hulegaard.eu

February 13, 2008

Den hvide tirsdag

Filed under: Politik, Tyskland, 2.Verdenskrig, Dresden, Hvide tirsdag — hulegaard @ 11:19 am

Dagens refleksion er yderst speciel.  Den er relativ lang og indholdet og moralen er noget anderledes end sædvanlig!  Men for den udholdende læser er der en klar underholdningsværdi og meget stof til eftertanke. 

Historisk baggrund:

Luftangrebet på Dresden, under 2. verdenskrig blev udført af Royal Air Force og United States Army Air Force på området i og omkring Dresden. Det foregik gennem fire, på hinanden følgende luftangreb i dagene fra den 13. – 15. februar 1945. Antallet af dræbte er ukendt og vurderingerne heraf varierer meget. Antallet af omkomne varierer fra 25 og 40.000 og antallet af sårede ligger på cirka 30.000 personer. Derudover blev store dele af den indre by i Dresden ødelagt, lige såvel som den industrielle og militære infrastruktur blev lagt i ruiner. Kunne selve luftangrebet på Dresden legitimeres militært? Var det en ren hævn fra de allierede?

Mine oplevelser

Altstadt i Dresden i den østlige del af Tyskland, kendt som Sachsen, er smuk. Byens sagnomspundne arkitektoniske perler Frauenkirche, Semperoperaen og slottet Zwinger er verdenskendte. Byen er i mange år blevet kaldt Elbens Firenze. 

Skønheden var svær at få øje på en råkold og halvmørk tirsdag eftermiddag i februar 1945, det sidste krigsår, hvor jeg sluttede dagens vagt som sporvejskontrollør. Jeg var begyndt at arbejde efter have været indlagt med en sårinfektion. Een af lægerne ville have mit ben amputeret, men en anden læge mente, at jeg ville kunne klare det med noget medicin. Jeg valgte at følge den sidste læge. Fik noget medicin med og forlod hospitalet lettere humpende hjem til værelset i den gamle, grå patricerejendom i Dresdens centrum. Det blev weekend og jeg startede på mit monotome arbejde på sporvognen om mandagen i den råkolde og snefyldte februarluft.

Denne tirsdag efter fyraften så jeg frem til at møde Traudi, der boede længere oppe i samme opgang. Vi havde startet vores kærlighedsliv for nogle uger siden. Hun var der ikke, da jeg ringede på. Nede hos mig selv på mit spartanske værelse hørte jeg luftalarmen. Den fortsatte med en voldsom intensivitet, som ikke var normalt i Dresden.  Jeg tog det mest nødvendige med ned i kælderen under det hus, der engang havde været et fornemt 6-etages beboelseskompleks. Jeg havde sat mig i et hjørne af kælderen ved siden af nogle andre beboere, da døren gik op, og Traudi kom ind. Vores blikke mødtes og vi fandt sammen i denne rædselsvækkende og intense kulisse, som dette “beskyttelsesrum” var. Vi udvekslede blikke fyldt af både tilbageholdt lidenskab og samtidig angst.

Det var voldsomt. Bomberne faldt næsten i en uendelighed. Vores kælder rystede, kalk dryssede hele tiden ned fra loftet. Alle var enten skrækslagne eller nærmest i trance. Pludselig sagde en indre stemme, at jeg måtte op på gaden og væk. Bare flygte, ligemeget om en bombe ramte mig. En indre stemme og en stærk vedvarende indre kraft. Jeg trak i Traudi for at få hende med. Hendes øjne var rædselsslagne og hun nægtede at følge mig.

Et øjeblik var jeg i tvivl. Men så fjernstyrede mit indre mig udaf døren, opad trappen og ud på gaden.  Alt var kaos. Luftalarmerne lød fortsat. Bomberne faldt. Jeg var vel gået  omkring 100 meter, da jeg blev blæst om af et lufttryk. Liggende på den frostkolde gade vendte jeg mig om. Huset, som var mit “hjem” med den kælder, jeg havde siddet i blot 2-3 min. forinden, var jævnet med jorden, efter en bombe havde ramt plet. Alt var stille. Ingen levede. Jeg var i live og fattede det knapnok.

Hvordan jeg kom videre, ved jeg ikke rigtigt.  Jeg gik i retning af jernbanestationen. Synet af en større tysk by i kaos var overvældende og huskes livet ud. Bombekratere, chockerede mennesker i alle aldre, ustoppelige brande, lugten af brændt kød, skrig, gråd, desperation, var alle ingredienser i dette inferno. Kort før stationen så jeg vilde dyr - vistnok løver? - komme løbende på gaden umotiveret uden retning og lige så desperate, som menneskene. Mennesker og dyr sammen i dette dødens inferno. Jeg registrerede i min underbevidsthed, at Dresden zoologiske have var blevet ramt.

De fulde konsekvenser sås i gadebilledet blandet med menneskelige lidelser, lig og desperation i en brutal kombination.

Det videre forløb er forholdsvis uklart. Jeg erindrer dog, at jeg sad på en af togets bufferter i lang tid, medens det overfyldte tog kørte ud fra Dresden banegaard mod nord. Ad flere omveje kom jeg til Schleswig, hvor jeg via telefonkontakt fik mine svogres hjælp til den sidste rejse retur til det - efter omstændighederne - sikre Danmark.

Mine søstre og svogre hjalp mig gennem det næste år. - Jeg fik efterfølgende mange rigtig gode år. Jeg sov stille ind i døden med begge ben :-)  i en alder af 83 år mæt og tilfreds, næsten nøjagtig 30 år efter den hvide tirsdag i Dresden.

Refleksion

Ovennævnte historie er sand helt ind i marven af hvert bogstav; med den undtagelse, at det ikke var mig, men min forlængst afdøde (yndlings-) onkel, der oplevede det.  I dag d. 13. februar 2008 er der gået 63 år siden de voldsomme begivenheder. Stortset alle fra den tid er døde eller tæt på. Medieverden har stopfodret os med 2. verdenskrig. Vi er næsten mætte.

Når et menneske presses til det yderste for at overleve, frigøres kemi, tro og tanker i et forsøg på at fastholde linket til livet.  Erindringen fra - den nu totalt istandsatte og smukke - Dresden er blevet fortalt mig så mange gange, at jeg næsten følte, at det var mig selv, der oplevede det hele. 

Next Page »

Powered by WordPress