hulegaard.eu

June 23, 2008

De søde bomber

I morgen den 24.juni 2008 er det nøjagtig 60 år siden, at historiens på mange måder mest fantastiske luftbro blev startet. Det var lige efter 2. verdenskrig og de 4 (såkaldt)allierede forsøgte fortsat at få etableret deres ideologisk-politiske krav over det forarmede Tyskland, herunder hovedstaden Berlin. Modsat USSR ønskede USA og Storbritannien (samt Frankrig) hurtigst muligt at inddrage Vesttyskland (og Vestberlin) i en fremtidig bæredygtig og udviklende samfundsøkonomi.

I konsekvens blev indført D-marken i de vestlig-besatte zoner i et håb om at dæmpe den voldsomme inflation, skabe tillid til den fragile tyske økonomi og medvirke til en genopbygning af 2.verdenskrigs store taber.

Stalin (præsentation unødvendig) beordrede den tyske hovedstad Berlin afspærret, først motorveje og indfaldsveje og til sidst jernbanetrafikken d. 24. juni 1948.  Den kunne geografisk lade sig gøre, fordi Berlin lå omkr. 175 km. inde i den sovjetrussisk besatte zone af Tyskland.

USAs svar

Europa og verden har flere gange i efterkrigstiden været begunstiget af en handlekraftig (demokratisk valgt) amerikansk præsident, således også i disse mørke tider.  En lille, falleret manufakturhandler fra Midtvesten skulle i slutningen af 2.verdenskrig og i årene efter træde ud af den berømte Franklin D. Roosevelts skygge. 

Harry S. Truman kunne handle og det gjorde Det Hvide Hus.  Der blev etableret en luftbro fra Vesttyskland til Vestberlin, hvor tre korridorer á 32 kms bredde blev lynetableret.  32 store amerikanske Douglas C-47 transportfly fra Wiesbaden opstartede en fantastisk luftbro. De fik efterhånden hjælp af bl.a. DC 4 fly samt BOAC Avro York og Handley Page fly fra britiske Royal Air Force. 

For at understrege alvoren beordrede præsident Truman et antal US-bombefly bevæbnet med atomvåben placeret stand-by på udvalgte luftbaser i Storbritannien, klar til at flyve den sidste (og tunge) vej indover Europa mod USSR, hvis det blev nødvendigt!

US-Airforce generalløjtn. William Tunner

Profilerne

Som altid i verdenshistoriens store og afgørende øjeblikke var der helte. I tilfældig rækkefølge nogle af dem:

General Lucius D. Clay efterfulgte Eisenhower som militærguvernør i Tyskland i marts 1947. Det var ham - mere ned nogen - der klarlagde fakta og konsekvenser og hurtigt overtalte den handlekraftige amerikanske præsident til at indse nødvendigheden af at holde Vestberlins befolkning i live.  “Clay Allee” er en berømt boulevard i Berlin, der minder om den betydning, som denne US-general havde. 

En anden er manden på illustrationen. General William Tunner fik efter tumultariske begyndervanskeligheder kommandoen over luftbroen. Han havde prøvet det før. I 2. verdenskrig var han den militæriske arkitekt bag luftbroen over Himalayabjergene med våben og mad til de indespærrede kinesiske tropper. Han var en fantastisk organisator, der sammen med sin stab organiserede 3 luft-korridorer fra Vestberlin til Vesttyskland; 2 indflyvnings- og 1 udflyvningskorridor dirigeret med radarfyr. Enhver interesseret kan studere dette organisatorisk-militære mesterværk ved internet- og litteratursøgning m.m..

Vestberlins karismatiske, socialdemokratiske overborgmester Ernst Reuter holdt taler og var et støttende og markant bindeled til den fantastiske allierede indsats.  Samme overborgmester var forøvrigt født i Aabenraa 59 år forinden begivenheden. Dengang var Aabenraa beliggende i Tyskland!

En fjerde var hverken general eller toppolitiker, såmænd “kun” flyverløjtnant. Men hans symbolske handlemåde skulle få en fantastisk - moralsk - betydning. Flyverløjtn. Gail S. Halvorsen.

De søde bomber

Halvorsen havde efter nogle dialoger med de vestberlinske børn lovet at kaste lidt slik ud til dem.  Små pakker med rosiner og chokolader blev efterfølgende kastet ud til de ventende, forarmede og glade tyske børn tæt ved den berømte, nu snart nedlukkede (efter afstemning i Berlin dette forår) amerikanske lufthavn Tempelhof i Vestberlins centrum. 

Den amerikanske slikproducent Hershey besluttede meget hurtigt at “sponsorere” bomberne. Verdenshistoriens måske mest fredelige bomber blev nedkastet regelmæssigt og på sit højeste med cirka 6.000 små slikposer pr. dag i “Operation Little Vittles” - en særlig luftbro til børnene.

Refleksion

Dette indlæg har med vilje undladt at opremse, hvor mange flyvninger, hvor mange tons af osv.osv.  Det statistiske materiale fortæller sin egen imponerende historie.  I denne kontekst tjener indlægget som et - blandt mange - bidrag til at erindre, at den europæiske efterkrigshistorie startede på et overordentlig - for at sige det mildt - spinkelt demokratisk grundlag.

Det var Europas held, at USA i afgørende øjeblikke i det 20. århundrede havde (demokratisk valgte) præsidenter, der i samarbejde med deres stabe forstod betydningen og ikke mindst rækkevidden af beslutningerne, uanset de økonomiske og menneskelige omkostninger.

De vestberlinske børn i slidte gevandter og spinkle håb om fremtiden strakte deres små, halvbeskidte barnearme i vejret mellem ruinerne efter de små søde bomber. I dag lever de en helt anden tilværelse, som vel ingen af dem forestillede sig i de dage, hvor Tysklands største by var i spil i en dødensfarlig storpolitisk magtdemonstration fra USSR.

Ved midnatstid d.12. maj 1949 åbnede de sovjetrussiske styrker igen for jernbaner og veje til Vestberlin. Luftbroen var nu historie. Kreml havde indset, at den vestlige verden var parat - i afgørende stunder som denne - til at handle resolut og sige fuld stop for den kommunistiske provokation og aggression.

Det samme gjaldt 14 år senere, da Kennedys berømte ord “Ich bin ein Berliner” fra balkonen på Rathaus Schöneberg blev omformet i praktisk politik 4 måneder senere ved Cuba-krisen i nogle iskolde dage i slutningen af oktober 1963, hvor verden balancerede på randen af en atomkrig.

Next Page »

Powered by WordPress