mere interessant bliver det at se, hvornår den korrekte stavemåde skal skifte fra “Natostilling” til NATO-stilling”.

PS. Læseren ønskes en god weekend, mere eller uden turkish delight ;-) .

Next Page »

Powered by WordPress