hulegaard.eu

November 26, 2009

70 x Congratulations Tina Turner!

Når 70-årsdagen fejres, kan det smukke køn se yderst forskellig ud. Livets oplevelser i med- og (ikke mindst) modgang sætter spor; dog variabelt i et kemisk mix af genetiske finurligheder. I de seneste årtier er også kommet en anden medspiller, nemlig plastik- (rekonstruktions-)kirurgien.

Dagens 70-års fødselar Tina Turner er afgjort i den særdeles velpræserverede afdeling!

Tina in memo

Apropos “70″ gæstede et US-band Tivolis koncertsal i København i starten af 1970erne. Et mulatpar optrådte med deres støjende og iørefaldende numre, bla. Nutbush. Der var rytme, der var sved og så meget andet…Ike & Tina Turner var navnene. Mange år senere kom det frem, at Ike havde banket sin kone i sine macho og narkotiske ruse. -  Tro mig, hvis det (meste af det) mandlige publikum (inkl. blogejeren i en yngre version på 2.række!) havde vidst det denne koncertaften i København, havde vi gladeligt gået på scenen og banket Ike ned gennem gulvbrædderne.

Disse tumultariske år mellem parret blev mange år efter filmatiseret med titlen “What’s Love Got To Do With It?” . I mellemtiden havde kvinden med det borgerlige navn Anna Mae Bullock upgraderet sin kunstneriske og personlige  identitet som en single-quinde og sangsolist med det kunstneriske navn Tina TurnerDen afro-amerikanske kvinde med indianerblod i de varme årer begyndte en sjælden opstigning mod den musikalske stjernehimmel. Sen-firserne og halvfemserne blev en lang perlerække af successer.  8 Grammyer fortæller ganske meget. Et andet faktum er, at hun er den mest solgte kvindelige rockstar nogensinde. Pladestudierne har produceret hits på hits til publikum. Hertil kom live-koncerter, der efterhånden henrykkede publikumskarer af stortset alle aldre på jordkloden. Lad os blot erindre to koncerter i to verdensbyer….

Maracana - Rio de Janeiro

Blandt de største koncert-successer var vel den fantastiske live-koncert i Rio de Janeiro i 1988. På Mario Filho (berømt brasiliansk journalist) Stadium (engang verdens største fodboldstadion) i Rio-bydelen Maracana var ankommet omkring 150.000 tilskuere - ganske som i de glade VM-1950 dage. De blev vidne til en sjælden oplevelse. Vi andre kan glæde os over det på video.  Den aften skreg hun med man-eater looket og den hæse, sensuelle stemme tidligt i koncerten efter nogle opvarmningsnumre de berømte ord:

Are you ready for me, Rio?” 

Svaret kom vel 4 sekunder senere fra omkring ca.150.000 struber, der med glødende latin-amerikansk temperament kvitterede med et brølende:”Yeah, Tina!”  

Rio var klar til Tina!  Ganske som denne - måske verdens smukkeste megalopolis - formodes at blive klar til VM i fodbold (2014) og OL (2016).

Wembley Stadium

12 år senere - en lun juliaften -  fulgte en anden lige så storslået koncert på det hæderkronede (gamle og nu nedrevede) Wembley Stadium i det nordvestlige London, hvor omkring 100.000 i alle aldre dannede en organisk, larmende og stemningsfuld kulisse til hendes storslåede show med alle de kendte hits. Bedstemor Tina svingede stadig med sit velproportionerede feminine legeme emballeret i teenage-korte-tekstiler i en alder af 61 år. Samtidig udførte hendes 5 unge toptrænede backing-group-girls sceniske, seværdige, sensuelle stunts og feminine vrid i et morderisk, rytmisk tempo. Altsammen akkompagneret af et verdensklasse-band. De velplacerede forstærkere og stor-skærme sørgede for, at ikke bare de 100.000 heldige på stadion oplevede hende.

Tina Turner, med de sceniske hoftevridende-dansetrin mellem numrene, med den hæse og sensuelle stemme og ikke mindst modne, ultra-sexede performance fik publikum i flere generationer og køn til at swinge med i en sjælden orkestral kulisse af sensuel rytme og stemning transformeret til uvirkelige og pirrende drømme for et øjeblik; simpelthen en helt sublim og enestående stemning i det magiske og pirrende nowhere-land mellem realiteterne, resultaterne, ønskerne og drømmene.

Tina i DK

En halvsur koncert på Gentofte stadion i slut-1990erne er glemt. Derimod erindres af næsten enhver dansker hendes to-numres optræden for 1 mio. USD i Parken i anledning af H.C.Andersens 100-års fødselsdag april 2005.  Tina Turners skæbne er vel lidt H.C.Andersensk…ydmyget, pryglet og glemt for så at folde sig ud som en svane. 

Refleksion

En sejltur fra Nice til Monaco ved den franske riviera kan varmt anbefales af flere grunde. Store palæagtige og spændende huse ligger side om side direkte ned til Middelhavets bugter ved Côte d´Azur. Det er gammel som ny rigdom fra forskellige steder på kloden; ingen er tvivl om cellernes bredde i excel-regnearket, når disse pragt mini-slotte betragtes, enten fra Middelhavet eller fra de snoede cornicher på land. 

En af disse på adressen # Villa Anna Fleur, 06230 Villefranche-Sur-Mer, France # tilhører Tina Turner.  Om hun sidder med sin noget yngre tyske ægtemand Erwin Bach på den søljeomkransede terasse og drikker fødselsdags-chokolade, vides ej :-) .

“I don´t want to fight anymore”, synger Tina Turner i et af sine store numre.  Det behøver hun bestemt heller ikke - hun har nemlig for længst vundet over den voldelige (nu afdøde) ægtemand Ike, hvortil kommer - sandelig ikke at forglemme - millioner af os andre! 

70 x Congratulations Tina Turner!

Next Page »

Powered by WordPress