hulegaard.eu

July 14, 2009

In Sickness and in Power

Overskriften er titlen på denne bog-refleksion. Den er engelsk af den simple grund, at bogen ikke er oversat til dansk. Emnet “sygdom og (samtidig) magt” kan enhver læser forholde sig til, hvadenten det er den nationale eller internationale scene.

Bogens forfatter vil være velkendt af nogle, der er konfirmeret for en del år siden ;-) og har fulgt britisk politik i en årrække.  Selv fandt blogejeren under sit Cambridge-ophold i 1980 ham yderst fascinerende, især hans “politiske korstog” med forsøget på at etablere et engelsk socialdemokrati.  Et miniportræt (Den Store Danske) giver et kort rids af forfatteren:

David Owen, f. 2.7.1938, britisk politiker, adlet 1992. Owen var læge af uddannelse og blev 1966 medlem af Underhuset for Labour Party. Han fik flere ordfører- og ministerposter, fx udenrigsminister 1977-79, inden han i 1981 i protest mod partiets venstredrejning brød ud og var med til at danne Social Democratic Party (SDP), hvis leder han blev i 1983. Efter et skuffende valg i 1987 dannede flertallet i SDP trods Owens modstand sammen med Liberal Party det nye parti Liberal Democrats, mens Owen indtil 1992 fortsatte som formand for en ubetydelig restgruppe i SDP. Owens politiske mærkesager var især det offentlige sundhedsvæsen, europæisk samarbejde og forsvar. Efter sin tilbagetræden fra partipolitik var han 1992-95 EUs fredsmægler i konflikten i det tidligere Jugoslavien.

Lidt om indholdet

Bogen, der blev publiceret efteråret 2008 fra et London forlag (Methuen Publishing Ltd), rummer 370 sider interessant læsning samt ca. 50 sider noter.  Det er bestemt ikke en bog, der er læst på en time. Den er udover introduktion o.l. disponeret i fire dele.

Del 1: Omhandler sygdomme hos statschefer i perioderne 1901-1953 og 1953-2007.

Del 2: Egentlige cases ( bl.a. JFK, Mitterand osv.)

Del 3: Eksempler på magt-overvurdering ( Bush, Blair…)

Del 4: “Lektioner for fremtiden” og konklusion

Mere specifikt

For mange af verdens (tidligere) ledere er to forhold ofte gennemgående, nemlig magtfuldkommenhed (og/eller “hybris“) og manio-depressivitet, påpeger lægen og skribenten David Owen.  Dette eksempliceres gennem mange kendte politiske profiler de seneste 100 år. Egentlig somatisk sygdom og deraf følgende medicinering kan også have påvirket beslutninger hos statsledere gennem tiden. Eksemplerne John F. Kennedy og Francois Mitterrand er vel blandt de mest fremtrædende.

David Owen har været tæt på mange af de samtidige britiske politiske ledere, der naturligt får en større fokusering end andre “kontinenter” vinklet såvel som politiker-kollega som læge.  I sidstnævnte egenskab og som supplement/reklame for bogen skrev han i det lægefaglige tidsskrift British Medical Journal (medio nov. 2008). Herfra kan delciteres:

” Ingen er tvunget til at stille op til magtfulde embeder, og det giver ikke mening, hvis de mener, at deres sygdomme er deres private anliggende. De beslutninger, de træffer, har stor indflydelse på millioner af menneskers liv, og det er ikke rimeligt, hvis beslutninger bliver påvirket af fysiske eller psykiske lidelser. Statslederne har en forpligtelse til at forsikre vælgerne om, at de er i stand til at lede og regere på det absolut højeste niveau”. 

Det er samtidig fremhævet i artiklen som et ganske positivt eksempel, at den (tidl.) norske statsminister (1997-2000 og 2001-2005) Kjell Magne Bondevik i 1998 trådte (midlertidigt) tilbage på grund af en depression. Et fornemt eksempel på (en desværre sjælden) selverkendelse!!!!

Refleksion

Enhver læser, der har et operativt kendskab til engelsk samt ikke mindst har interesse for verdenskendte politiske profiler de seneste knap 100 år, har her en enestående mulighed for at komme bag facaderne.

Emnet “en syg chef” kan jo også gælde i den enkelte læsers hverdag, hvor et sådant problematisk forhold kan stigmatisere nødvendige beslutninger eller ved overreaktioner påvirke talrige menneskers hverdag på godt og ondt.

Emnet “alder” bliver forøvrigt også glimrende vinklet (pag.142). Eksempelvis nævnes Konrad Adenauer, Charles de Gaulle, Nehru og pave Johannes d. 23 som langt ældre ledere i start-1960erne med et klart bedre helbred end den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy.

Begrebet “hybris” ligger - for ganske mange lederes vedkommende - som en betydende faktor for deres operative virke.  Forfatteren erindres bestemt ikke som “sådan” politiker, ej heller via denne bogs fortrinlige kontekster.

(ISBN 978-0-313-36005-3)

Next Page »

Powered by WordPress