hulegaard.eu

February 11, 2009

Sam overlevede….

Filed under: Australien, Sam, Skovbrand, Koalabjørn — hulegaard @ 11:38 am

Den seneste tids katastrofale skovbrande “downunder” i Australien siges at være de værste nogensinde. Det hårdtramte område befinder sig nord for millionbyen Melbourne. Indtil videre skønnes ca. 200 mennesker at være døde, ca.750 huse er foreløbig nedbrændte og talrige andre ødelæggelser på dyr og planteliv.  Brandfolkene kæmper stadig og der venter i det fjerne - udover den globale finanskrise - et gigantisk beløb til re-etablering.

 

Sam overlevede

I al den brændende elendighed er der - hvis muligt - brug for nogle positive vandsprøjt.  Historien om en koalabjørn, der hårdt såret bønfaldt en følsom brandmand om hjælp, har hurtigt gået sin sejrsgang i australske og internationale medier. Brandmanden David Tree gik lidt bag ved sine kollegaer på patrulje i et katastrofeområde, da han fik øje på koalabjørnen, der havde »tydelige smerter«.

»Det var utroligt. Han vendte sig om, satte sig på numsen og kiggede på mig, som om han sagde noget i retning af »Hjælp mig««, fortæller David Tree til AP.

»Jeg råbte, om ikke jeg kunne få en flaske vand. Jeg åbnede den, hældte vand på hans læber, og han drak helt naturligt. Han blev ved med at række ud efter flasken, som en baby«.

Sam er en hun
Inden brandmændene fortsatte deres patruljering, tilkaldte de en dyreværnsorganisation, der kunne tage sig af bjørnen, som har fået tilnavnet Sam.

»Jeg elsker naturen, og jeg har haft med koalaer at gøre før. De er ikke de mest venlige dyr, men jeg ville gerne hjælpe ham«, siger David Tree.

Tree har siden fået at vide, at Sam har det fint. Og at han i virkeligheden er en hun.

Dyreværnsorganisationen Royal Society for the Protection of Animals erklærer ifølge AP, at der bliver etableret beskyttelse af tusinder af kæledyr og kvæg, som er påvirket af katastrofen.

Refleksion

Blogejeren er en stor pattedyrs-elsker. Samtidig erindres en fjern slægtning, der boede en del år i Australien og ved næsten enhver lejlighed underholdte sine danske slægtninge om de to særegne og australske “specialiteter”, nemlig koala-bjørnen (=Sam) og wombatten.  Erkendt: Kønne er de ikke, men kære på deres egen lidt twistede måde….

Der er hårdt brug for “Sam-historier”…til enhver tid i en hård tid!

Foto: MARK PARDEW/AP  

Kilde: Politiken.dk

Next Page »

Powered by WordPress