hulegaard.eu

August 10, 2009

Soap manus

Filed under: Politik, Håndvask, H1N1 — hulegaard @ 7:15 pm

 

En berømt hovedstadsavis bragte 10.august 2009 på sin forside (jf. illustr.) en skematisk og pædogogisk illustration over det for tiden “varme emne”: Vask af hænder.

Sundhedsministeren opfordrede til “håndvask” i anledning af den ….det ved vi vist alle efterhånden…varslede influenza H1N1 panepidemi, der måske/måske ikke vil forårsage lukning af skoler.  Samme skoler, der netop er lukket op efter sommerferien og forventningsfulde og kundskabstørstige børn og unge er i startblokken med at suge ny læring og kompetence(r) til sig.

Den (efterhånden ;-) ) sundhedsbevidste sundhedsminister udtrykte sig - for en politiker - rystende klart i sit budskab: “Mit råd er: Vask hænder, vask hænder, og vask hænder i varmt vand (….)”.  Det var under denne læsning, at blogejeren blev klar over nytteværdien for en politiker i at kunne vaske sine hænder…..klart, at en professionel politiker som en minister besidder års spidskompetence i denne disciplin.

8-trin

Illustrationen forklarede med visuel tydelighed de forskellige tempi ledsaget af en enkel tekst. Ingen kommunikationsrådgiver kunne (næsten) have gjort det bedre. Blandt de mange råd var, at mellemrummene mellem fingrene (på begge hænder….stod der!) skulle vaskes.  Det samme gjaldt bagsiden af tommelfingrene. De sidste to punkter 7-8 fortalte, at “til sidst skyller du hænderne grundigt og ryster dem….(og endelig) En vandhane er en festival for bakterier, så brug et stykke papir, når du lukker den”.  Fik vi den….?

Andre politikere har haft mere travlt med at mase sig frem i køen for at få vaccine, til trods for at de er vant til vaske hænder i forskellige sammenhænge og EU-lande…..

Refleksion

Hygiejne er vigtig såvel i en pre-panepidemisk (eller blot den almindelige) hverdag. Endnu vigtigere er mental balance og “fætteren” vi kalder sund sans eller blot fornuft.

De seneste mange årtier har det været kendt i sygehus-hygiejne, at smykker og armbåndsure (naturligvis) også var bakterie-belagte. Det har betydet forbud i visse sammenhænge, senest som en rekommandation i en kommunal børneinstitution, med højlydte protester som følge.

Blogejeren har i mange år hørt til de besynderlige mennesker, der går med 2 armbåndsure. Nu overvejes, om det måske er mere sikkert at skifte til et lommeur, som salig bedstefar gik med.  Det betyder mest praktisk en vest med lommer; ja flere lommer, fordi der skal også være plads til det papir, der tører vandhanerne af, når håndvasken er overstået….ikke sandt ;-) .

Next Page »

Powered by WordPress