hulegaard.eu

October 22, 2007

Mani +/-

Filed under: Mand & Kvinde, Film, Lena Olin, Richard Gere, Manio-depressivitet, Mr. Jones — hulegaard @ 1:54 pm

Manio-depressivitet ( bipolar affektiv psykose ) er en psykisk sygdom, der menes at ramme ca. 1-2 pct. af befolkningen stortset ligeligt kønsfordelt. Sygdommen optræder forskelligt og udviklingen er ofte temmelig individuel lige fra en meget velfungerende hverdag til selvmord (eller gentagne forsøg).

Mr. Jones

Forskellige forudsætninger gjorde, at jeg genså den fortrinlige film “Mr. Jones” med Richard Gere som den manio-depressive og Lena Olin som psykiateren (der forelsker sig i sin patient….ups,ups!!!).

Handlingen i essens:

Mr. Jones (Richard Gere) giver allerede tidligt i filmen prøver på sin noget specielle adfærd, da han går helt ud på den yderste spids af et tag og kun med nød og næppe bliver reddet fra et forsøg på at flyve. Senere møder han psykiateren Elizabeth Bowen (Lena Olin), der stædigt forsøger at få Mr. Jones til at tage sin medicin. Men han vil ikke og hævder, at han har det glimrende, som han har det. Mr. Jones må igennem grufulde depressioner ovenpå hver ekstatiske glædesrus. Psykiateren anbringer ham på en institution, hvor man sørger for, han tager sin medicin, og Mr. Jones viser efter nogen tid atter sit lune smil. Det er dette smil, der forfører psykiateren, og hun kan ikke modstå fristelsen. Nu er hun fanget i lovløshedens net, og kærligheden er jo som bekendt ikke nem at stoppe. 

Refleksion

Der er ganske meget stof til eftertanke i denne film. Ikke blot relationen mellem patient og læge, reaktionsmønstrene hos den manio-depressive - altsammen filmisk uniformeret af de fremragende (og vanvittig sympatiske) skuespillere Lena Olin  og Richard Gere.

Den manio-depressive person er ofte - ganske ofte - begavet med mange talenter. Hertil kommer en - i perioder - charmerende performance. Det betyder, at forholdsvis flere med “extroverte jobs” i større eller mindre grad har disse gener i sig. Jeg skal undlade at underholde læseren med navne på politikere og kunstnere osv.; enhver kan tænke sit fra sin fortid og sin nutid og også gerne i sin fremtid.

Personligt har jeg siden min ungdom haft en meget nær kontakt med mennesker af begge køn, der i større eller mindre grad besad profilen for manio-depressivitet. Nogle har erkendt det, nogle har været i behandling i korte eller længere perioder, andre fornægter det til et - til tider - ulideligt pres for deres omgivelser.

Personligt opfatter jeg sygdommen som humørsvingningernes skærgård med ekstremer af såvel vanvittig og charmerende skønhed som golde og skarpe klippeskær, der kan være dødsens ved den forkerte navigation. Det hele opleves ofte i Formel-1 tempo.

De nærmeste omgivelser anbefales altid at bære et mentalt redningsbælte påtrykt “styrke” og “sund sans”; til gengæld er det aldrig kedeligt!  :-) 

Powered by WordPress