hulegaard.eu

January 17, 2008

Faglige ledere til forhandling

Filed under: Politik, LO/FTF, Tine Aurvig-Huggenberger, Flemming Ibsen — hulegaard @ 5:41 pm

Den nyligt detroniserede LO-boss-kandidat Tine Aurvig-Huggenberger har med sit pensionskrav - rejst af HK-privat - påkaldt sig og hele det faglige område en del (uønsket?) opmærksomhed.

LO-luksus?

Blandt flere medier leverer BT d. 17.jan. 2008 en grundig læser-information om fagforenings-bossernes lønninger og private matrikler.  Sidstnævnte ovenikøbet med forbruger-orientering :-) om gns.kvm.pris i de respektive bossers hjemkommuner (sammenlignet med deres domicil).

Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening topper over formandslønninger med 1,4 mio. kr/år inkl. pension.  Flere af de andre LO-FTF formænd følger efter med årslønninger lidt lavere end toppen. Basalt kan det enkelte medlem stille sig selv spørgsmålet: Er løn-/pensionsniveauet rimeligt? Det enkelte medlem alias læser kan bevilge sig selv 2 minutters stilhed til individuel refleksion :-)

Nogle - måske ganske mange - vil erindre den abrupte måde, som Tine Aurvig-H… forlod LO på, efter have tabt formandsvalget marginalt til den nuværende LO-formand Harald Børsting (ham, der forestillede sig på et tidspunkt at blive en “kult”).

Som denne blogejer ser essensen af sagen, er der vel tale om, at LO ikke i sin faglige fantasi og tilfredse selvforståelse kunne forestille sig, at en faglig valgt formand/leder forlod bevægelsen i utide.  En masse store beløb og begreber som “tilsagnspension” svirrer i luften. Er det rimeligt, at en af egen drift frivillig afgående fagforeningsboss kan hæve pension?  Det er ligesåmeget princippet som beløbets størrelse.

LO-historik

Det danske fagretslige system har eksisteret i ganske mange år. Engang var det en virkelig kamp. Siden blev det en velfærds-kamp. Hvem husker LOs måske mest magtfulde formand fra 60erne og 70erne.  Jeg har været forbi flere ordbøger for at finde et eller flere dækkende tillægsord for denne chef-pampers opførsel og selviscenesættelse, uden at finde bare et passende eller tilstrækkeligt beskrivende tillægsord for den nu afdøde hr. T.Nielsen. Efterfølgerne har været lidt mere afdæmpet (det modsatte ville næsten være utænkeligt :-) ), men de selverhvervede rettigheder har - rigeligt - fulgt med prisniveauet.

Den mangeårige - nu afgående - HK-formand John Dahls gyldne håndtryk i forrige uge er vel et andet eksempel på de rettigheder, som de mange fede år har allokeret ned i de respektive ansættelses-aftaler for denne grupper af “løn-modtagere”.

Refleksion

Den erfarne - og i min optik særdeles kompetente, resonable og sympatiske - arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen (Aalborg univ.) er citeret for følgende udsagn:

Den slags er dræbende for fagbevægelsen. LO har brug for god omtale og et godt image - i stil med Folkekirkens Nødhjælp og Læger Uden Grænser. Ellers er der tusindvis af medlemmer, der vil overveje at forlade forbundet og søge andre veje”.

Det er et kendt sag, at LO/FTF har mistet i titusindvis af medlemmer de senere år til bl.a. de såkaldte “gule fagforeninger”.  Hvorfor mon?

Inden den varslede lønkamp (læs: konflikt) nærmer sig i 2008, er der sikkert stadig så meget pengerigelighed på rejsekontoen hos LO/FTF, at der kan blive råd til en charterrejse til Grækenland.

Hvorfor? -  fordi det nok er den bedste destination for studere det græske begreb “hybris”.

I mellemtiden kan så mange “almindelige” (ganske ofte seriøst arbejdende) faglige repræsentanter på arbejdspladserne overveje, om de skal klikke ind på LOs hjemmeside og tage en stress-test.  En anden mulighed er at tænke over, hvor stor chancen er for, at deres nuværende (og måske sidste? ) formand bliver en kult.

Powered by WordPress