hulegaard.eu

October 28, 2007

Det sort-gyldne håndtryk

De fleste kender begrebet “Det gyldne håndtryk”. Overskriften er således hjemmelavet grundet det forhold, at denne refleksion handler om ganske særlige gyldne håndtryk i de sorte Afrika. “Sort” er her brugt ikke nedsættende, men kun til at illustrere hudfarven af kontinentets flertal.

Mo Ibrahim-prisen

Dette afsnits overskrift relaterer sig til den sudanesisk fødte rigmand Mo Ibrahim, der har tjent en anseelig formue som mobiltelefon-entreprenør. Hans firma er kendt især i britiske og nederlandske kredse. Navnet er Celtel. Firmaet beskæftiger sig med telekommunikation i 16 afrikanske lande. Han har stiftet en pris for at fremme godt lederskab i Afrika.

Den 22.oktober 2007 blev den uddelt for første gang. Den tidligere portugisiske koloni Mozambique´s - nu eks-præsident samt fredsmægler i forskellige urocentre i Afrika - Joaquim Chissano fik prisen på sin 69 års-fødselsdag. En ikke helt ubetydelig (fødselsdags-) donation.  Det drejer sig om 26 mio. kr fordelt over de kommende 10 år. Herefter - hvis han stadig lever - får han 1 mio. kr resten af livet med mulighed for at donere denne til velgørende formål.

Mere specifikt for interesserede på  http://www.moibrahimfoundation.org/ 

Refleksion

En afrikansk blogger citeres for disse statements: “Mens regeringsledere på andre kontinenter forventes at bringe fred og fremgang med deres folks taknemmelighed og en pension som kompensation, så bliver dette betragtet som for meget at forlange i Afrika”.

Hensigten er naturligvis at motivere Afrikas ledere til at opføre sig ordentligt som statsledere for deres land!   Retfærdigører det et “sort-gyldent håndtryk”, som er en vestlig detroniseret CEO (administrerende direktør) værdig?  Jeg synes, at vi er langt ude i savannen; men motivationen er unægtelig tungtvejende for de (ganske få?) afrikanske ledere, der ikke betjener sig af korruptionens mørke velsignelser i form af supplerende pensioner i form af forskellig vægt og legering m.m.

(Refleksionen er inspireret af en artikel i Nyhedsavisen, 23.10.07. af Sara Schlüter)

Powered by WordPress