hulegaard.eu

January 7, 2008

Storyteller

Filed under: Boksning, Bøger, Kurt Thyboe, Storyteller — hulegaard @ 10:56 am

“Jeg er som en mægtig doven flod, der driver langsomt gennem landskabet. Somme tider er der en, der pisser i floden. Tror du overhovedet, flodet lægger mærke til det?”  Alexander Dumas kendes af de fleste for Musketererne og Monte Christo.

Jeg har netop lukket den signerede bog KURT.Storyteller. Ovenstående afsnit danner slutningen på bogens sidste pagina 264.

Læseren, der er vant til den sædvanlige 3-4 minutters refleksion, må belave sig på en lidt længere denne gang. 

Forfatter CV

F. 24.januar 1940. Journalist, sportskommentator, freelance-skribent, forfatter, smørrebrødshøker, sangskriver, drager, flyttemand, sneskovler, blomsterbud. -  Den journalistiske karriere i hovedpunkter: Reporter på Aalborg Stiftstidende, B.T. Billedredaktør på Politiken, Chefredaktør på Ugens Rapport, reporter på Information, sportschef på Ekstrabladet og sportskommentator på DR1, TV2, TV3, TV1000 og Viasat. Hertil kommer en bøger om sportstjerner.

Bor i Spanien på snart tyvende år med sin hustru Marianne.

Reporteren

Der er journalister, reportere gode som mindre gode. Der er store talenter og (en del) folk, der bilder sig ind at være det. Og så er der Kurt Thyboe.  En sjældenhed, selv i (sports-)journalistikkens verden.

Hvem husker ikke hans duo-optræden med boksedommer Ove Ovesen på TV 3? Deres person-kemiske forskelligheder og samspil matchede oralt, hvad der foregik i ringen. Mange (herunder denne blogejer) nød deres helt specielle verbale pardans, når ringens knock-outs eller perfekte, tørre hooks til kæbe og krop i svedig og materialistisk kulisse visualiserede noget helt særligt. Altsammen rammet ind af den kendteste af alle ringe: Bokseringen.

Citaterne kunne fylde ganske meget, men blot dette: 

Hvad er en boksekamp?

»Det er to mennesker, der har en samtale i ringen med næver i stedet for ord. De bruger kroppens sprog med hooks, kryds og uppercuts, og de kommunikerer på et ekstrem højt intellektuelt plan. Nogle nætter, hvis to fightere kan mærke, at de er ved at skabe noget stort, så kan de samarbejde om at skabe en Goya eller en Rembrandt på ringens kanvas.«

Kurt.storyteller

Hvem serverer disse sproglige punches med komplekse betydninger?  Det gør Mr. Storyteller himself!  Navnet har snart i 68 år været

Kurt Thyboe 

Nu bosat udenfor det pragtfulde Barcelona i den lille by Castelldefels sammen med sin livsledsagerske Marianne, der loyalt har været med til alle karussel-turene.

Bogen

72 kapitler efterfølger “intro” og “prologen”.  Det afsluttes med en “outtro”.  Bogens midte er fotografisk illustreret med interessante møder med mere eller mindre interessante personer. Af sidstnævnte f.eks. bokselegender som Cassius Clay alias Muhammed Ali, Mike Tyson og El Campeon del Mundo (argentinske Carlos Monzon) samt den (afdøde) fransk-amerikanske sanger og filmskuespiller - “G-manden Lemmy” alias - Eddie Constantine.

Bogen med “journalnummeret” ISBN 978-87-21-01964-8 opridser talrige oplevelser i bl.a. Danmark, USA, Brasilien og Spanien; sidstnævnte med diverse erindringer om de verdensberømte spanske fodboldklubber Real Madrid og FC. Barcelona.

Der er naturligvis reserveret et par sætninger eller mere om en gylden tid som chefredaktør på Aller-successen Rapport….”de ti år, jeg var chef for rapport, var mentalt et evigt dyk i syrebadet. (….) Vi var de ti år, gennem 70erne, lysår foran resten af en sløv, tam, ensrettet dansk presse. Vi turde ting. Vi flyttede grænser.”

Der er opture og nedture (dæmoner). Oplevelser - meget stærke - på det personlige plan. Den væsentligste af dem alle - en tirsdag morgen d. 10.juli 2003, hvor døden bankede på døren.

Og der er sjove og reflektive citater (naturligvis….:-) ) som f.eks.:

“Jeg arbejder altid på bordeller….der er så fredeligt og stille om morgenen….og så er der fiesta hver eneste nat” (Garcia Marquez, forfatter). 

“Håbet er livets foryngelseskur” (anonym).

Eller om de mere kendte:

“George Bernhard Shaw sendte engang Winston Churchill to billetter til en premiere på et af sine stykker med følgeteksten: En til Dem og en til en ven, hvis De har nogen!

Churchill returnerede billetterne, bad om at få to til næste dags forestilling med ledeteksten: Hvis der da bliver nogen!”

Læs bogen - eller dele af den; du kunne meget vel få lyst til at repetere nogle kapitler et par gange eller så.

 Refleksion

Erindringsbogen Storyteller om Kurt Thyboes fantastiske liv i sportens og medie-underholdningens verden udkom november 2007 efter flere års tilløb. En væsentlig grund til, at det omsider lykkedes, var hans mangeårige loyale ven (redaktør) Poul Henrik Westh.

 Den på mange planer modne - og velbegavede, specielt formidlende, journalistiske baggårdspuma fortjener, at vi læser den!  Manden med hestehalen, manden med det store ego og det lave selvværd. Manden, der hele sit liv har søgt og vil søge nye udfordringer. Manden, der taler 10 sprog osv.

»Jeg er en del af hele den cyklus. Jeg er stjernestøv. Jeg er en energimasse. Det er jeg først kommet til at tænke på de senere år. Jeg hænger sammen med universet.«

Kurt Thyboe tilhører den minoritet, der virkelig ( og her menes virkelig opløftet til n´te potens) i min begrebsverden personificerer Frank Sinatras “My Way”.  Verden ville være fattigere, mega meget fattigere uden et sådant menneske. 

Lad “stjernestøvet” drysse fortsat i mange år….på entusiasmens sidste store dinosaur-agtige storyteller! 

Powered by WordPress