hulegaard.eu

November 29, 2007

Rav i borgerskabet

Filed under: Kaliningrad, rav, Smykker — hulegaard @ 5:31 pm

DR1-dokumentaren har indimellem nogle seværdige udsendelser. Altsammen afhængig af emnevalg og smag, naturligvis.  Et godt eksempel var “Ravsøstre“, der blev sendt onsdag d. 28.11.07.  Udsendelsen var seværdig af flere grunde, som jeg skal konkludere i refleksionen.

Ravsøstrene

Om aftenen den 20. december år 2000 slår  de 67-årige, samboende en-æggede tvillingesøstre Bodil og Birgit alarm fra deres store lejlighed på Vester Søgade i København. De har solgt rav i 33 år gennem den kendte forretning ’Rav Specialisten’ på Frederiksberggade (Strøget).  De er blevet brutalt overfaldet og lejligheden ligner nærmest et blodbad efter den voldsomme behandling. Tilsyneladende er det ikke et rovmord, eftersom det værdifulde hjem i penthouselejligheden ved Vester Søgade synes at være intakt.

Den glimrende udsendelse ’Ravsøstre’ forsøgte at komme svarene nærmere i en sag om “ravsøstrene”, som iflg. DR1 politiet kun modvilligt har åbnet op for.

Hvorfor?

I udsendelsen afviste søstrene hårdnakket og gentagne gange, at der var tale om “kendte kontakter”.  De skyldte ingen noget, betalte altid til tiden og havde ikke noget negativt mellemværende med rav-producenter, herunder i Østeuropa. 

Københavns politi blev også interviewet og havde et mere nuanceret syn på sagen. En teori kunne være, at søstrene have skaffet sig fjender i den indflydelsesrige østeuropæiske rav-grossistvirksomhed. Sagen er i dag stadig uopklaret og er nu henlagt. Alle politiets teorier er endt blindt.

Refleksion

Dokumentarudsendelsen gav via on location et bredere billede af rav-udvindingen og handlen, der primært foregår fra Kaliningrad (det gamle Königsberg),  en russisk enklave mellem Litauen og Polen.  Rav kaldes af nogle for det “baltiske guld”.  Under mine rejser i Polen og Estland var det tydeligt, at rav havde en betydningsfuld plads i “sten-forretningerne”.

Søstrenes bourgeois-agtede væremåde i portrættet fremstod nuanceret.  Afhængig af ens egen sociale indfaldsvinkel, kunne man vælge at føle stor sympati for disse kultiverede og velbjergede forretningskvinder eller det absolut modsatte.

Vi så dem sidde i penthouse-lejligheden med smuk oversigt over søerne og samle ravkæder, sorgløst småpludrende. Vi så dem hilse på Mærsk-McKinney Møller (= hr. Møller) til den årlige generalforsamling i BC.  Vi så dem også - nærmest som jydske handelsmænd - køre op til Hvide Sande i en beskeden bil og sælge rav.  Deres berømte strøgforretning ejer de stadig, men den er forpagtet; vi blev dog vidne til et “tilfældigt besøg” i butikken.

Hele tiden sad man og tænkte: Hvordan kan disse to (tilsyneladende) totalt uskyldige og bedsteborgerlige forretningskvinder og 70+ søstre dog forårsage en så brutal voldshandling?  Har de (alligevel?) fornærmet “rav-mafiaen”?

Portrættet viste også billeder fra deres ungdom og kærlighedsliv. Det blev understreget, at de to søstre havde boet sammen de seneste ca. 30 år; som den ene sagde henvendt til et punkt ca. 45 grader fra kameraet:”Hvad skal vi dog med en mand?”. -  

“Han” havde nok kun skabt “rav” i det velordnede borgerskab!

Powered by WordPress