hulegaard.eu

October 1, 2007

Det lille C

Filed under: Politik, Konservative, Poul Schlüter, Bendt Bendtsen, Fløjkrig — hulegaard @ 10:09 am

Et af folketingets mindre - engang et af de største - partier holdt landsråd seneste weekend i Herning Kongrescenter. Partiet blev stiftet 1915, står opført med 19.478 medl. (2005) og er i dag kendt som Konservative. Partiet har ført en lettere omtumlet tilværelse gennem sin tid såvel på det ideologiske som ikke mindst på det personlige plan. Partiet har siden 2001 været regeringsbærende sammen med det andet borgerlige parti Venstre.

Konservative - efter WW2

Partiet har især efter 2.verdenskrig haft personopgør i en grad, som næsten ikke kendes mage i andre partier.  J.Christmas-Møller havde - efter sit London-ophold under krigen - vanskeligt ved at tilpasse sit internationale syn til den konservative efterkrigstids-hverdag.  Den selvbevidste Ole Bjørn Kraft blev efter VK-regeringens fald i start-halvtredserne afløst af en anden konstallation. Et lettere anspændt forhold mellem “partiejeren” Poul Sørensen og Møller-brødrene. Sidstnævnte - Aksel (borgmester på Frbg. og indenrigsmin.) og Poul (finansmin.) satte bestemt ikke deres intellekt og politiske evner under en skæppe (hvilket heller ikke er tilfældet med den nuværende Per Stig (søn af Poul)). Det var ikke just selvironien, der var toneangivende i det år; det gjaldt vel helt frem til 70erne.

70ernes opgør mellem den midtsøgende Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn Hansen huskes ganske tydeligt. Så kom den bedste periode for de Konservative. Årene med den særdeles pragmatiske Poul Schlüter oplevedes af mange konservative som de bedste år i partiets historie. Også det fik en ende, takket været dem selv, her personificeret ved Erik Ninn Hansen.  Endnu en overordentlig selvbevidst personlighed var ved at ødelægge det gamle parti.

90erne huskes også med personopgør. Den berømte februar-nat 1997 med en smadret Mazda 626 mod en betonklods på Helsingør-motorvejen satte en stopper for de konservatives daværende åbenlyse leder Hans Engell.  Det efterfølgende person-opgør strakte sig over flere år med aktørerne Per Stig Møller, Pia Christmas-Møller og Helge Adam Møller. Det var ikke nogen lykkelig tid for det gamle parti.

Bendt Bendtsen -  den fyenske politimand med den lokale accent, det venlige smil og tillidsfulde væsen blev udvalgt i 1999 som leder af partiet. Det skabte ro i en lang årrække….indtil nu. Godtnok har de konservative siddet med på regeringsbænkene siden 2001, godtnok har de opnået pæne resultater trods deres lidenhed i forhold til regeringspartneren Venstre, godtnok er flere konservative ministre blandt de mest populære og respekterede i regeringen, godtnok…..og alligevel rumler det af utilfredshed i baglandet trods brede smil ved den seneste partikongres.

Årsagen er denne gang, at partilederen har formået at stabilisere, men ikke kan sælge flere billetter.

Refleksion

Der kan inden så længe forventes en ny fløj-kamp i valget mellem den kommende leder. Bliver det højrefløjens strafferetslige hardcore pin-up fra Hirtshals - en quinde ved navn Lene Espersen?  Bliver det venstrefløjens dynamiske og hurtigsnakkende miljø-darling Connie Hedegaard?  Begge kandidater er quinder - som næsten i alle andre partier på vej til en næsten parlamentarisk matriakat.  Begge omkring de 40 år. Begge akademisk uddannet. Endnu tilskud til den endeløse række, som i forvejen bl.a. kan ses hos Soc.dem. og Radikale. Denne type afløser i disse år den tidligere “proto-type” af den DJØFiseret politiker. Stil- og køn-skift og vel også modeskift :-)   -  hvad mon næste prototype bliver om 10-15 år? 

Sidst - men ikke mindst - hvorfor altid denne person-fnidder hos Konservative, der ellers potentielt indeholder mange veldisciplinerede, retlinede og “ordentlige” vælgere?  Balladen er opstået - uanset mandattallets størrelse, så det er formodentlig ikke der, problemet er!?  Er det mon den gamle “herremand”, der personificeret i egen “hybris” dukker op med mellemrum? Der kan være flere og andre forklaringer, men et faktum står tilbage: Konservative har i sjælden grad forstået at “stå i vejen for sig selv” . Kun med Schlüters lange regeringsperiode og Bendtsens regeringstid som undtagelser; måske fordi disse to personligheder begge har en afvæbnende rundhed og humoristiske kompetencer, modsat de tidligere kolleger både før og måske også efter……

 

Powered by WordPress