hulegaard.eu

August 20, 2008

Den sort-hvide Diamant

Filed under: Kultur, foto, Sally Mann, Den Sorte Diamant, Søren K. — hulegaard @ 11:52 pm

Overskriften er lidt af en tilsnigelse, som jeg undskylder overfor læseren :-) . Men lad os kaste ud i det.

Den Sorte Diamant er mere præcist - som enhver københavner ved - den moderne tilbygning til Det kgl. Bibliotek på Slotsholmen i Københavns city. Her udstiller bl.a. den amerikanske fotograf Sally Mann indtil den 20.september 2008.

Hendes udstilling af fremragende og yderst specielle s/h fotos kan ses nede i den moderne “katakomb” (i kælderetagen). Der er s/h billeder af hendes børn, naturen og af døden.  Det er påstået, at ethvert fotografi i en vis essens udstråler et selvportræt. Denne interessante påstand kan ikke undgå at ramme beskueren, når man går rundt og fordyber sig i den helt specielle stemning af billeder i Det Nationale Fotomuseum på Det kgl. Bibliotek.

Den 57-årige amerikanske fotograf med det lange, let grånende mørke hår udtalte i forbindelse med åbningen af udstillingen i maj: ” Min kunst har altid taget udgangspunkt i hverdagen, i det almindelige”. 

Lægedatteren fra Lexington, Virginia, USA  er på 37te år gift med den samme mand, med hvem hun har tre børn, der flittigt gengives i hendes fotografiske kunst. Sally Mann regnes for en af USAs bedste fotografer og er afgjort et besøg værd.

..og medens du er der

Danske statsministre de seneste 150 år i satirisk streg er afgjort også et besøg værd i samme område. Kendte som mindre kendte statsministre bliver udsat for den traditionsrige danske satire og der er som kulisse skabt et tidsmæssigt præg. Denne udstilling er berammet til 25.okt. 2008. Varmt anbefales !

Hertil kommer diverse andre kulturtilbud i huset samt sidst, men ikke mindst for de madglade restauranten Søren K . - “Designet er minimalistisk og stilrent, køkkenet europæisk med vægt på årstidens friske råvarer og udsigten fantastisk” fortæller restauranten og det er ikke løgn :-) ! 

Refleksion

Der er oplevelse til øjet, til hjernen og - såfremt man er sulten - til maven. Prøv det - variationer i moderne omgivelser linket til det gamle bibliotek og havnen lige nedenfor - god tur!

Next Page »

Powered by WordPress