hulegaard.eu

March 30, 2009

Régression Bacchus

Filed under: Chile, Frankrig, Bacchus, St. Emilion, Bordeaux, Medoc, Ole Paustian — hulegaard @ 6:33 pm

I blogejerens ungdom (kort efter jernalderen :-) ) havde han en elsket og særdeles velhavende tante i Hellerup.  Hun købte sin vin i et kendt vinhus på Strandvejen udelukkende - gentager udelukkende - efter, om hun kunne lide etiketten, om vinslottet på papiret tiltalte hende. Pris og oprindelsesland var nærmest ligegyldige parametre. 

Sådan gror vinmarkerne ikke mere….! 

Régression Bacchus 

Overskriftens første ord er fransk for “tilbagegang”.  Det andet ord er det kendte latiniserede tilnavn til den græske vingud Dionysos.  Vi presser disse to BOGSTAVelige vindruer og hermed opstår fakta, nemlig “tilbagegang for fransk vin”.

For første gang nogensinde er Frankrig ikke det land, der leverer mest vin til de danske ganer. Den europæiske vinnation er blevet overhalet af Chile, der indtager førstepladsen på listen over de største leverandører til Danmark.

Den franske markedsandel styrtdykkede sidste år fra 19,6 pct. til 15,2 pct. I mængder var der tale om et fald på 10 mio. liter vin. Nedturen tog fart i andet halvår, da Australien også overhalede Frankrig.

»Toget kører forbi Frankrig. Vinlande som Chile og Australien producerer vine, som tiltaler de danske forbrugere med en let sødme og smag af frugt. Mange føler, at de får mere værdi for pengene, når de køber de billigere vine fra disse lande,« siger Ole Paustian, næstformand i VSOD.

Han tilføjer, at mange af de franske producenter er bundet af regler og traditioner, som gør det svært på eksportmarkederne. I nogle områder er det slet ikke tilladt at tappe vinen i kartoner, som bliver mere og mere populære blandt forbrugerne.

»Vi ser samme problemstilling med skruepropper, som der i nogle områder er forbud mod. De traditionelle vinproducerende lande i Sydeuropa er lidt støvede og har ikke fulgt med tiden,« siger Ole Paustian til JP, der danner kilden til denne refleksion.

Nedturen rammer nemlig også de øvrige sydeuropæiske producenter som Spanien og Italien, der må se markedsandelene forvitre.

Vinderne er Chile, Australien og Sydafrika, og det er samme udvikling, markedet har set i de seneste år.

Statistikken viser i øvrigt, at knap en fjerdedel af al importeret vin er hvidvin, mens resten er rødvin eller rosévin.

Refleksion

I vores tidsalder er vin - gudskelov - blevet enhver borgers mulighed for “sund afveksling” i forhold til anden form for alkohol og læskedrikke.

Uanset druernes navne i vinlandene er kundens valg af vin primært sammensat af såvel pris, smag og tradition; sidstnævnte skal ikke undervurderes, men heller det modsatte.  Det stok-konservative (og vidunderlige) Frankrig skal passe på, at det ikke med AGV-togets hastighed bliver kørt agterud i de kommende årringe.

Blogejeren har aldrig lagt skjul på, at Bordeaux-området - med fokus på St. Emilion og Medoc - er hans foretrukne.  Smag er behag eller… :-)

Powered by WordPress