hulegaard.eu

October 1, 2011

Det krumme C

 

Den rødternede mediestorm med regeringsgrundlag og forventede skræddersyede ministerhabitter vil få næsten enhver til at glemme, at det lille afgående regeringsparti KONSERVATIVE netop afholdt partikongres denne weekend i Herning kongrescenter. Det generelle indtryk var en naturlig frustration over det nylige (15/09/11) katastrofale resultat for det gamle godsejerparti, der sendte det ned på sidstepladsen blandt det nye folketings partier.  Den nyligt tiltrådte partiformand og jurauddannede, eks-justitsminister Lars Barfoed brugte mange ord - både i valgkampen og nyligt - for at fortælle om den konservative uundværlighed.

“Vi ønsker ikke blogpolitik (husk håndtrykket mellem RV-Margrethe Vestager og K-Lars Barfoed!)”….”Vi ønsker et opgør med forsørgersamfundet, og vi vil dreje Danmark yderligere mod et selvforsørgersamfund ( tænk blot på den offentlige sektors volumen i de seneste knap 10 års regeringstid….)”.  At valgresultatet blev så magert tilskrives slidtagen ved at være regeringsparti (jf. Venstres fremgang…! ), at partiet har haft tre formænd på fire år, samt at forskellige politiske og taktiske udmeldinger kunne være gjort bedre (burka-sag f.eks. osv.osv.).

Selektiv historik

Lad bogstaverne hvile et øjeblik. Lad os betragte en talrække:

1984 - 42 mandater

1987 - 38 mandater

1988 - 35 mandater

1990 - 30 mandater

1994 - 27 mandater

1998 - 16 mandater

2001 - 16 mandater

2005 - 18 mandater

2007 - 18 mandater

2011 - 8 mandater

Tal kan være taknemmelige, fordi man ved at formulere forskellige forudsætninger kan få forskellige resultater. Men uanset hvor ekvilibristisk og konservativ-grøn i ansigtet en betragter eller læser kan være, taler ovennævnte talkolonne sit tydelige sprog.

Personer

I disse timer, hvor en ny socialdemokratisk-ledet regering opstartes, understreges igen, at det er personer - ofte mere end politisk indhold - der bestemmer værdier, fremdriften og (ikke mindst) troværdigheden.

Enhver, der har fulgt Konservative over de seneste årtier, vil vide, at personprofilerne betyder - om muligt endnu mere - i et parti, der nærmest pr. definition har haft to fløje i mange år. Sidstnævnte har medført nogle skadelige personlige og politiske rivegilder i partiet.  Kun perioderne med Poul Schlüter og senest Bendt Bendtsen har medført et - udadtil - enigt parti uden for meget slinger i udmeldinger og ikke mindst personlige (oftest ulidelige) profileringer.

Og så tager vi de direkte punches:

Hvor mon Konservative havde været i dag, såfremt Hans Engell havde kunnet styre sin livslyst og sin bil?

Var Lene Espersen den rigtige formand?  Nej - blogejeren kan ikke hidse sig op over hendes Mallorca-ferie og lignende private stunts.  Derimod egnede hun sig ikke - trods hendes selvbevidste performance i mange sammenhænge - som den samlende kraft.  Er Lars Barfoed den rigtige formand?  Afgjort nej! - mener blogejeren.  Hvem så? -  I de yngre årgange kunne en person være den samlende kraft, nemlig (Frederiksbergs tidligere borgmester) Mads Lebech. Jamen han har jo trukket sig fra politik, vil den observante læser sige.   Jovist - men se nu blot en anden potentiel stemmemagnet og ikke mindst formidlende person i regeringspartiet: (Aarhus eks-borgmester) Nikolai Wammen.

Hvis det er attraktivt nok, ringer klokken og aktiverer politiker-genet -  læs: Lysten til magt og at bruge den for sine idéer! ;-)

Refleksion

I blogejerens familie var der i mange år en overvægt af medlemmer, der trofast stemte på det Konservative Folkeparti. Det samme gjaldt i høj grad på en senere arbejdsplads, hvor blogejeren ved at klistre bogstaver og tal sammen i forskellige formationer, udøve diplomati og lejlighedsvis nødvendig (og brutal) handlekraft skabte sin beskedne professionelle karriere.

Langt de fleste i familien tilhørte, hvad nogle forstår ved “den social-konservative fløj”.  I blogejerens ungdom - kort efter bronzealderen - blev han af begejstrede familiemedlemmer indmeldt i KU, Frederiksbergafd.

Det førte til nogle interessante oplevelser i form af aftenmøder. Ved det sidste (vi befinder os i midt-1960erne) blev en yngre taler præsenteret som et stort konservativ håb. Navnet var Henning Dyremose (af adskillige TDC-ansatte erindret som “Fyremose”).  Selvom blogejeren stod ved starten på sit voksenliv og naturligvis var jomfruelig, hvad angik erfaring, tilsagde “hans konservative instinkt” denne aften flere ting. Tændsatsen var den lovende Dyremose, der (allerede dengang) personificerede flere betydninger af ordet “selv-”.

Havde begrebet (blogejeren elsker det!) “selvironi” været fremherskende (eller bare til stede ;-) ), kunne  meget måske være gået anderledes. Men på vejen hjem fra aftenmødet iklædt pæn konservativ habit, hvid skjorte og silkeslips (men ikke grøn i ansigtet) gik det intuitivt op for blogejeren, at perspektiverne i en tiltagende kompleks verden var langt mere bredspektrerede….og denne betragtning - doseret sidenhen med livets erfaring - har været et solidt og nærmest kinetisk kompas for blogejerens politiske overbevisning.

Det skal blive interessant at se, hvordan det nuværende Konservative runder 100 års dagen i  2015; ja faktisk bliver det endnu mere interessant at betragte fra tilskuerpladsen, hvorvidt partiet kender sin besøgelsestid eller sagt mere brutalt og mindre humant:  

 Enten revideres og opstrammes alvorligt på konceptet eller også dør det snart  - grønt eller ej.

Næste planlagte indlæg “Den rigtige straf?”

Next Page »

Powered by WordPress