hulegaard.eu

February 27, 2007

Morgen TV

Filed under: Morgen TV — hulegaard @ 10:31 am

Måske har læseren samme vane med at se morgen-tv, medens morgenmåltidet og kaffen passerer igennem tandsættets forskellige størrelser ned i mave-tarmregionerne. Det forekommer næsten ligegyldigt, hvilken kanal, der vælges. Både danske, svenske, norske, tyske og engelske bringer stort set det samme koncept på hverdage. Studieværter Oftest er studieparret fra begge køn. De kommenterer dagens aviser i en iscenesat afslappende pludren; indimellem garneret med lidt meningsudvekslinger,alt sammen noget, der glemt 4,5 nanosekund senere.

 Udseende er et helt selvstændigt kapitel. Medens vi andre gnider den sidste søvn ud af øjenkrogene, forsøger at fastholde fokus på det vandkæmmede eller føntørrede look og knapper en overset knap, ser studieværterne altid forbandet friske ud på denne tid af dagen. Jeg vil gerne – helt gratis – betro læseren, at jeg bestemt ikke hører til dem, der blinker i første forsøg med alle startknapperne. Derfor føler man sig allerede bagud fra første akt af morgenmads-ritualet.

Indhold - Der er interviews med kendte, som altid har en mening om alting. Nogle gange grines højt, nogle gange smiles indforstået, andre gange er de sminkede ansigtsfolder lagt i alvorlig lage, hvis emnerne er krige, indsamling til naturkatastrofer, rentefald og dødsfald.

 For afvekslingens skyld er der i nogle programmer en stylist, der ændrer ”Tina” eller ”Kristina” fra en kedelig, leverpostejfarvet hverdag og hårfarve med gæld, uforstående partner og uregerlige teenagebørn til en toptunet, checket, frisk, lækker overskudskvinde. Bagefter føler ”hun”, at det har hjulpet helt enormt. Hendes selvværd er på ingen tid maximeret som en Mærsk-aktie. Man kunne af næstekærlighed ønske, at det var sandt helt ud i yderste hårsæk.

Nyeste (teknologiske) trends præsenteres. Tendensen er olympisk: Hurtigere, bedre, stærkere. Designet er lækkert og ofte praktisk. Prisen ”begynder ved..” Det er ikke altid, at demonstrationerne virker, men det er hurtigt glemt.

 En kraftig bygget og jovial smilende film-anmelder med ponyhale fortæller om sin (film-)mening og uddeler stjerner efter smag. Oftest bruges kun 3 eller 4 stjerner, til trods for muligheden 1-6. Måske er 4 også hans lykketal?

Musikindslag er også obligatorisk. En sjælden gang er det en kendis, der lige skal have promoveret sin seneste CD. Man kunne få den tanke, at studieværten havde lovet kunstneren dette ved seneste reception i underholdningsbranchen, hvor floskler, omfavnelser, sminkeskånende stereokys og overdrivelser er lige så fast inventar som taler, festbord og cola light til dem på antabus. Indimellem afveksles med et ”lovende band”, der spiller noget, som man ikke engang kan tygge i takt til. Tre mundfulde senere har man glemt navnet og når man efter morgenmaden begiver sig af sted i pligtens universelle kosmos, er bandets navn og musik slettet for evigt på ens indre (uformatterede) harddisk. De færreste fortsætter med at checke TV-stationens hjemmeside, som der rosværdigt flittigt refereres til.

Velbekomme - Og nu kommer omsider pointen. Der er altid en kok med. Oftest lettere manisk. Retterne er hver gang sunde, afvekslende, friske (råvarer osv.) og ekstremt velsmagende. Naturligvis skal studieværterne smage sig igennem disse kunstværker.

Og så sidder jeg – næsten hver morgen – med min Netto morgenbolle i munden og funderer over, hvordan i himlens navn man kan spise culottesteg med diverse sauce, raffinerede kartofler, frisk tilberedte grøntsager og alskens tilbehør i øvrigt kl. 08.15 om morgenen?

 ”Fortsat god og velsmagende dag!”

Powered by WordPress