hulegaard.eu

December 30, 2006

Nytårsstatus 2006/2007

Gennem hele mit voksne liv har årets sidste (nytårsaftens)dag været en højtidelig dag med status over det forgangne år. Få år i mit liv har totalt set været i minus, en del har været i balance og en pæn andel i plus. - Siden 2000 har mine år været i plus og året 2006 så sandelig også.

Min hjemmeside hedder “4 Best - www.hulegaard.dk - 4 You”.  Det er derfor naturligt at reflektere over “4 Best” i 2006 for webmasteren. Der har været mange gode og interessante minutter i det svundne år. Men det endelige valg er

1) Vellykkede rejser i ind- og udland -  blandt alle var the peak en søndag i midten af januar 2006, hvor jeg på femte række fra grønsværen på Europas største fodboldstadion Camp Nou så FC Barcelonas berømte klubhold i en turneringskamp (jf. http://hulegaard.dk/fcb.htm ).  Den aften var alle stjernene i en herlig form - Puyol, Deco, det lille argentinske vidunderbarn Messi og verdens formentlig bedste fodboldspiller, brasilianeren Ronaldinho. Der blev serveret lækkerier on location, som verden sjælden ser -  Det var meget, meget stort! - Nu venter Real Madrid på Santiago Bernabeo Stadion i januar 2007, lad se!

2) 2 forskellige kvinder -  Den første scene var en smuk juni-lørdagaften i København (jf. http://hulegaard.dk/charlotterampling.htm) , hvor Storbritanniens mest sensuelle bedstemoder Charlotte Rampling gæstede den danske film-mekka = Cinemateket.  Det var unikt! -    Den anden scene var i det lokale kulturcenter Tobaksgaarden, hvor Socialdemokratiets leder og kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt markerede sig i det lokale vestfyenske samfund en mørk (d.13.) november-aften (= http://hulegaard.dk/weblog/?p=59) . (Min verbale kontakt med dem begge - se links)

3.  www.hulegaard.dk  fik et kraftigt visuelt løft med en professionel animator, der efter mine specifikke anvisninger lavede en herlig ironisk og samtidig perspektiverende streg af min stue og 1.sal. Sitet er generelt tekst- og layoutmæssigt blevet løftet i dette år.

4. Optimeringen af mit PC- og teleudstyr (incl. inde-kamera-etablering) var afgjort også en god og interessant investering. - 2006 blev året, hvor jeg endeligt slap papirkalenderen og overgik totalt til den elektroniske kalender, bl.a. på Nokia Communicator 9500.

Og når jeg går udenfor mit “domæne” og ser på året i national og international perspektiv er 4 valgte nedenfor

Muhammed-krisen…  ytringsfrihed opfattes forskelligt af verdens religioner. Jyllandspostens afprøvning af grænser ved at bringe nogle kontroversielle tegninger af profeten Muhammed fik størstedelen af den muslimske verden til at demonstrere voldsomt mod Danmark. Den største udenrigspolitiske krise siden 2.verdenskrig var en realitet

Den ellers så sikre danske statsminister sad hændervridende på arabisk TV og forklarede. Det kunne måske være undgået, hvis der havde været vist større diplomatisk fleksibilitet i initial-fasen! -  I store træk deler jeg eks-udenrigsmin. Uffe Ellemanns synspunkter i denne sag. Grænsen blev overskredet på tåbelig vis og Danmark tabte mange point på de individuelle internationale goodwill-konti. 

Jeg har fuldt fokus på den forskel, at muslimer er mange grupper. Der er (den største) af rettroende muslimer, der ønsker fred for deres tro og et roligt hverdagsliv mellem andre troende i det danske retssamfund (de skal være hjertelig velkomne!). Der er islamisterne, der ønsker Koranens ord manifesteret i ord og handling, hvor de opholder sig. Og endelig er der de yderliggående muslimske - såkaldte terrorgrupper, der ønsker vestens kulturelle og religiøse værdier nedbrudt. - Til de to sidste er min holding: Tryk avler modtryk. Vi har de seneste 6-8 år oplevet spiren til en religiøs verdenskrig. -  Begge parter er bedst tjent med, at det stopper, før atomare tiltag formentlig ændrer på hele verdensbalancen til ingens fordel!

Iraq-krigen II - Der går ikke en dag og/eller en TV-/radioudsendelse, uden at der meldes om angreb, dræbte og sårede. Det er ulideligt at høre og se på. USA og dets allierede har vundet krigen, men meget tyder på, at de har tabt freden. Når flere danske lig kommer hjem, vil folke-kravet rejser sig om snarlig tilbagetrækning fra en krigszone, som Danmark aldrig burde have været i. Vort land skal selvfølgelig deltage i internationale opgaver, men kun såfremt der er et tydeligt FN-mandat og meget gerne i en “humanitær uniform”.

Henrettelsen d.30.dec.2006 af Saddam Hussein, den tidligere mangeårige sunni-muslimske diktator i Iraq sætter nogle markeringer, uanset hvilken religion og nationalitet, man tilhører. Var dommen rigtig? Er dødsdom rigtig? Renser det luften i Iraq? Antændes en forøget terror fra sunnier mod… osv.osv.

Den seneste amerikanske Baker-Hamilton-rapport viste for første gang klarsyn fra vores ellers respekterede allierede USA, som Europa skylder megen tak! Men noget tyder på, at verden må vente på globalt klarsyn og diplomati, indtil der flytter en ny præsident ind på verdens mest betydningsfulde adresse i januar 2009.

DSB-forsinkelser… som regelmæssig rejsende - ofte på Harrys klasse - har jeg for tit været passager-vidne til irriterende forsinkelser. I bagklogskabens ulidelige perspektiv kunne DSB have brugt mange flere ressourcer på skinne-udskiftninger på bekostning af mere spektakulære tiltag i 90erne. - IC4 forsinkelsen må omsider overbevise den gamle etat om, at Ansaldo Bredo, Italien ikke er en troværdig leverandør.

Kommunalreformen…. uanset diverse forbedringer og ulemper for borgere og personale, er grundtanken bag den nye kommunalreform helt rigtig. Større ansvar til større kommuner samt en forbedret og mere ensartet sundhedsbehandling. De danske helbreds-statistikker udviser helt uacceptable forskelle i forhold til vores skandinaviske broderfolk. Det er reelt helt uacceptabelt.  Ikke bare forstærket opkøb af medico-udstyr, men også minimering af overenskomst-områder er tiltrængt.

 For langt til rådhuset?  Sludder, via internettet ændres kommunikationen til offentlige og private institutioner hele tiden. Lokalt ser jeg frem til en mere professionel kommune at bo i, når arbejdsgangene er faldet på plads.

Og til slut - min (schedulerede) weblog-frekvens på gns. 1 indlæg/uge har holdt. Dette nytårsindlæg er det 53ende. Jeg ser frem til samme frekvens i 2007.  Emner er der nok af.  Læsning og kommentering er meget velkommen, men uanset denne frekvens hygger jeg mig fortsat med min private håndhævelse af den i 2006 antastede ytringsfrihed.

Godt nytår 2007!

Powered by WordPress