hulegaard.eu

May 31, 2010

Michael Caine is Harry Brown

 

103 minutters “Harry Brown” ville opleves som 100 minutters bombastisk ligegyldighed i et mørkt biograflokale, hvis ikke Michael Caine havde spillet hovedrollen.  De sidste 3 minutter krediteres de sceniske indtryk af et forarmet, deprimerende og - for mange beboere - farligt beton-forstadsmiljø i Storbritannien. 

Blogejeren har - med både interesse og beklagelse - oplevet det såvel i Storlondon, Liverpool og Manchester. Det er bestemt ikke nogen poetisk og arkitektonisk nydelse, men det er også en vinkel af Storbritannien. Læseren har måske også under sine besøg på “øen” oplevet disse miljøer, ifald ha/un havde lyst til en social-realistisk sightseeing langt væk fra det britiske overflødighedshorn af seværdigheder, kulturtilbud, traditionelle pubs, sportstadions, haveudstillinger og andet skønt. 

Harry Brown 

Handlingen er som følger (cinemanzone.dk) : Vores hovedperson, Harry Brown, er gammel elitesoldat, som nu hensygner sin alderdom i et ghettopræget etagebyggeri og på den lokale pub. Bartenderen skænker øl over disken til både gamle mænd og de unge narkohandlere i lige mængder, og vi følger Harry og hans jævnaldrende buddy, mens de forbander nutidens ungdom. Og den er også slem. Ungdomsbander med våben og snepudrede næser fylder godt op omkring det trøstesløse betonbyggeri, og chikanerierne mod de normale beboere tager til fra dag til dag.

Da Harrys ven tager sagerne i egen hånd og bliver dræbt i en fodgængertunnel, får vores hårdhudede hovedperson nok og finder den gamle elitesoldat frem fra gemmerne. Samtidig kæmper en ung kvindelig politibetjent for at få overbevist sin chef om, at de dødsfald, som sker rundt om i bydelen, måske slet ikke har noget med en bandekrig at gøre – en klassisk og ærlig talt fortærsket historie om en rigid politistyrke uden relevans for den egentlige virkelighed, som filmen så gerne vil sige noget om.

Refleksion

Regelmæssige filmnydere vil erindre (afdøde) Charles Bronson (”En mand ser rødt” osv) og 80-årige (i dag 31/05/10 - til lykke Clinten!) Clint Eastwood som de ægte seniorer oftest med en militærisk baggrund agere som ultimative hævnere. “Clintens ” seneste film “Gran Torino”, hvor han spiller en desillusioneret, racistisk soldaterveteran, som kommer i nabostridigheder, kan på nogle måder sammenlignes med “Harry Brown”. Den er absolut seværdig.

Michael Caine er tre år yngre end Clint Eastwood.  Begge er stadig still going strong, selvom det må formodes, at action- og løbescener m.fl. er overtaget af stand-inns. :-) -  Michael Caine har altid - siden udødeliggørelsen af en af Storbritanniens allerstørste thrillerforfattere Len Deightons The Ipcress File (Lynaktion Ipcress) fra 1965 været fulgt i mange film med interesse. Caine er meget engelsk.  Adlet og med cockney baggrund. Han har også blandt talrige priser og normineringer bl.a. vundet 2 Oscars for bedste mandlige birolle (1987 og 2000).

Michael Caine mestrer som få - i forskellige rollefag - det underspillede, den (britisk-) ironiske distance, det følsomme, ja nærmest sentimentale og alligevel samtidig det brutale.  Der ses i glimt eksempler for nævnte genrer i filmen. Man tror på ham. Det sker i gråd over at have mistet sin kræftsyge hustru og senere sin gamle skakspillende ven. Men det sker også, når han udnytter sine marinesoldatkompetencer fra sin tid i den mangeårige religiøse borgerkrig i Nordirland og affyrer de mere end nødvendige skud mod udvalgte i såvel narkomiljøer som repræsentanter for unge hardcore drengebander.

Brittens særegne historisk betingende følsomhed og ikke mindst hårdhed har ingen alder.

“Selvtægt” og “hævn” er to voldsomme mekanismer i den menneskelige natur uanset det geografiske GPS-punkt. Michael Caine demonstrerer dette både i krudt og i ord.  Sidstnævnte i en af filmen bedste tekst-sekvenser: “I Nordirland kæmpede de i det mindste for en sag.  Her kæmpes nærmest kun som underholdning” som Caine på et tidspunkt siger som “forsvar” for sin selvtægt mod “de onde” til den kvindelige politikommissær.

At slutningen forekommer lettere urealistisk skal ikke udviske billedet af en aldrende, men dybt professionel britisk skuespiller-præstation af Michael Caine.

Harry Brown trailer - youtube.com

Foto: Internet

Next Page »

Powered by WordPress