hulegaard.eu

November 5, 2007

Genkendelsens knock-out

Filed under: Aldring, Anita — hulegaard @ 5:43 pm

Aldring er vi alle fælles om, dog i forskellige hastigheder. Jeg har selv forsøgt at standse min egen. Straks tænker du: Han har fået en kosmetisk operation, drysser knust næsehornspulver udover sin A38 hver morgen eller løber en marathon på ulige datoer. Ingen af delene passer – på mig i hvert fald.

Derimod kan jeg finde på at konsultere flere spejle i mit hus i håb om, at ét af dem viser en yngre udgave. Men indtil nu synes spejlene at holde sammen i et beklageligt  og ubrydeligt partnerskab ;-) .
Jeg kender en kvinde, der mener, at spejlene ikke skulle være opfundet. En anden, der ikke kunne leve sit kvindeliv uden. En tredje, der var nærmest ligeglad og en fjerde osv..

En menneskealder siden….
For 36 år siden mødte jeg en kvinde i selskabelig sammenhæng, som det så smukt kan udtrykkes. Min yndlingsonkel præsenterede hende for mig en aften. Hun havde fået voldsomt meget foræret fra naturens hånd.  Hun brugte det til næsten enhver lejlighed. Hendes feminitet var perfektioneret og gennemført til mindste detalje i performance, motorik og helt sikkert mentalt. Alle tangenter syntes fuldt opdaget på det feminine klaviatur.

Når du møder mennesker (næsten) hver dag, registreres sjældent nogle større forandringer. Rynker og grå hår implementeres glidende uden, at det reelt registreres hos de nærmeste. Derimod registrerer du ofte de mindste forandringer, når du møder en person med års mellemrum.

“Anita” mødte jeg vel 10-12 gange over 36 år med ujævne mellemrum. Hendes private kontaktflade var varieret. Blandt hendes veninder var en transseksuel. Når de promenerede sammen på en frederiksbergsk gade, blev mændenes halsmuskler og naturlige fantasi motioneret til den store guldmedalje. De færreste kendte disse to kvinders mere intime liv. Jeg gjorde – via en anden kvinde – !

Anita var hendes kunstnernavn. Hun prøvede lidt af hvert. Flere ægteskaber, børn, forskellige miljøer, dog betaltes der altid topskat. I 90erne startede hun en antikvitetsforretning på et kendt strøg i København. Årsagen var et naturligt ønske om selvstændighed. Hendes seneste skilsmisse og års opsparing - trods et pænt privatforbrug - tillod hende at kunne foretage denne pæne investering, ikke mindst varelagerets værdi ;-)

Tilfældet ville, at jeg i samme periode ofte passerede hendes forretning. Forretningens showroom var besat med få antikviteter uden prismærkning. Hvad Forbrugerråd og/eller forbrugerombudsmand synes om dette, er denne refleksion ligegyldig. Et gammelt trick – ses tit udenfor de skandinaviske samfund – for at lokke kunder til. Udtrykt venligt: Der var næsten aldrig kunder, når jeg gik forbi på hverdags-eftermiddage.  En dag var forretningen lukket, som det så tit sker. Jeg undrede mig ikke, men spekulerede på, hvad der var blevet af Anita.

Af omveje fik jeg at vide, at hun have taget hele turen i det psykiatriske system. Kommunens sagsbehandler formidlede en lille lejlighed i den yderst beskedne del af den velestimerede og velhavende kommune i Storkøbenhavn.  Den adresse stod i skarp social kontrast til hendes tidligere folkeregister-adresser.

En oktoberaften i 2006 ved midnatstid efter at have set Mikkel Kessler blive verdensmester ved ringside i Parken kom jeg kørende ved byens rådhus. Hun stod og ventede på en bus. Vores øjne mødtes. Som altid kunne hun ikke placere mig og var i tvivl om, hvorvidt hun skulle hilse eller smile (hun havde forskellige smil :-) ) eller begge dele.

Også jeg var i tvivl. Var det Anita? Ethvert menneske har nogle kendetegn, uanset aldring. Det tog mig cirka 10 sekunder (den detroniserede tyske verdensmester Markus Beyers tid i gulvet), så var jeg sikker. 

Refleksion

Jeg skulle bruge al min fantasi og mobilisere store dele af min hukommelse for at erindre, hvorfor mænds halsmuskler og meget andet (slettet af censuren) blev overbelastet.
Som en hukommelses-rollator kørte jeg hendes rigtige navn, fødselsdato og (oprindelige) mål for mit indre. Men lige meget hjalp det. “Anita” var 61 år og ikke engang et helt nyt spejl (eller et af mine egne :-) ) kunne ændre dette!

Igår tabte Mikkel Kessler begge sine verdensmesterskabsbælter til waliseren Joe Calzaghe.  Det var en sportslig nedtur, men Kessler har alderen med sig og kommer igen. Anderledes med Anita i livets centrifuge….

Nydelse er en berusende og vidunderlig følelse, men den er flygtig, hvilket vi ofte først forstår bagefter….

Powered by WordPress